Hvad hører du nu ?

[ZIG]

At nøjes med det, man har.

At gå tilbage til kærnen.

At blive i sin comfort-zone.

Og for mit vedkommende er det altsammen Blue Note.



Han var en stjerne, der ikke brændte så længe.

Men sikke da en lise for sjælen.

Z.

[SES.]

Z: At nøjes med det, man har.
S: Er en vigtig kunst, min kone er bedst i denne disciplin. Med folkepensionen er det en nødvendighed.   ..

Z: At gå tilbage til kærnen.
S: Er oftest noget man prøver at gå til, omend udflugter pludselig er tillokkende.

Z: At blive i sin comfort-zone.
S: Det er rart at bo i sit kærnehus, men er man kun der, bliver det kedeligt. Man får f.eks. ikke nye plader eller oplevelser.

Z: Og for mit vedkommende er det altsammen Blue Note.
S: Når jeg støder på Wynton Kelly bliver jeg altid glad, men det blå kommer hurtigt, en af det meget triste skæbner som mange store jazzmusikere med samme hudfarve fik. Glemsel, fattigdom, i rendestenen og så helt borte.

Still blue, efter at Oscar Pettiford og his little cello har besøgt Notte adskillige gange, dukker han her op sammen med Monk og Clarke i mageløse Ellington kompositioner. Smuk monooptagelse fra engang for længe siden.

[gurdet]

Jeg er blevet meget glad for denne:

John Zorn, George Lewis, Bill Frisell: News for Lulu (1988)
Altsax, trombone og guitar og glemte kompositioner af Dorham, Mobley, Clark, Redd. Fantastisk og meget lige ud ad landevejen-spil.

Jeg forsøgte mig med Frisell for år tilbage og det fængede ikke rigtigt. Han forekom ligesom for pæn og flink. Det blev for velfriseret. Nu fisker jeg lidt igen:

Bill Frisell: Gone, just like a train (1998)
Med Viktor Krauss (b) og Jim Keltner (dr). Det er næsten easy listening - men meget lækkert. Jeg er glad for Keltners bidrag, der er dejligt tørt og drøjt.

Den her er fra bib.

Bill Frisell: Beautiful Dreamers (2010)
Guitar, Viola, Trommer. Det sejler på en gang majestætisk og slingrende af sted - og lyder meget lovende.

Mvh

[SES.]

Lidt strøtanker om pænhed. På mig virker pænhed kun negativt hvis det er kalkuleret forførelse, f.eks.schllaaaggere ja så gylper jeg også med.
Jeg behøver ikke kanter i musik, jo der skal nok være lidt shadows af kant. Ting kan underspilles og overspilles med god effekt på mig. F.eks. Jeff Becks ”Truth”hvor der spilles en fin ”pæn” udgave af Greensleeves, og senere med vilje godt med Howlin' Wolf riffs i ”It ain't Superstitious” bare for give efter for lysten til at spænde 10 heste foran guitaren.

I sidste ende er ærlighed et must for mig, så glider det meste ned. En musiker nemt kan forføre mig bare det kommer fra kærnehuset. Jeg kan huske Benny og Poul i midtfirserne, har jeg oplevet noget bedre? Næ – men meget lige så godt. Eller i Cafebiografen med Kjeld Ingrisch og 2 pilsnere i en snor, skøn stemme – fin guitar – herligt menneske. Avanceret er det ikke, men musikken fejler ikke noget. Small Changes som Tom siger.



Men kom med nogle meninger om pænhed, kanter, råhed
Det vil glæde sentimental me

[dreamz]

Lidt strøtanker om pænhed. På mig virker pænhed kun negativt hvis det er kalkuleret forførelse, f.eks.schllaaaggere ja så gylper jeg også med.
Jeg behøver ikke kanter i musik, jo der skal nok være lidt shadows af kant. Ting kan underspilles og overspilles med god effekt på mig. F.eks. Jeff Becks ”Truth”hvor der spilles en fin ”pæn” udgave af Greensleeves, og senere med vilje godt med Howlin' Wolf riffs i ”It ain't Superstitious” bare for give efter for lysten til at spænde 10 heste foran guitaren.

I sidste ende er ærlighed et must for mig, så glider det meste ned. En musiker nemt kan forføre mig bare det kommer fra kærnehuset. Jeg kan huske Benny og Poul i midtfirserne, har jeg oplevet noget bedre? Næ – men meget lige så godt. Eller i Cafebiografen med Kjeld Ingrisch og 2 pilsnere i en snor, skøn stemme – fin guitar – herligt menneske. Avanceret er det ikke, men musikken fejler ikke noget. Small Changes som Tom siger.

