Hvad hører du nu ?

[Analogueman]

Youn Sun Nahs “Voyage”.

Vi er ikke ligefrem forvænte med sydkoreanske jazz-vokalister, men uanset nationalitet er Youn Sun Nah et bekendtskab værd.

Det er stille og atmosfærefyldt vokal-jazz med et stærkt nordisk islæt, da Ulf Wakenius på mesterlig vis håndterer både akustisk og elektrisk guitar, mens Lars Danielsson som altid leverer en svingende og sikker bund med sit solide bas- og cellospil.

Lydkvaliteten er tør og fremragende fra tyske ACT på et helt og aldeles tyst pres fra Pallas.

Et skoleeksempel på, hvordan musik bør produceres.

Wauw

[Ritchieblackmore]

images.jpg (8.03 KiB) Vist 4845 gange

Sad lige og hørte den igen på vinyl. Superlativer nok til denne optagelse har jeg næsten ikke nok af. Sammenspillet er fra en anden dimension, musikerne er dygtige som få, bandet peakede her, der er feel. improvisation, glæde og en fantastisk lyd. Jeg har aldrig hørt noget lignende live hverken før eller siden og det er endda gennem særdeles mange liveplader samt koncerter med diverse kunstnere. Zeppelin live er måske i nærheden, da de peakede i samme periode, men selvom jeg elsker dem, så nåede de ikke Purple på toppen live.

[mugge]

Made in Japan er nok en af de bedste, hvis ikke den bedste live-indspilning, der er lavet. Ritchie Blackmore har helt ret i, at Deep Purple lige på det tidspunkt, da alt klappede for dem, var de største, også større end Led Zeppelin. Synd, at interne  stridigheder, udskiftninger og druk, gjorde at de aldrig efterfølgende kom op på det niveau igen.

[gasolin]

Jazz at the pawnshop?

Nogen siger James Brown Live at the Apollo er en af de bedste live plader.

The Allman Brothers Band: At Fillmore East skulle også være ret godt.

Led Zeppelin Celebration day er også god.

Den her med Deep purple i københavn 72 er også super  https://www.youtube.com/watch?v=qIYKmN-30xY


Made in japan fås iøvrigt som video.

[Analogueman]

Jazz At The Pawnshop?!? En forholdsvis traditionel swing-jazz optagelse, der hverken musikalsk eller emotionelt flytter ret meget.

Den er bestemt ikke dårlig og et ganske hyggeligt lyt, men at have den med i kategorien som en af de bedste live-optagelser nogensinde vil være noget af en overdrivelse.

Når det gælder live-jazz-optagelser er fx Bill Evans Trio “Sunday at The Village Vanguard” af en helt anden kaliber.

Jeg har også nogle live-optagelser af klassisk musik, herunder opera, som er intet mindre end fantastiske, men jeg har en fornemmelse af, at bedste live-optagelse i disse trådindlæg mest er forbeholdt rock/blues/funk/soul/jazz.

Jeg har altid selv holdt meget af The Who “Live at Leeds”.

Rolling Stone har iøvrigt en liste over, hvad de anser som de 100 bedste live-optagelser - så kan man om ikke andet lade sig inspirere

[gasolin]

The Who “Live at Leeds” er ofte med i top 5 eller top 3

Ville ønske man kunne lave den samme gode optagelse som jazz at the pawn shop bare med noget andet pop,rock,blues,jazz

Hvis det skal være dansk så kan jeg personligt godt li alan olsens solo Vol.2  eller johnny madsens godt nyt (som dog ikke er live) som er utroligt behaligt optaget meget lidt digital lyd som ofte er en tynd og  lys,agressiv top.

Dalton Var her synes jeg også er optaget i samme varme lydmæssige stil hvor fraværet af digital lyd eller tynd og lys lyd er hele væk.

De to sidste plader adskilder sig markant fra det mest musik pga af fraværet af digital lyd.

Hvis ens anlæg ikke kan gengive de to plader uden at lyde agressivt (hvis ikke man spiller for højt) så det et dårligt anlæg man har.

De 3 sidste plader lytter jeg meget til

[Analogueman]

Hvis det skal være jazz og live, så er Ben Websters "At The Renaissance" musikalsk og teknisk ganske god - i hvert fald i Analogue Productions 45 RPM version

Den fås vist (desværre) kun brugt, da det begrænsede oplag for længst er udsolgt.

