Hvad hører du nu ?

[xo]

Det er dog et pænt cover vilmann!

 

Men her ved mig kører det totalt af sporet

 

 

Så sir jeg ikke mere.

[macwerk]

Jeg er åbenbart den eneste i verden der har Voice of Chunk på vinyl.
Min ser i hvert fald ikke helt sådan ud:


Men det gør den jo ikke dårligere

/vilmann

Nej det er jo den aller bedste, så den har vi da forhåbentlig alle sammen  
På min fylder ansigstbilledet hele pladestørrelsen og har en blå 'flise' kant.

Her har den stået på Rachi 2 & Mussorgsky - Sanchez/Gamba/Copenhagen PO.

Og så har James White fået lov at blæse lidt - han er altså for vild  

[SES.]

En god tysker! Karl Amadeus Hartmann 1905-1963

Citat fra: http://www.scena.org/columns/lebrecht/0 ... html#ed_op#br>
One spring evening 60 years ago, a German composer looked out of the window of his father-in-law’s villa overlooking the Starnberg Lake and saw a column of 20,000 Dachau prisoners being force-marched by the SS, away from the approaching Allied armies. Next morning the line was still being whipped along the road.

‘Unending was the stream, unending the misery, unending the sorrow,’ wrote Karl Amadeus Hartmann at the head of a fresh sheet of paper on which, over the following tense days, he composed a piano sonata titled ’27 April 1945’, its opening rhythm dictated by the shuffling feet of the final victims of Nazi tyranny.

Unending was the stream, unending the misery, unending the sorrow,’ wrote Karl Amadeus Hartmann at the head of a fresh sheet of paper on which, over the following tense days, he composed a piano sonata titled ’27 April 1945’, its opening rhythm dictated by the shuffling feet of the final victims of Nazi tyranny.

Hartmann is a figure unique in German music - the only composer to stay put and defy Hitler for the duration of the Third Reich. ‘My brothers and I managed to keep our distance from the army, the militia, labour battalions and other such pleasures,’ he wrily reported. ‘We are known as one of the few truly antifascist families in Munich.’

Their dissidence originated in the First World War when, as cultured Francophiles, the Hartmanns refused to submit to xenophobic hysteria. By 1932, one brother was distributing anti-Hitler pamphlets while the youngest, Karl, was playing jazz. When Hitler came to power, Karl wrote asymphonic work, Miserae, and dedicated it to ‘my friends … who sleep for all eternity; we do not forget you (Dachau, 1933-34)’.

Its premiere in Prague provoked a diplomatic protest and Hartmann was mildly harassed by Nazi bureaucrats. He resolved never to let a note of his music be played under Nazi rule. His wife, with whom I briefly corresponded, insisted that he was a passive resistant who would never have taken risks with her life or their son’s, but others told me that he actively helped fugitives flee the country across unguarded Alpine passes.

His centenary is being marked this year by 150 performances in central Europe and very few in English-speaking countries - which says more about our linguistic arrogance and isolationism than about the quality of Hartmann’s music, which is variable but by no means negligible. It is, in fact, a vital link in the symphonic chain from pre-Hitler modernism to post-War abstraction, a bridge from Paul Hindemith to Hans-Werner Henze. ‘Without Karl Amadeus Hartmann,’ Henze once said to me, ‘there could have been no Henze.’

Jeg hører hans 1. symfoni ”Versuch eines Requiem” med Bamberger SO dirigeret af Ingo Metzmacher på EMI 5 55424 2 fra 1995.

Hvis man synes at sommerens aggressioner, vold, mord, trafikdrab og anden danskhed er i overkanten, så er der trøst i at hente ved at høre Hartmann.

[ZIG]

Tungt, SES, tungt.

Ja, jeg har haft unge menneskers angst i heavy rotation hele eftermiddagen og sluttede af med noget - som jeg også syntes var betydende, dog ikke "unending the stream, unending the sorrow".



En moden mands afklarethed.

xo - betragt den som filmmusik for den indre biograf og køb den!

Zig

[SES.]

