Vinyl’en

[Klokkeblomst]

Fedt indlæg...

Jeg reddede min Technics fra “mission Afrika”, genbrugen...
Den skulle efter sigende være Technics næst største båndoptager i deres program!
Den har både Dolby NR b og c...så jeg måtte lige på wiki for at genoplyse mig om hvad det gik ud på!
Utroligt at din nakamichi har en afvigelse på 0,9%, min Technics er på 0,7%...

Og det utrolige er at den virker...PERFEKT!!  
Tror jeg gav 100kr for den...

[Kaj.]

Gamle medier. Så skal du ud på markedet og finde nogle 78'ere med hunden. "His Masters Voice" og spille på en grammofon hvor nålen har direkte fysisk kontakt til en kæmpe tragt. Mekanisk afpilning uden elektronik. Og så kan vi nok ikke komme tættere på det optimale.    

[Analogueman]

Kaj, for mit vedkommende har det ikke så meget med formatet at gøre eller at opnå det optimale (som i sig selv er en flygtig, ikke-absolut størrelse, da den meget ofte er præferencedrevet).

Jeg er interesseret i mekanik, og finder glæde ved at reparere visse ting, som måske ellers var dømt skrotningsmodne, så de virker igen.

Og det skal helst være for forholdsvis overkommelige ressourcer.

Vi lever desværre i en kultur, hvor alt for meget bliver skrottet/smidt ud, selvom det med en overkommelig indsats kunne have fortsat med at fungere fuldt ud tilfredsstillende.

Jeg har også renoveret vintage motorcykler (og cykler), selv om de ikke har køreegenskaber som (mere) moderne motorcykler. Til gengæld har de så ofte en anden designæstetik, der i den grad appellerer til min smag.

Det samme kan siges om nævnte Nakamichi. Som jeg forsøger at få frem i min blog-artikel, så er jeg af den opfattelse, at Nakamichi egenhændigt gjorde kassetteformatet til et “seriøst” format i midten af 1970erne ... og så synes jeg, at designet er en fin repræsentant for perioden.

Samlet set er der i min bog tale om et lille stykke hi-fi-historie, som er værd at bevare.

[Kaj.]

Analogueman.
Jeg har med tiden pådraget mig en erhvervsskade. At kassere ting der vejet op mod indsatset ikke betaler sig at reparere. Ellers er mit princip om at redde hvad reddes kan identisk med dit. Lykkes det at redde et produkt føler jeg stor tilfredsstillelse ved det. På samme niveau som når et selvbyggerprojekt lykkes. Det vanskelige i opgaven er at afveje indsatsen med resultatet. Derfor er der ting der ryger i elektronikskrot efter at have ligget på lager en rum tid, mens man tænker, "en skønne dag får jeg tid og energi til at give mig i kast med opgaven".

Jeg har blandt andet to PIONEER PT-R7 bånddiskanthorn med defekte bånd liggende i skuffen. Og to modificerede CORAL 10-F60, der trænger til nye svingspolestyr og kantophæng for blot at nævne et par hængepartier ud af flere. Ting jeg har passet på i mere end 30 år.

For lidt over ti år siden solgte jeg min MICRO MR-711 med MA-202 Tonearm efter 30 års brug sammen med resten af mine LP'er. Og for 5-6 år siden solgte jeg de sidste rester af pickup'er og nåle for en slik til en tidligere kollega, som sikkert har scoret kassen på handelen, med de priser pickup'er er nået op i. Han fik dem for 500Kr. og en måned senere så jeg han annoncerede den ene til 1500,- .

[allanowich]

Klokkeblomt….ved ikke, om musikken er noget for dig, men cd plader, der også ligger ret tæt op ad lp versionen, er Paul Simon Hearts and Bones, Joan Armatrading Show some imotion, Ry Cooder Bob til you drop, Rush Hemispheres. Lydnivauet ligger også ret tæt op ad hinanden  

[Analogueman]

Rushs “Hemispheres” kommer i en remastered og 40 års (... shit ... tiden går!) jubilæumsudgave i næste uge.

Det ku’ være sjovt med en sammenligning mellem gamle og nye cd og lp versioner

Den nye lp version er allerede forudbestilt, men jeg har ingen tidligere udgaver (hverken lp eller cd) at sammenligne med.

Rush on  

[allanowich]

Den oprindelige udsendte cd, som jeg har, er der tydelig båndsus i stille passager. Det er vel nok redigeret væk. Men bækken lyde, er meget naturtro i klangen af en rock plade at være. Der står AAD på coveret.