Dengang pladen blev udgivet (i 1991) købte jeg cd-udgaven... Jeg var i sikker forvisning om at herredømmet var skiftet rent medie-mæssigt. Senere er jeg så skiftet tilbage, så vinyl for mig er det primære.
Jeg må indrømme at dengang var jeg mere til Talk Talk's poppede side, så Laughing Stock faldt ikke lige i min smag. Senere har jeg dog købt Mark Hollis' solo-udspil, og har siden fortrudt at jeg ikke købte vinyl-udgaven også. Den har i lang tid være et samlerstykke, med sindssyge priser til følge - jeg mener at helt op til 500 USD har været nævnt, hvilket jo ikke er unormalt for ægte samlerstykker.
Men jeg vil jo kun have pladen for at høre musikken, så det glæder mig meget at pladen nu genudgives på vinyl - forventet udgivelsesdato 11.10.2011. Det ser også allerede nu ud til at påvirke priserne på originalen - eBay priserne er nogle helt andre, og der er en på H4A der forsøger at sælge sin udgave til en forventet høj pris. Faktisk ville jeg lige undersøge hvad den skulle koste andre steder for at overveje om jeg ville byde - og så faldt jeg over at den genudgives. Så hvis indehavere vil score kassen på den, så er det nu
Til interesserede kan nævnes at også Mark Hollis' solo-udspil genudgives, samme forventede dato.
Jeg glæder mig, og håber presningskvaliteten kan leve op til den gode indspilning.