Hvad hører du nu ?

[gurdet]

Arhh, A.R.T. - det er tarveligt - den længe savnede Time Fades Away...aldrig udgivet på CD. Det er mange, mange år siden, jeg har hørt den....


Jeg er videre på min mission - og har været udsat for hårde strabadser med den her. Jeg hoppede på hypen, da denne debut kom ud - og hørte den vist én gang.


WU LYF: Go Tell Fire to the Mountain (2011)

Den rykker stadig ikke. Engelsk metervare - og de opløste sig selv indenfor et år...

[gurdet]

Videre ad Road of Oblivion;
Endnu en købt pga massivt positive anmeldelser, bl.a. i Pitchfork:


Women: Public Strain (2010)

Puha...Dårlig lyd, uinteressante passager med støj, begravede vokaler, og så ind imellem et - desværre oftest kort - afklaret stykke, der lyder interessant.

Ifølge Metacritic var kun en enkelt anmelder meget negativ. Det var NoRipchord, der gav karakteren 1 (ud af 10) og tørt konstaterede, at det var "nothing but a dose of sonic disappointment". Jeg må give dem ret...

[gurdet]

Her er til gengæld en, der skal støves af og bringes tilbage i lyset:


Matthew E. White: Big Inner (2012)

Afdæmpet, med lækre, små detaljer i massevis, gospel-soul med horns, strings og kor. Og man kan i den grad høre kærligheden til musikken.

Der er kun et problem - det hele ender i fem minutter Jesus Christ is our Lord, Jesus Christ is your Friend. Men det må jeg se at lære at håndtere, for musikken er for fed...

[gurdet]

Dette var mit allerførste forsøg som jazz køber. Jeg gik i Jazzkælderen ved Gråbrødretorv - og bad om hjælp. Manden foreslog Lily White, fordi jeg godt kunne lide Tom Waits


Lily White: Somewhere Between Truth and Fiction (1994)

Det meste er ligeud og ganske melodiøst, og der er ikke meget, der siger Tom Waits. Ind imellem får det pludselig mere kant og bliver småskævt, det må være der, Waits kommer ind i billedet.

Det hænger måske ikke lige godt sammen det hele - men er alligevel interessant og ganske fornøjeligt at lytte til!

[WymaxReborn]

Waits er skævt, indenfor jazz er E.S.T (Esbjørn Svensson Trio) noget af det lidt mere skæve jeg har hørt. Prøv eventuelt albummet Leucocyte, det fik vist også en jazz-pris.

[laboa]

A la indie-country-blues-rock.

Hiss Golden Messenger: Lateness of Dancers (2014)


Tog i hvert fald mig nogen tid at få skovlen under det album - var ret længe bare sådan "meget ligetil".

Har også et oplagt hit i mine ører… som totalt 4 plays på samtlige DR-kanaler gennem 8 mdr. jo klart underbygger :

Mahogany Dread afspejler hele skivens lidt mørke, bluesy fortælling, der altid krydses med stærk livslyst og tyrkertro på en udsigt.

"… love's a funny thing; the more it hurts the more you think you can stand a little pain…"

[dreamz]

Mens den uendelige diskussion om digital vs analog huserer, vil jeg i al stilfærdighed glæde mig over, at digitaliseringen giver mulighed for at opdage ny musik på en måde, der var ganske umulig for 15-20 år siden. Det kan være, at digitaliseringen med deraf følgende tabsgivende formater som mp3 og streaming i lowfi har medført et lydmæssigt kvalitetstab, men har gengæld åbnet en skattekiste af nye navne og numre.

Min seneste opdagelse er den amerikanske sing/songwriter Ray LaMontagne, som med sin raspede, følsomme stemme leder tankerne hen på en ung Van Morrison – og det er jo ikke den værste at lade sig inspirere af. Ovenikøbet har han på sit seneste album, Supernova, et nummer med titlen Julia, hvor han tyvstjæler riffet fra Gloria.

