Generelt :
Jeg kan i og for sig sagtens støtte din agenda om at hæve debatniveauet. Det bliver bare umuligt, når du selv søger at tiltuske dig retten til at sætte dogmer op som var de en facitliste. Således er en debat om dette her voldsomt interessante emne alene interessant om der kan være en af – og udgrænsning af præmisserne. Jeg har således helt bevidst talt den dagsorden midt imod, der søger at determinere selve debatten ud fra de præmisser den ene part mener at have ret til at fremsætte som en facitliste forklædt som temmelige groteske spørgsmål om fysikkens lovmæssigheder og dennes betydning for konkrete [fysiske) problemer udi signalkildens bagvedliggende årsagsspecifikke genvordigheder med denne fysiks udmøntning .
Når jeg skriver, at fysikken er uinteressant, skal det naturligvis opfattes således, at jeg ikke kan tilslutte mig en præmis, der alene legitimerer den forestilling, at fysikken er det eneste parameter, der kan være i spil. Jeg har netop fremført en anden dagsorden, hvor man ophører med at foretage projektioner ind i fysikkens domæne, der rent faktisk retteligt tilhører graden af det indre øres(altså synapseapparatet, som det foreligger i enhver) evne til at afkode de stimuli, der hidstammer fra musik i form af udmøntningen af fysikken.
Deraf følger selvsagt, at det indre liv(specifik i denne her kontekst : samspillet i og udbygningsgraden af den samlede kvalitet af summen af hørelsesfunktionaliteten) rent faktisk influerer på sansningens kvalitet, hvorefter vi har at gøre med 2 grundpiller, når vi taler musikalsk formidling, nemlig på den ene side en konkret performance (og den er rigtignok af fysisk substans) og af langt større betydning graden af sanseapparatets kvalitet.
Sidstnævnte forsøger du endda at gøre til grin, hvilket ikke ligefrem er befordrende for øverstomtalte ud – og afgrænsning af præmisserne og bolden kan rent faktisk spilles tilbage på din banehalvdel således, at jeg kan forlange, at du svarer på en hel byge af spørgsmål, som jeg – om du har lyst – gerne udfører og stiller, men indtil videre undlader, da jeg i første omgang er interesseret i om dette overhovedet vil blive anset for signifikant og herudover endda mener er nærmest ligeså meningsløse som de spørgsmål, jeg er blevet stillet overfor i forhold til fysikkens lovmæssigheder.
Udover en temmelig rigid tilbøjelighed til at ville sætte præmisserne, er der også andre forhold i spil i form af modpartens nærmest ” lystfulde” omgang med sine egne sansers fravær af autonomi derved at det ret entydigt ser ud til, at man har pantsat egne sansningers autenticitet i religiøse forestillinger, hvor Gudsforestillingen blot er blevet afløst af forestillingen om Hr.Fysik og hans altindgribende adfærd og reguleringer af det sansedes kvalitet. Og dermed bortdømmes de sansninger, der ikke kan legitimeres af Hr.Fysik til stor skade for reel udvikling i hele sanseapparatet, hvor der foruden de ydre fysiske påvirkninger [her lydstimuli] (objekt) også er både biologi, kemi og neurologiske [et andet objekt] årsagssammenhænge i spil, der alle indvirker på hvorledes vi kan sanse et musikstimuli, hvortil endda skal føjes det ydre øres beskaffenhed.[endnu et objekt]
Til dette kan jeg sige helt grundlæggende, at dette[ovennævnte] i min topik er nøjagtigt lige så religiøst som forestillingen om Gud. Det er nøjagtig samme mekanismer i spil i bevidstheden, der helt grundlæggende har til hensigt at så tvivl om sansningens reale autonomi, autencitet og formål og til dette formåls udmøntning anvendes vildtvoksende projektioner ind i fysikkens lovmæssigheder og lader samtidigt den deraf udledte ledsagende forestilling om det indres tabula rasa tilstand henstå som et dogme, der for bæreren af dette synspunkt er (eller successivt bliver] religion. Sansninger skal for at være det, de er, under ingen omstændigheder legitimeres af hverken den ene eller anden tingsforestilling via sproget(derved pantsætter man sansningen). Fysikkens lovmæssigheder og dens delpåvirkning af vor samlede sansekvalitet er en sådan tingsforestilling om den forsøges gjort ansvarlig for hele sansningen og kvaliteten heraf. Vel at mærke en tingsforestilling, der aktivt kan hindre sansningens autenticitet ved tvangsmæssigt at fordre en sanselig underordning under f.eks fysikkens lovmæssigheder og ledsagende tilgang til det indre, der ikke tillader noget derinde, der har langt større betydning end de fysiske udladninger [stimuli].
