Kan godt følge dig.
Det største problem ved at lytte til indspillet musik kontra den ægte vare, incl lyd over PA til koncerter er, at alle instrumenter og lyde, er indspillet med noget nær samme niveau. Der er ikke noget særlig stor forskel mellem top og bund i lydniveau, sådan som rigtig musik er det. Det presser vor høresans at få en masse forskellige toner med samme styrke. De plader, det er rarest at lytte til, er ofte klassisk , jazz og en del blues , hvor der trods alt er større afstand mellem top og bund. Her tænker jeg på seriøse kvalitets indspilninger. Den nævnte Ben Harper, er også cacao for trommehinderne.
Men det er så her lp'en ofte er mere behagelig for øret end cd'en er, fordi der ikke er så kraftigt indspille styrke, men istedet lidt mere dynamik.
Det er altså ikke fordi, at frevensgangen er helt ret, som sådan, men hele måden man ødelægger resultatet på. Mine A/ll og A3 for den sags skyld, er ret liniære, men det giver blot mulighed for at høre hvordan indspilninger er vidt forskellige i deres særlige focus på visse toneområder. Det er utroligt som nogle ligger i et ret lille snævert område omkring øvre bas og øvre mellemtone, og andre er dejlig udstrakte og går højt op som langt ned i frekvens, med luft og plads i lydbilledet. Cd'en kan godt, men det er jo ikke sådan nogle audioholikere som os, der tænkes på, de indspiller musikken.
Næh, det er den store brede masse og deres små aaaaaaaiiiipååårds, de skeler til. Uff
*Snell A/ll- Acurus A150/RL11/P10/ Danish audio Design DAC10/ Argon HA1/AKG 280 Parabolic/ Thorens TD321/Helius Aurum/Benz micro Gold/ PolyPush sug /Vincent CD 400/ Sony DVP-NS718H/ Panasonic TX-37C10Y plasma/ Onkyo T404/ Peter Körner El filter*