Men kom med nogle meninger om pænhed, kanter, råhed
Det vil glæde sentimental me

Spændende oplæg. I mine ører er pænhed vs kant vel ofte det, der adskiller pop fra rock. Men musik uden kant kan leveres så overbevisende, at selv en gammel rocker som mig må overgive mig. Engang for længe siden var rock lig med oprør, der skulle distancere sig fra den borgerlige musik, som - i rockoprørerens  ører - var navne som Sinatra, Belafonte og Bennet. I dag hylder vel selv den mest larmende rockmusiker disse store stemmer som det ypperste inden for timing, frasering og musikalsk overskud.

Måske er det alderen, men faktisk tager jeg mig selv i netop at sætte en af de tre ovennævnte på frem for Rage Against The Machine eller Einstürzende Neubauten.

Hvis nogen skulle have glemt, hvor meget musikalitet og timing der er i en crooner som Belafonte, kan man blot lægge ører til hans version af Cutton Fields:
http://www.youtube.com/watch?v=xplr89RhLrg

fra det fantastisk medrivende og suverænt optaget album fra 1959(!), Belafonte at Carnegie Hall:



Et eksempel på pænhed vs kant finder jeg i Dolly Partons bittersøde Jolene, der selv i Dolly’s pæne originalversion er hjertetagende:
http://www.youtube.com/watch?v=qGEubdH8m0s

Men – og her kommer han igen – Jack White med sin White Stripes version tilfører nummeret den grimhed og kant, som giver en ny dimension til nummeret:

http://www.youtube.com/watch?v=H4rYaLBUpLA&ob=av2e

[ZIG]

"Kanter" er et kodeord for mig, som jeg tit bruger. Jeg søger efter kanter, opsøger dem, skaber dem og skærer mig på dem. Men uden kanter kommer jeg hurtigt til at kede mig.

For at sige det som det er: Musik uden kanter er som en fisk uden cykel.

Men kanterne er først og fremmest i vekselvirkningen mellem mig-og-verden. Kanter er ren subjektivitet. Så selv når jeg er mest diplomatisk, kan jeg skabe uro omkring mig, og det, der er kedeligt for en ven, kan være spændende for mig.

Kanter er et EDGE-fænomen. Der, hvor der er grænser, er der, hvor der er nyheder og overraskelser, og musik skal byde på overraskelser.

Dog overraskelser man kan kapere.

Gurdets musik for eksempel byder tit på overrakselser....men jeg kan selv sjældent tage dem indenbords, hvorfor jeg har lært at holde mig fra hans kanter....

Hard bop er der, hvor jeg finder de fleste kanter, og så smider jeg cyklen og bliver til en fisk i vande, og lader mine kanter slibes af.



Z.

[ZIG]

Den evige dialektik:

Z: At nøjes med det, man har.
S: Er en vigtig kunst, min kone er bedst i denne disciplin. Med folkepensionen er det en nødvendighed.   ..

Z: At gå tilbage til kærnen.
S: Er oftest noget man prøver at gå til, omend udflugter pludselig er tillokkende.

Z: At blive i sin comfort-zone.
S: Det er rart at bo i sit kærnehus, men er man kun der, bliver det kedeligt. Man får f.eks. ikke nye plader eller oplevelser.

Ok.....Jeg kaster mig ud i endnu et eksperiment:



En kvindelig Dylan med masser af (runde) kanter. Det kan næsten ikke gå galt, vel?

Zig

[ZIG]

Joh! Det ku' det!

Lydforskellen fra computer til anlæg var stor og skrækindjagende. Jeg har sjælendt hørt noget så dårligt. Øjnene løb i vand, tænderne slog gnister og ørene klappede i.

My God! Frisbee.

SES - husk nu - Ude er godt men hjemme er bedst.



Now we're listening......

Z.

[gurdet]

Pænhed... det kan godt være, jeg kommer på kant med Dansk Sprognævn, men det lugter langt væk af snorlige rækker og ligusterhæk. For meget selvkontrol, for lidt personlighed.

Lad det for guds skyld være smukt og ligetil; det er ikke hver dag, man behøver blive sandblæst eller skrubbet med en grillbørste - bare der er en antydning af en skygge efter en kant, eller en ridse eller et andet tegn på menneskelighed.