Og her kommer vi ind i noget ganske centralt, nemlig at vor tænkning, når den bliver for dominant og agerer overdommer i forhold til om sansningen overhovedet er vederhæftig og autentisk eller ej rent faktisk kan vise sig at være den autentiske sansnings værste fjende i og med at den[altså tingsforestillingerne] bemægtiger sig hele opmærksomheden, når den rettelig kun udgør det alleryderste i en sansning [det reale objekt].
Derved har man via en internaliseret overdommer tillagt denne overdommer altindgribende betydning selvom man burde afgrænse dette reale objekt en fornuftig adækvans.
Jeg påstår, at nogle sanser så frit og autentisk, at de ganske enkelt opnår en lang bedre sansekvalitet i et 5.000 krs. discount setup end de, der med lavkvalitetssansning ville kunne opnå i et 300.000 krs setup. For at sætte det på spidsen!
Dermed har jeg en ganske anden tilgang til dette her end den konventionelles. Og dermed en helt anden præmis.[det her er jo ikke et jurareguleret område, hvorefter der ikke er ”psykologisk jurisdiktion” på spil her]
Et andet forhold, der spiller ind, er, at sansekvalitet kan udvikle sig skævt , når man for længe og massivt [under sansningens indreindlejrede udvikling] omgiver sig med lavkvalitative stimulityper. Her gælder også en vis kausalitet. Dette er endnu uudforsket videnskabeligt set, mig bekendt, hvilket dog ikke hindrer mig i visse overvejelser, men her kommer vi langt udover det, der diskuteres derved, at jeg vil inddrage visse enten heldige eller uheldige følgevirkninger af den type af musik, der successivt opnår sanselig ”forrang” i synapseforgreningerne ved at disse er præfereret for deres musikalske udtryk og den eventuelt ledsagede tendens til enten dårlig eller fremragende objektiv lydkvalitet[via den vedholdende sansning af et realobjekt på en bestemt måde, f.eks. livemusiksansninger eller transistorradiosansninger], der følger denne præference over tid.
Som en udviklingsmæssig bieffekt af sansningens realobjekt [musik] indlejrer det sansede realobjekts ledsagede typiske lydkvalitet sig også i synapserne, der senere hen virker den anden vej i sanseapparatet ved at ”forvente” visse bestemte kvalitetsniveauer i det sansede realobjekts ledsagede lydkvalitet –konkretiseret derved at ”synapserne bliver skuffede og frustrerede om realobjektets ledsagede lydkvalitet divergerer væsentligt fra det tidligere sansede realobjekts kvalitative niveau”.
Dette kan af afgrænsningsmæssige forhold bedst beskrives som at forstå den mekanisme, der former og danner den indre præference, der følgelig ikke kan anses for principielt ens for forskellige personer, men som en helt igennem unik og personligt formet størrelse, der i høj grad henter sin ”determinering” fra både omgangen med den [efterhånden] særlige foretrukne musik og dens sårbarhed overfor realobjektets realkvalitet. [det eneste, der forener os er den artsmæssige begrænsning i vore sansers funktionalitet]
Dette kan så igen begrunde, at forskellige personers omgang med bestemte medier som det foretrukne medie i høj grad henter sin legitimitet i den unikke udvikling af niveauet for de indre præferencer og disses vedligeholdelse over tid eller fraværet af persistens i selvsamme. Når der kommer andre medier til, så udfordres præferencen og den skulle gerne om den er dannet på et meget højt og autonomt niveau yde betragtelig modstand imod forringelser i realobjektets ledsagende lydkvalitet.
Jeg vil mene, at alle kan blive enige om, at transistorradiolydsansninger ikke er tilfredsstillende i sig selv, når vi skal percipere et realobjekts fulde potentiale. Hvis ikke skal årsagen findes i, at musiksansninger for denne ” auditivt ligegyldigt orienterede” ikke anses for betydningsfulde, hvilket igen kan tilbageføres på den mening, der over tid er lagt ind i bærerens neurologiske værdisæt, der på sin vis derved rangordner de stimulityper, der for den enkelte besidder signifikans ved på et neurologisk makroubevidst niveau for længst [ætiologisk] at have anvendt denne ”matrix” for livssfærens overordnede indre perceptuelle og kognitive rollefordeling .