Lidt total demokrati til at slukke med. Don Giovanni, unge og gamle, tykke og tynde, høje og små, smukke og grimme, pædadog eller prinsesse  - intet var en hindring. Han krøllede lagener med dem alle. Det kunne vel også være en Jack Nicholson?

Hartmann:
Tungt ja vist, men det giver lethed  

Villmann: Så er vi 3 der har den LL på vinyl.

[Thomas]

Rock i hytten:



Det er absolut en af de aller bedste plader i min samling

[xo]

Tungt, SES, tungt.

Ja, jeg har haft unge menneskers angst i heavy rotation hele eftermiddagen og sluttede af med noget - som jeg også syntes var betydende, dog ikke "unending the stream, unending the sorrow".



En moden mands afklarethed.

xo - betragt den som filmmusik for den indre biograf og køb den!

Zig

Sikken et æstetisk cover, med et knapt ænseligt ansigt i baggrunden.

Den vil jeg lige prøvehøre, men den er skrevet bag øret, under foden og på papiret.

[ZIG]

Hold da op - det er først nu, jeg ser ansigtet.

Det er vist mig, der skal til optiker.

Psykiater var måske også en go' ting

Zig

[SES.]

Dagens hardwork får mig til at spille et stykke malermusik, og fortsætte med følge ZIGs noble visioner.



HINDEMITH Symphonie Mathis der Maler, Nobilissima Visione, Symphonic Metamorphoses. Berliner Philharmoniker / Claudio Abbado.

De malere går i ring, Hindemith
fik en maler som regeringschef i 1933. Som de fleste andre regnede
han fejlagtigt med at maleren fik en hurtig exit, men allerede fra
starten blev han terroriseret af nazisterne.

Furtwängler støttede
Hindemith og bestilte et orkesterværk som blev spillet i marts
1934, med stor succes. Provokationen var dog for stor, og Hindemith
fik æren af at blive kaldt charlatan af malerens lærling
Goebbels, og måtte til sidst forlade Tyskland.

I modsætning til Hartmann's
barske musik, er Hindemith's ren skønhed. Man bør lytte
lodret og høre hans enestående klange fra blæserne
og strygerne.

[vilmann]

Zig: jeg havde heller ikke lige fanget det ansigt i første omgang. Briller har jeg, så vi kan vel følges til psykiateren?

SES. og Macwerk: Dejligt ikke at være en Lounge Lizards vinylejer. Pudsigt nok er det bare slet ikke til at finde et billede af coveret på nettet. Men Vioce of Chunk har selvfølgelig også en lidt speciel udgivelseshistorie.....

Jeg hører Milestones...  igen..  Coveret har vi set

/vilmann
(der lige har fundet en Lounge Lizards guldmine.....)

[fan of the man]

Efter en aften med Jim Jarmusch  fine film: Mystery Train

Småklukkes der  lidt til Screaming Jay Hawkins Constipation blues

Og slutter denne gode dag af med Plant på vej.

[gurdet]

 

Shellac: Excellent Italian Greyhound

 

Mvh

[vilmann]

En klassiker til at lukke af med:


/vilmann

[macwerk]

(der lige har fundet en Lounge Lizards guldmine.....)

Uha jeg har vist indtil flere huller, men jeg kunne ikke lige se i havde taget cd'er med til Klampenborg og før Headbanging The Piano er i hus så.....

I går aftes så og hørte jeg Bennys Badekar - spøjst

Henover weekenden fik jeg flyttet alle mine lp'er og så at jeg havde 15-20 jazz titler som max er spillet en enkelt gang - det kun være jeg skulle tage fat på lidt af det. Mest fuglen, præsidenten og i den dur.

[SES.]

De gamle jazzplader lyder friskere end dem der blev lavet i går. Forunderligt, de døde er mere levende end de levende. Bird, Bean, Frog og så alle de adelige.

Jeg scorede headbanging på sidste dankortstrip i hodestaden, til Vilmann's orientering stod den under jazz. Livsbekræftende spektakel. En ultimativ CD efter et voldsomt tandlægebesøg. Kristian's vilde riff's giver håbet om en bedre dag i morgen nyt liv.