af dreamz » tors aug 30, 2012 23:14
Det første, man skal bide mærke i med sådan en undersøgelse, er, hvem der har interesse i at udbasunere svarene. I dette tilfælde Wimp, der som bekendt er er en tjeneste, som lever af at få folk til at streame musik.
Lad mig give et eksempel, som for illustrationens skyld er sat noget på spidsen. ”Hvad foretrækker du. 1) En lun efterårsdag med høj solskin og kulørte blade på træerne? Eller 2) En blæsende og råkold sommerdag i silende regnvejr?
Flertallet ville nok vælge efterårsdagen, hvorpå man kunne udsende en pressemeddelelse med overskriften: Flertal foretrækker efterår fremfor sommeren. Det kunne fx være et firma, der solgte efterårsferier, der kunne have interesse i den vinkel.
På samme måde har Wimp en interesse i, at forbrugerne skal – hvis de vil være med på noderne og følge med fremtiden – hellere må droppe det næste cd-køb og få hoppet med på den der streaming-bølge.
Når det er sagt, er jeg ikke i tvivl om, at tendensen er klar: CD’en er jo blot en beholder, som rummer den digitale musik. Om bitsene ligger på en cd-skive eller transporteres gennem nettet er jo ligegyldigt; vel at mærke hvis kvaliteten er den samme; og det er den jo så langt fra, eftersom streamingtjenester – herunder også Wimp – kun tilbyder musik i komprimerede formater.
Og så er der det med kompression, der som bekendt betyder to ting; dels de føromtalte komprimerede lydformater som mp3 og så den dynamikkomprimering, det meste nyere musik lider under – også kaldet loudnesswar.
Man kan få det indtryk, at alt ny musik er elendigt indspillet og kun er mixet for at glæde folk med et par hvide Apple-ørebøffer. Sådan ser jeg det nu ikke nødvendigvis. Hvis man tror, at mainstrammusik altid har været godt optaget, så prøv at sætte en plade med Abba eller Bay City Rollers på. Det er musik fra 70’erne; hifi’ens guldalder, men også her blev der taget hensyn til, at ikke alle havde super anlæg. De ældre David Bowie-plader er altså heller ikke ret hifi-agtige.
Og er det så umuligt at opdrive godt optaget rockmusik i dag. Næh, men skal blot holde sig fra de allermest hit-agtige navne. Prøv fx at lægge ører til Kate Bush’ 50 Words for Snow eller Wilco, The Whole Love. Fremragende musik, fremragende optaget.
Det, jeg tror, der gik galt var, da man gik fra 4 og 8-spors båndoptagere over til 32 – og i dag i princippet et ubegrænset antal spor. Dermed bliver der skabt så meget mudder i produktionen, at det bliver umuligt at skelne de forskellige instrumenter fra hinanden; også fordi de gerne er overdubbet og lagdelt i det uendelige. Dermed skabes et andet lydbillede, end det man kender fra det meste akustiske musik, hvor der er masser af rum og luft mellem instrumenterne. Men faktisk er det undertiden hensigten at skabe et sådan lydbillede. Med andre ord er der vel tale om en anden musikalsk udtryksform, end den som de ældre af os er vokset op med. Begejstringen hos den ældre generation var jo også til at overse, da der i sin tid blev sat strøm til instrumenterne; Judas, som Dylan blev kaldt, da han første gang formastede sig til den slags…
/dreamz