På foranledning af seneste dages grove og nedladende tone på forummet, forslag fra brugerne og intern debat i redaktionen, laver vi en moderingspolitik i nogenlunde overensstemmelse med forslaget - http://www.hifi-musik.dk/?page=viewtopic&mode=reply&t=1877. Det er bestemt ikke med vores gode vilje, da vi helst ser vores tid brugt på andet end at tilse, at voksne mennesker har en acceptabel og anstændig omgangstone.
Vores antagelse, om at brugere selv kan finde ud af at omgås hensigtsmæssigt, har desværre i en vis udstrækning vist sig at være forkert.
Fremtidig usaglig debat, der udmønter sig i form negativ ladet sprogbrug overfor andre brugeres person, vil derfor blive sanktioneret på følgende måde:
- 1 overtrædelse: 1 dags karantæne
- 2 overtrædelser: 2 dages karantæne
- 3 overtrædelser: 3 dages karantæne
- 4 overtrædelser: 4 dages karantæne
- 5 overtrædelser: 5 dages karantæne
- osv.
Maksimum udelukkelsestid vil være 30 dage, med nedenstående undtagelse.
Omgåelse eller forsøg herpå - i form af oprettelse af anden profil med henblik på at indrykke indlæg i den periode hvori man er bannet – vil resultere i en fordobling af karantæne-perioden. Her vil den maksimale karantæneperiode således være 2 måneder.
Forudgående overtrædelser vil have en gyldighedsperiode på 6 mdr., regnet fra sidst givne karantæne.
Vi ønsker ikke, at dette forum skal virke som en platform for personlige intriger og aversioner, hvorfor vores forvaltning af ovenstående simple regel, samt det skøn vi nødvendigvis må udøve, skal ses på denne baggrund.
Moderering kommer kun på tale i tilfælde, hvor en tråd bliver drejet over på et negativt personligt plan. Vi tilsigter altså ikke at ændre indlæggenes indhold – medmindre disse udelukkende går ud på at revse en anden bruger verbalt – men udelukkende formen heraf.
Det kommer ej heller på tale, direkte at ændre i indholdet af brugeres indlæg (medmindre en bruger ikke behersker ordentlig citatteknik, BBkode eller på anden måde ved sine indlæg ødelægger siden layout) eller lukke tråde.
Vi håber på forståelse og forbeholder os retten til at ændre i sanktionsvilkårene.
Herudover kan der opstå situationer hvor moderatorerne finder det hensigtsmæssigt at lukke/ændre/slette indlæg, brugere, signaturer eller andet såfremt at det er imod sidens bedste.