Som vores allesammens onkel Tom selv sagde: She was sharp as a razor and soft as a prayer (Fra selvsamme Small Change)  

Mvh

[A.R.T.]

Ved ikke lige om disse tre albums falder ind under kategorien pænhed eller om der er kant eller ej - godt nok har jeg en ligusterhæk meeeeenn....

Den bedre halvdel er et smut i Portugal og det giver mig lejlighed til at fyre noget Zappa af for det er noget der ikke falder i god jord hverken hos hende eller ungerne, men som Mahler sagde: "My time will come".

Her til aften napper jeg altså triologien fra midt 70'erne - Pure killer dynamite!!
First up:


Frank Zappa: Over-Nite Sensation (1973)

Second:


Frank Zappa/Mothers: Roxy & Elsewhere (1974)

Third:


Frank Zappa: One Size Fits All (1975)

Sofa, mein Sofa Wo bist du?

[dreamz]

Har bevæget mig i drømmeland med det seneste udspil fra Beach House, Bloom, der lyder som om den er udtænkt i Haight-Ashbury i slutningen af 60'erne. Den er dragende og drømmende på en Astral Weeks-agtig facon og giver mig en fornyet gentro på albummet som kunstnerisk format.



Pladen kan streames herfra:
http://www.soundvenue.com/nyheder/2012/ ... -nye-album

[SES.]

Ord betyder forskelligt. Kanten f.eks, man støder sig på en bordkant og alle kantede ting, eller man falder udover kanten – og det er jo noget andet.

”Stor” kunst forbinder jeg med de kunstnere der går ned i de dybder vi andre bør holde os fra. De giver os, i billeder, eller bøger, eller musik, indsigt i hvad de så. F.eks. min yndlingskunstner Svend Wiig Hansen. Det er en farefuld færd specielt for kunstneren, de kommer aldrig tilbage som de samme, hvi de kommer tilbage. Betragteren får kun en taste og en essens af dybderne.  



Eller en Shostakovich, der af verdens hidtil værste afkum og morder Stalin 1) var psykisk pint til bristepunktet, alligevel komponerede han musik der understregede han foragt for styret, men som styret, som var forblændet af sig selv, opfattede som en stor hyldest. Diktaturer er bange for kunst, og har alle i tidens løb haft skrappe sanktioner og censur.

Kunstnerne lader sig frivilligt falde udover kanten. Det er deres mission for os andre. Vi kan så ved deres hjælp tage et elastikspring.

Så ikke mere lommeuld lige nu, det er kun onsdag. One flew up, another fly over cuckoos nest, it ended up down by law.

[SES.]

Lige lidt forbrugeroplysning:
Dexter Gordon pladen hører til i top 5 på enhver musikliste. Den originale BlueNote er ret kostbar hvi den skal være i spilbar stand. Jeg har en gammel ridset, så nu skulle det være.
Cicso har lavet en 180g i smuk kvalitet, den er også udgået, og priserne er på vej op. City Hall Records, San Rafael, CA har nogle få til 31dollars.
Og de havde sandelig også Dizzy Reece pladen som ZIG havde på plakaten fornyligt, den skal jeg høre en lazy onsdag eftermiddag   

Cityhallrecords.com har en pæn bunke jazz plader men virker som pecialister i prog (Waits, Zappa, o.l.)

[ZIG]

Måske noget for dreamz, men ikke noget for mig!

Jeg troede, jeg ville blive underholdt af diverse lyde fra mine højttalere. Det var der også.....men underholdningen udeblev.

Bavdr.

Jeg er ved at blive gammel.

Z.

[dreamz]

Måske noget for dreamz, men ikke noget for mig!

Jeg troede, jeg ville blive underholdt af diverse lyde fra mine højttalere. Det var der også.....men underholdningen udeblev.

Bavdr.

Jeg er ved at blive gammel.

Z.

¨

Hmm, host host, jeg ved ikke, hvorfra du har fået den ide, at jeg ynder at lytte til en slags Safran Duo tilsat lidt verdensmusik. Bras, er det.

Vil man høre, hvad jeg bestemt ikke hører - og tilsyneladende heller ikke ZIG, kan det gøres her:

http://www.youtube.com/watch?v=U-EJ2ejjM5c

Inspireret af det efterårsagtige vejr, hører jeg istedet en ægte tungsindig sag. Spain - The Blue Moods of Spain. Meget intens, og bestemt ikke en skive, man bliver i bedre humør af.