Hvad hører du nu ?

[Kaj.]

Jeg blev ved en tilfældighed præsenteret for gruppen Schiller, som spiller en fusion af mange elementer med en undertone af elektronica. En imponerende flot liveoplevelse, hvis man kan li’ genren.

Schiller, Atemlos live in Hamburg. https://youtu.be/ijBM0LEnqbE
Jeg henter musikken fra Tidal Hi-fi og der mangler der ikke noget, bortset fra billederne. Play it loud. Vær parat til fuld volumen ned til 20Hz.

[Analogueman]

Efter i nogen tid at have dyrket Steven Wilson og alt med ham beslægtet (bl.a. Porcupine Tree) har jeg i aften taget en afstikker til operaens verden i form af Mozarts “Le nozze di Figaro”, hvor Ferenc Fricsay svinger taktstokken foran Radio Symphonie Orchester Berlin og RIAS-Kammerchor. Sangere er bl.a. Dietrich Fischer-Dieskau (i rollen som Il Conte di Almaviva).

Som titlen nok afslører, så bliver der sunget på italiensk.

Det er en udmærket fremførelse, hvor især det vitale orkesterspil og de friske tempi trækker i en positiv retning.

Enkelte af sangerne kunne måske være bedre, men ingen falder decideret igennem.

Optagelsen er fra 1960 på originalt DG-pres med tulipan-label und das ganze molevitten. Lydkvaliteten er udmærket, der er næsten ingen båndsus, og presningen er stort set støjfri.

Vi taler om en udgivelse med lidt mere end 55 år på bagen ... jeg kan kun håbe på, at jeg er i lige så fin stand, når jeg engang runder de 55 år.

[Medlem]

Pat Martino; Live at Yoshi's

Så bliver det ikke bedre, i den genre...

MI0000322507.jpg (35.14 KiB) Vist 8127 gange

[Milu]

Står den på øl og cigaretter i aften?
Det nye Seasick Steve album er ude, Can U Cook - det bliver ikke federe, som sædvanligt.

[Analogueman]

En omgang klassisk rock: The Whos “Who’s next”.

Fra en tid, hvor man gjorde sig umage

“Behind Blue Eyes” og “Won’t Get Fooled Again” burde være pligtlytning for enhver rock-spire.

[Analogueman]

[Analogueman]

Sorry, havde ikke fået med, at Kim Larsen døde her til morgen

[Analogueman]

Mens andre cirkulært drøfter forstærkeres betydning, får jeg lyttet til noget musik.

I aften har den indtil videre stået på Steven Wilsons “Insurgentes”, som er den britiske prog-rockers første soloudspil fra 2009.

Det er sært tidløs musik, der selv omkring ni år efter udgivelsen lyder helt frisk, og som forstår at skubbe lytteren rundt fra øjeblikke af stor melodisk skønhed til mere hårde og udfordrende støjflader af keyboards og guitarer.

Når det hele så serveres af fremragende musikere og i en aldrig mindre end udmærket lydkvalitet, så fremstår den samlede pakke ganske stærk.

Jeg glæder mig sgu til koncerten i Royal Arena (tåbeligt navn iøvrigt ...) i februar 2019!

[Analogueman]

Nok ikke den mest festlige måde at indlede weekenden, men Roger Waters’ “Amused To Death” får lov til at rotere i aften.

Dens små-apokalyptiske stemning ændrer ikke ved, at det hele er djævelsk godt skruet sammen med myriader af musikalske detaljer og effekter - det meste af det er faktisk ganske god musik, og selve indspilningen er - som de fleste nok ved - lydteknisk ualmindeligt god.

“This species has amused itself to death” ...

[Analogueman]

Pink Floyds “The Dark Side of the Moon”.

Tja, jeg kan nok ikke skrive noget om dette album, der ikke allerede er skrevet. En klassiker, der naturligvis ikke bør mangle i nogen pladesamling.

Jeg har forskellige udgaver, og den bedstlydende  - som jeg lytter til nu - er 30 års jubilæumsudgaven (jeg har ikke en originalpresning/førsteudgave) med en fin klarhed, instrumentdefinition, rumgengivelse og mikro- og makrodynamik uden at dette er opnået ved bare at gøre det hele mere lystklingende.

Trommerne lyder stadigvæk som kæmpe papkasser, hvilket jo lidt var datidens lydideal, men det det er til gengæld nogle ganske vellydende og dynamiske papkasser

“The lunatics are in my hall”

[gasolin]

The Beatles

[schlager]

The Infinite Steve Vai Anthology

[Møffe']

P4 på vor gamle Linnnet & Lauersen, minerva-special 1958....

[gasolin]

https://www.youtube.com/watch?v=mshcfR4PCqI

[Analogueman]

Talk Talks “The Colour of Spring”.

Jeg skulle flytte nogle pladereoler, og så dukkede den op - havde helt glemt, at jeg havde den ...

Det er et album, som er svært at genrebeskrive, da indflydelsen er lige dele new wave og art pop tilsat små doser af jazz og sågar et rullende Hammondorgel i ny og næ. Det hele bliver fint bundet sammen af Mark Hollis’ vokal.

Lydkvaliteten er ret så fornem med ukomprimeret dynamik, rum og transparens.