Så er man til det hippieagtige, drømmende, melankolske, er Ray LaMontagne’s Supernova bestemt et lyt værd.

Jaa! Jeg glæder mig også helt vildt til "min" udgave på LP kommer. iMusic har afsendt i går, så jeg må nok vente til mandag. Men så bliver næste uge da også skudt godt i gang. Du skriver "Min seneste opdagelse ". Hvis det betyder du ikke kender ham i forvejen, så skynd dig at tjekke "till the sun turns Black" ud, jeg er sikker på du vil elske det. Jeg kan også godt lide hans andre albums og har dem, men de er mere "sing a song" og bluegrass agtige. "till the sun turns Black" er i stil med den nyeste og den jeg hører allermest.

@LH2A, Jeg fik helt glemt at takke dig for anbefalingen. Till the Sun turns Black er et fremragende bekendtskab, som jeg har lyttet en hel del til. Inspirationen fra Van Morrison fornægter sig stadig ikke – og undertiden høres ogsÃ¥ en snert af Otis Redding; men stilen er umiskendelig sing/songwriter, sÃ¥ er man ikke til det sentimentale – nogen vil mÃ¥ske endda sige patetiske, dadbod-agtige, sÃ¥ skal man lede andre steder. Men jeg  elsker det.


Ray LaMontagne - Till The Sun Turns Black - (2006)

[Sound-Defined]

Arhh, A.R.T. - det er tarveligt - den længe savnede Time Fades Away...aldrig udgivet på CD. Det er mange, mange år siden, jeg har hørt den....

Neil Young sælger den i 192/24 via sin Ponomusic webshop.

[ZIG]

Those were the days....



Mere her:

http://www.messynessychic.com/2015/04/21/the-hippie-caves-of-matala-that-housed-joni-mitchell/

Zig

Edit: Og så kan vi lige så godt tage den her med:

http://flashbak.com/led-zeppelins-mile-high-party-aboard-the-starship-1973-34616/

Edit edit:

Nå ja, og så var det også sådan for vi andre:

http://www.vintag.es/2015/04/pictures-of-high-school-awkward-dances.html

[ZIG]

A man needs a dog....



In paradise

Zig

[gurdet]

Waits er skævt, indenfor jazz er E.S.T (Esbjørn Svensson Trio) noget af det lidt mere skæve jeg har hørt. Prøv eventuelt albummet Leucocyte, det fik vist også en jazz-pris.

Tak for tippet! Jeg lånte engang nogle e.s.t.'er og syntes, det var fedt - men jeg fik aldrig selv købt noget af ham. Det må jeg råde bode på!

Hvis du kan lide e.s.t. vil jeg gætte på, at GoGo Penguin kunne være noget for dig:


GoGo Penguin: V2 (2014)

[gurdet]

Jeg fortsætter...

Tom Watson spiller guitar i The Missingmen (Mike Watts band, navnet vel sagtens pga Watts oprindelige band The Minutemen)

Jeg købte denne Watson skive til en Missingmen koncert. I Missingmen spiller Watson skarpt og præcist, her er han noget mere fuzzy:


Tom Watson: Country and Watson (2002)

Mest et kuriosum - men den har sine momenter.

[laboa]

Those were the days....

Helt enig - fantastisk album, Blue.

Nogle skiver bliver man aldrig bare halvfærdige med :

Eno: Another Green World (1975)


Brian Eno: Discrete Music (1975)

[LH2A]

WP_20150525_14_53_59_Raw.jpg (70.89 KiB) Vist 6464 gange

[gurdet]

Det var A.R.T., der fik mig til at købe den (tror jeg nok...):


Martha Wainwright: I Know You're Married, But I've Got Feelings Too (2008)

Kommer til at tænke på både Kate Bush og PJ Harvey undervejs. Mange gode numre og så nogle lidt mere anonyme. Dejligt ligefremt cover af det gamle Pink Floyd nr See Emily Play