Monty Alexander Trio "Live! At The Montreaux Festival" er også fin - og den er fortsat til at få.

Nå, det var en lille afstikker ... men det kan da være, at jeg har inspireret mig selv så meget, at jeg vil lytte til begge udgivelser i aften

[boydk]

Hvis ens anlæg ikke kan gengive de to plader uden at lyde agressivt (hvis ikke man spiller for højt) så det et dårligt anlæg man har.

Skal vi ikke som et nytårsfortsæt stoppe den slags ytringer. Det der med bedrevidenhed er ikke nødvendigt. Lad nu være med at pådutte folk, at deres anlæg ikke er godt nok, hvis XXXX XXXXX XXXX.
Bare en oprigtig opfordring herfra  

[Analogueman]

Stoner-rock fra groove-kongerne Black Mountain i en aftapning fra deres fjerde studiealbum med den ikke særligt fantasifulde titel "IV".

Musikken er ganske typisk for Black Mountain med et afbalanceret mix af psychedelica, prog, pop og hård rock.

Musikalsk ender det heldigvis aldrig i det (overdrevent) teatralske eller i kompositoriske stiløvelser fulde af teknisk perfekt, men ret så intetsigende, musiceren (hvem sagde Dream Theater ...).

Keyboards og synthesizere får en smule mere plads end på Black Mountains tidligere udgivelser, hvilket blot er med til at give udgivelsen et større twist i retning af prog, der generelt klæder numrene ganske godt.

Lydteknisk er udgivelsen på ingen måde prangende - uden at være decideret dårlig - men selve produktionen understreger på glimrende vis den lettere dystre stemning, som musik og tekster lægger op til.

[Milu]

Colter Wall, tilbage til rødderne (1950-60) country anno 2018 af en gut først i 20’erne - ungdommen er alsidig.  
Vælg selv album - hav whisky’en klar...

Brandi Carlile: By The Way, I Forgive You - det album rører mig altid dybt.

Hun er desuden medvirkede på John Prine: The Tree of Forgiveness. Anbefales.

Inden spionfilm i kukkassen!  

[Milu]

Bob Dylan: The Freewheelin’ Bob Dylan
Jamen det er jo fantastisk!

[Analogueman]

Neil Young & Crazy Horse "Ragged Glory".

Kort før jul blev det annonceret, at "Ragged Glory" i 2019 bliver genudgivet med ekstramateriale - hvis kvaliteten af dette ekstramateriale holder samme kvalitet som det, der i første omgang fandt vej til den oprindelige udgivelse, så er der noget at se frem til.

"Ragged Glory" er et af Neil Yong & Crazy Horses finere udspil præget af et stramt samspil, hvor Neil Young giver bandet og sig selv masser af plads.

Jeg har altid været begejstret for Neil Youngs guitarlyd og intense spillestil, men først og fremmest, at han forstår, at god (rock-) musik kræver tid for at folde sig ud.

Optagelsen er præget af en spontaneitet, som er smittende, og de fleste af numrene opleves som "one takes", hvor umiddelbarheden og den musikalske energi heldigvis har været prioriteret højere end perfektionisme.

[Ritchieblackmore]

Mike Oldfield: Return to Ommadawn. Den er ganske god. Meget flot guitarspil. tilbagelænet og lettilgængeligt. Ikke på højde med Ommadawn, men mere spændende end det han har lavet i mange år synes jeg. Oldfield spiller alt selv på dette album, hvilket i sig selv er imponerende.

Deep Purple: House of blue light på 180 gr. vinyl. Bestemt ikke blandt deres bedste, men med få perler, som denne gang lyder bedst på vinyl fremfor cd-udgaven. Her er lidt mere krop på og lidt mindre 80´er lyd selvom produktionen ikke kan løbe fra dette årti.

[itjf]

Jeg vil slå et slag for The Moody Blues.
De holder stadigvæk og er meget unikke i deres lydbillede.

Især disse albums er "lækre" fra start til slut:
1969     On the Threshold of a Dream
1969     To Our Children's Children's Children
1970     A Question of Balance
1971     Every Good Boy Deserves Favour
1972     Seventh Sojourn

[gasolin]

Miles Davis The complete bitches brew sessions