Jeg har lyttet til det stærke køn i aften, repræsenteret ved Polly, Dolly og Nancy:
Først denne her:
med hende her:
Polly Jean Harvey er noget af det mest erotiske jeg har set på en scene - mest af alt fordi hun tør være sig selv og give sig fuldt ud, uden at spekulere så meget i om hun nu ser rigtig ud. Lidt genert mellem numrene, men når musikken spiller... John Parish var med på guitar den aften jeg så hende. Dry er hendes fremragende debut.
Dernæst Dolly:
Stærk kvinde der styrer sine forretninger selv. Little Sparrow er lidt overset synes jeg. Det er et fremragende blue grass album der sagtens kan bide skeer med Alison Krauss.
Nancy Wilson/Cannonball Adderley er netop blevet færdig:
På fin vinyl. En superb mono optagelse med Nat Adderley, Louis Hayes. Sam Jones og en ung Joe Zawinul. Sjovt at høre ham spille straight jazz på alm. piano.
Nu spinder Sun Ra & his Intergalactic Myth Science Solar Arkestra:
Slet ikke så avantgarde som man skulle tro. Et godt sted at starte hvis man vil Sun Ra
. 
Originalen er endnu bedre. Tror det er taget lige efter en samtale, en hvor der er leet lidt, men der er noget at tænke over inden instrumenterne gribes igen. Et levende still-billede. Sådan Mr. Stern! 
så er der dømt Van the Man aften hos undertegnede.
)
.