Eksemplificeret kan man jo med en vis ret hævde, at den døve[døvfødte] ikke blot er afskåret fra det auditive univers; den døvfødte foretager faktisk ingen aktivering af de hjerneområder, der altid aktiveres ved at høre og lytte. Denne aktivering [når vi lytter]er i virkeligheden en aktivering af bestemte synapsestrukturaliteter [og peger følgelig tilbage til, at disse er dannet individualhistorisk via konkrete sansninger og de dertilhørende knyttede aktiveringer af forskellige hjerneområder, eksemplificeret ved hypothalamus og hypofysen inddragelse i det, de så at sige er bestemt til] og kan måles i et begrænset[men stigende]omfang med de målemetoder, der indtil nu er mulige i videnskaben. Aktivering af bestemte områder i en kompleks struktur er rent faktisk ”nedskrivning i og indkodning af” hjernens forbindelsesmønstre, der er knyttet til alt –lige fra udførelse af at serve i tennis, at gå, at kunne sætte skeen op til munden, og til at lytte m.m.fl. Det vil sige, at synapserne tjener det overordnede formål at indlægge og huske en enten befordrende eller hæmmende indflydelse på næste neuron i synapseforgreningen, således at neuronerne derved opnår sin funtionalitet. Det er netop spredningen af aktivitet gennem cellenetværkene, som muliggør hjernens funktion og personens løsning af opgaver rækkende fra at bevæge sig til at tænke og huske. Det er ved dyreforsøg bevist, at der foregår ændringer i selv ”færdigudviklede individers” hjernestrukturalitet derved at der bringes helt nye synapseforgreninger i spil, når der fordres noget ikke allerede tilstedeværende; f.eks.vil evnen til at løse uløselige problemstillinger afstedkomme nydannelser i det neurale netværk ved at bringe nye forgreninger i spil og endda fjerne nogle af de eksisterende .
Straks værre er det, stadig eksemplificerende ,når der ikke er tale om døvfødte, men om erhvervet døvhed. For så træder noget andet i stedet for på synapseniveau. Den døve kompenserer eller forsøger på det ved at skabe kompensatoriske synapseforgreninger i det tilfælde, at døvheden er erhvervet tidligt i livet og kan også i det små ændre sig marginalt ved sene døvhedspådragelser. Er døvheden derimod erhvervet relativt sent i livet er en sådan kompensatorisk udvikling stort set ikke tilstede eller som sagt kun muligt på et meget begrænset niveau.
Derimod kan en delvis forstyrrelse i sansningernes kvalitet ved pådragede læsioner i hjernen om pådraget tidligt i livet også danne kompensatorisk synapseforgreninger med det formål at skabe en anden[kompensatorisk] kvalitet via aktivering og ”betoning” [og indskrivning] af helt andre synapsestrukturaliteter. Senest har man dog erkendt og påvist, at dette for så vidt også sker ved læsioner pådraget sent i livet, dog med et mindre omfattende omfang. Således gælder fortsat, at muligheden for kompensatorisk (og vellykkede) nydannelser indenfor hjernens kontekst kan erstatte de vanlige område - og funktionsansvarlige netværk ved at gå helt eller delvist uden om disse og derved rent faktisk skabe noget, der med basis i helt andre og for den determinerede i et vist omfang kan siges at være hvad der i 40 ernes Danmark svarede til ”kaffeerstatning”. Oversat : den læderede persons neurologi forsøger at opnå noget, der ligner originalens særlige funktionalitet mest muligt. Det kan f.eks. være, at personen ved træning og møjsommelig inddragelse af nye synapser successivt bliver i stand til at bevæge højre ben selvom den bagvedliggende funktion er fuldstændig ødelagt ved en hjerneskade [f.eks. blodprop i den del af hjernen, der har huset denne funktion] Prognosen for dette er bedst for læderinger i en ung alder.
Grunden til, at jeg nævner dette her [om forskelligt potentiale for bestemte typer af døvhed , forstyrrelse af sansningen ved læsion eller som i eksemplet med højre ben] er, at jeg i det følgende anskueliggør, at hjernen rent faktisk er i stand til kompensatoriske dannelser på et ganske subtilt niveau – også når det gælder perciperede realobjektsansninger. Spørgsmålet er dog om vi ligefrem skal håbe på en sådan udvikling og videre hvad der kan medføre en sådan og ikke mindst hvad man kan gøre for at undgå en sådan udvikling med samt om ringere signalkilder influerer på en sådan kompensatorisk udvikling.
Lad os slå fast, at digitallydssansninger ikke svarer til at have pådraget sig en lædering. Derimod er påstanden, at digitallyd kvalitativt adskiller sig mere eller mindre markant i forhold til analoge programkilder og derved kan tvinge en modifikation af præferencen igennem uden på nogen at få tilladelse fra den eksisterende og velfungerende funktionalitet. Sker dette er der tale om en subtil forandring, der kan karakteriseres som kompensatorisk.
Dette er dog på ingen måde ønskeligt. For i modsætning til den døve eller højrebensbegrænsningerne ønsker vi os ikke at danne nye
synapseforgreninger, der har til hensigt at modificere den eksisterende funktionalitet om den er præget af højkvalitative sansninger.
Derimod er vores [normalsansende] synapsebetingede virkelighed ikke anderledes end den døves. Processerne er følgeligt de samme.
Og af den grund kan udvikling af kompenserende forgreninger alene tjene det formål at legitimere en ny type lyd. Men det er kompenserende virksomhed.
