Når man igennem et halvt liv har gjort erfaringer indenfor musikreproduktion er der 2 forhold, der umiddelbart skriger til himlen. Det første forhold er det digitale medies problemer. Og det andet er transistorlyden.Det er sidstnævnte, jeg vil lave et debatoplæg omkring.
Lad mig sige det rent ud: når man har levet med rør i sit system igennem 15-20 år og kommer på lyttebesøg hos andre, der alene har transistorer i deres setup, så slår det med det samme een, at der er noget helt galt.
Jeg har aldrig gået specielt op i, hvad fysikken kan fortælle os herom. Jeg nøjes med det bedste, nemlig at lade øret og dets indre sandhed være overdommeren. Uanset at der findes vidensforklaringer, der tilsyneladende forsøger at bevise, at transistorer måler bedre, så hjælper det ikke meget, når ørerne siger noget helt andet.
Hvad jeg derimod går op er, at fjerne lyttetrættende fænomener og det er her transistorer spiller ind negativt. Det er muligvis ikke universielt gældende, men det er tæt på, vil jeg mene. Består et setup udelukkende af transistorkomponenter kvitteres der pr. def. altid af den manglende lyst til at skulle spille i timevis.Det ville være for uudholdeligt.
Transistorlyden vil jeg definere som en art hårdhed, der for det trænede rørøre er meget let at spotte.Rørøret kan ikke/er ikke i stand til lytte udenom denne særegne lyd, idet den simpelthen så at sige fylder for meget til at der kan abstraheres herfra.
Dengang jeg selv udelukkende spillede på transistorgrej kunne jeg ikke høre problemet, men det har 15 års rørerfaringer gjort en definitiv ende på.
Det kunne være rart om vi kunne sparke efterårets hifi sæson med en god debat om bl. dette emne.
