the way you play

[P.H.]

For at vende lidt tilbage til Mark Knopfler og begrebet "ubevidste lån":

På det nye album er der et nummer der hedder "Skydiver" - et rigtigt godt nummer, men sjovt nok kan man på selv vers melodien synge det gamle Beatles nummer "All you need is love". Der er dog næppe tale om bevidst tyveri

Har lige hørt Skydive - hvad synes du er inspireret/planket fra All you need is love?

Jeg vil absolut ikke bruge ordet "planket" - ikke engang bevidst inspiration. men det er samme akkord progression og antal takter i verset i de to sange. Når vi når omkvædet ("All you need is love...) skilles vandene.

Jeg betragter det bare som et kuriosum - det er jo begrænset hvor mange toner vi har at lege med.

[laboa]

Hørte mere Skydiver. Kan sagtens se noget af, det du siger, men jeg tror ikke, MK skal frygte nogen retssag .

Synes egentlig kun, som du også siger, det er de 2 første af de 4 verslinier, som har lidt rem af huden, lidt samme meloditoner og samme harmoniske "ned-step" (fra dur til komplementær-mol) og lidt af samme "verslinie-pause" til sidst. Midten i ned-step af de tre akkorder er godt nok en dominant i AYNIL og ikke en syver, som i SD.

AYNIL cutter også sidste deltakt af i de 2 første linier (3/4), ikke samme taktstruktur (og senere igen i indgang til refræn). 2 sidste versliner er meget forskellige i de 2 sange - igen med mønsterbrud i AYNIL, taktmæssigt og også nærmest toneartskift til mol.

Refrænerne er vildt forskellige - SD bygger videre på vers; AYNIL er nye harmonirepetitioner og forløb er "up-step".

Tekstmæssigt er de to sange nat og dag: SD handler om "jeg" (og når alt går galt, så er jeg sgu ligeglad); AYNIL handler om "os" (you) - der er ingen grænser for, hvad vi kan, bare vi giver og får kærlighed (understøttet af nye "up-step" i harmonier… nok lidt overskvulpet tidstypisk, men det ER jo svært sådan at feje budskabskernen helt af bordet .

SD er i C, AYNIL (starter) i G - så justeret for tonehøjde kan man synge alle dur-melodier til det (nok ikke lige med samme "fit").

Uanset "analyse" af elementer i den helhed, hvor mening sidder, så er de to sange mega-forskellige i stort set alt. Jeg er ret sikker på, man kan finde mange sange, meget tættere på begge.

Jeg tror i hvert fald ikke, MK bevidst har småplanket noget… ikke engang bevidst var inspireret af AYNIL, da han lavede den. Men det er jo også det, der gør Beatles så store - at deres aftryk fylder så utrolig meget .

Jeg kommer nok ikke til at lytte til SD igen (MK er guitarist og fede to første Dire-band skiver, men det er bare mig). Og det er også 100,0% hamrende ligegyldigt for andre end mig og dig.

Til gengæld kommer vores børnebørns børnebørns børn til at høre AYNIL (og Beatles) - for musikken, det musikhistoriske "aftryk" og for tidstypificeringen - og det har sin egen "arena", som er større end du og jeg .

[P.H.]

Tror heller ikke at MK bliver stillet til regnskab - det ville være vanvid.
Tak fordi du tog dig tid til en lidt dybere analyse.
Tror mange musikere frygter at de uforvarende har kopieret noget. Som regel er det kun et problem, hvis det er et hit, de er kommet til at planke. Hvis en komponist skriver sang der bliver skæring 4 på side 2, som så tilfældigvis minder om en andens komposition der optræder som skæring 7 på side 1 er der vist ingen der gider at gøre noget ud af det.

Mener at Paul McCartney drømte sig til "Yesterday", men tænkte at det måtte være noget han havde hørt andet steds. Han præsenterede nummeret der havde arbejdstitlen "Scrambled Eggs" for en del mennesker, men de kunne ikke pege på nogen anden komponist. Herefter turde PM godt at indspille den.

[laboa]

Ja, kan godt huske den anekdote om Yesterday. Forstår godt McCartney - den sang har ligesom bare altid været til .

Mener også, John Lennon engang sagde noget i retning af: "Great song. I never wished I'd written it. What's going to come?"… som vist meget godt opsummerer forskellen på de tos temperamenter. Og som også skabte sygelig god musik sammen.

Ved ikke, om (rock)musikere ser så mange spøgelser mht. inspiration og plankning. Tror de typisk ved, hvis det er en rigtig vigtig del af det, de skaber.

Mainstream pop er nok mere et minefelt, hvor betydningen af "inspiration" bliver struuuuukket, tror jeg, også fordi produktionssiden er ekstremt "medforfattende". Her er der nogle jurister, som nyder udsigten…

[P.H.]

"Jeff Beck Live in Tokyo"

Snyd ikke dig selv for denne fabelagtige koncert med en af verdens absolut bedste guitarister.
Han akkompagneres bl.a. af den kvindelige super bassist Rhonda Smith og en for mig ukendt, men særdeles virtuous schweizisk guitarist Nicolas Meier- der ind i mellem bruger guitaren som keyboard (formentlig godt hjulpet af diverse pedaler).
Både lyd og billede er eminent. Det er første gang jeg har set en BD-koncert optaget i scope format. Fremragende lyd via DTS-HD Master sporet.

Man er helt stolt over at have oplevet denne evigt unge (70 år) legendariske guitarist ved en intim koncert i Odense for nogle år siden

Beck fik engang tilbudt at komme med i Rolling Stones, men takkede nej - vist nok fordi han mente at turné livet var for opslidende.