Den bedste sikring imod at komme i sådan situation er ganske enkelt at opfriske referencen, der jo er livemusik.
Med referencens mellemkomst kan man holde præferencen i et jerngreb. Og det er ønskelig, da vi om vore sanser er autonome skal insistere på en korrekt præference. Og en korrekt præference burde være det endelige mål for audiophiler . Og der kan ikke eksistere 2 præferencer i form af en for paldespiller og en anden for Cd. Længere er den ikke.
mr.superetik skrev:
Naturligvis er det det!
Menes der hermed, at netop dit erfaringsgrundlag og dine meninger bør vinde indpas som den almene opfattelse af hvad er er rigtig og forkert?
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Sansninger kan ikke værdibelægges - lige så lidt som jeg ønsker at eksportere mine meninger, der i en anden persons kontekst overhovedet ikke vil give egentlig mening.
mr.superetik skrev:
Fysik er ikke interessant.
Interessant synspunkt der dog næppe vil hue min gamle fysiklærer. Jeg vil dog holde det i erindring, til næste gang forsøger at tvinge 20 Hz ved 130 dB ud af en diskantenhed, alt imens jeg ved meditativ koncentration forsøger at diktere min synapseudladninger til at opfatte en øredøvende basudladning. Eller gælder der helt særlige forhold, når vi snakker om signalkilder - altså befinder vi os her på et område, hvor fysikkens love pludselig stopper med at virke?
Der gælder ikke særlige regler. Derimod er det ikke ønskelig at pantsætte den vildtvoksende forherligelse af fysikken.
mr.superetik skrev:
De, der alene er ude med riven , er jo de, der skal retfærdiggøre egne dispositioner.
Nuvel, kan du underbygge det yderligere og gælder det også for dig?
Jeg har begge programkilder og endnu mere vigtigt så foretager jeg ingen retfærdiggørelse af egne valg. Derimod fortæller jeg hvorledes en direkte sansning [uden fordomme]har fjernet al rimelig tvivl om det digitales særlige problemer udi autencitet
mr.superetik skrev:
Fra det øjeblik det virker uden at sovse lyden ind i let hørbar boosted sound, kan vi begynde at tale om noget, der kan virke troværdigt.
Det
var ikke hvad jeg spurgte om, så jeg tillader mig at gentage spørgsmålet. Hvilke rent tekniske mangler har den nuværende tilgængelige rumkorrektion og hvilke udviklingmæssige landevindinger skal finde sted, før det bliver interessant for de mennesker, som du definerer som sande audiophiler?
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
boostning [allerede beskrevt]
mr.superetik skrev:
Alle holdninger er ikke lige valide. Uanset at det giver et ramaskrig.
Jamen, vi er helt enige. En holdningen uden argumenter, er blot en påstand. Det betyder også at validiteten af en holdning, er direkte proportionel med den mængde objektive videnskabelige argumenter, der bærer den.
Spørgsmålet er snarere hvilke videnskabsgrene der bør indgå.
mr.superetik skrev:
Det tager jeg ikke notits af.
Jamen, jeg troede netop, at du så det som meningen med dine indlæg, at beskytte unge og nye entuasiaster fra vildledning? Det er vel i så fald også i din egen og din missions interesse, at argumentere bedst mulig for dine påstande.
Jeg skal som sådan ikke argumentere. Jeg skal videreformidle sansernes perceptionskvalitet
mr.superetik skrev:
Gjorde jeg det, ville jeg jo slet ikke skrive noget som helst.
Siger du hermed, at du du aldrig kunne finde på at underbygge dine påstande og i givet fald, hvad er begrundelsen herfor?
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Det er ikke påstande, men direkte sansninger, der gives udtryk for
mr.superetik skrev:
Jeg står fuld ud fast på hvad jeg her har skrevet. Nemlig at pladespilleren er klart bedre end Cd afspilleren.
Hvad ret teknisk har du som forklaring herfor?
Hvad vil du bruge det til. Er det nyttigt ift. at kunne percipere autonomt og frit?
mr.superetik skrev:
Jeg er godt klar over dit ærinde.
Mit ærinde er at hæve niveauet for denne debat over et stade, hvor det mest opfindsomme argument, hvis man er uenig i en anden bruger, tilsyneladende er at hævde ens egen ufejlbarlighed og påstå utilstrækkeligheder ved vedkommendes anlæg
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Se ”generelt”
NB Jeg er voldsom irriteret over, at modparterne lader som om, at der ingen debat har været tidligere, når jeg samtidig véd , at de, der spiller denne rolle rent faktisk udmærket er klar over dette. Det giver overhovedet ikke mening at se bort fra det tidligere skrevne om samme emne. Dermed kan man starte helt forfra hver anden uge. Og dette er hverken rimeligt eller befordrene for debatniveauet.
