De 3 som jeg lytter med er kommet frem til, at den musik, vi hver især hører(preferencemusik) har temmelig stor indflydelse på hvilket anlæg, vi ender op med eller i hvert fald hvorledes vi "tuner" det ind.
Vi mener endda, at personlighedstræk også spiller en rolle.
Det kan nok synes noget afsporet eller akademisk, men der er noget om snakken.
Vi er fuldt ud i stand til at enes om stort set alt, når det drejer sig om apparaters og samlede setup's egenklang og karakteristika. Der er stort set ingen uenighed der. Hifi parametrene kan der således med årene nærmest opnåes trivialgenkendelse og diagnosticering af.
Det, der derimod aldrig er lykkedes at få belyst fuldt ud, er, hvorfor vi hver især prefererer til et bestemt udtryk eller sagt anderledes hvorfor vi (ubevidst) altid "går i en bestemt retning", når vi skal udmønte, hvorledes vi ønsker det præsenteret.
Sagt lidt anderledes er der stor forskel på om man lytter til punk og altid har gjort det eller om man så at sige er født ind i en tilbøjelighed til at dyrke afslappende kammermusik eller new age stilarter.
Det betyder noget, idet vores musikpreference så at sige danner det overordnede lydmål. F.eks om man ønsker basgengivelsen præsenteret langsomt eller hurtigt og her kommer musiksmagen ind på sin vis, idet nogle musikgenrer mere end andre tilgodeses af enten "hurtig" eller "langsomspillende" bas.
Og på same vis resten af vejen. Og vi kan gå linen ud og endda konstatere, at MM vs. MC faktisk også har med dette at gøre, idet de har hver deres forcer.
Jeg har på et andet site hævdet, at elektrisk forstærket musik ikke bør anvendes som egentlig reference/preference, da der ikke er tale om "rigtige" instrumenter med egentlig egenlyd og særegen timbrekarakteristika.
Dette mener jeg fortsat er korrekt, når vi taler om en kompetent metode at afsløre et systems evne til at reproducere hele det klanglige karakteristika på og videre også evnen til at formidle yderste komplekse dynamikudladninger i fullrangeorkestre.
Men den, der alene hører punk eller heavy rock eller rap kan næppe bruge dette til særligt meget medmindre det er et mål, at det samlede system skal kunne ramme en allround evne til alle musikgenrer.
Der er en verden til forskel på 3-4-akkords punk musik a la Ramones og så Strauss's Also sprach Zarathustra eller Mozarts Requiem. Sidstnævnte kræver umiddelbart meget mere af anlægget, men der er ingen naturlov i, at anlæg, der bemestrer komplekst klassisk musik er i stand til at formidle 3-4 akkords punk med den for lytteren "rette nerve".
Nu vil der nok være nogen, der mener (og jeg mener det til dels selv) at ethvert anlæg bør kunne spille samtlige musikgenrer uafhængigt af musikstilen på en nøgtern måde, således at det er programmmaterialet, der sætter begrænsningerne, men dette synspunkt mener vi ikke holder i praksis.
I praksis er det for hver enkelt vitalt, hvorledes man ønsker at blive begejstret. Er man til lave lydtryk og kammermusik henslængt i sofaen eller er man til høje lydtryk med Ramones/Sex Pistols på pladespilleren, hvor overtoner og timbrereproduktion i bedste fald er ligegyldigt, hvis det overhovedet findes på disse reproduktioner.
Det er klart, at det er en provokation også for mig selv at nå til en erkendelse af, at en af de egentlige årsager til vores meget forskelligartede anlæg dybest set skal findes i sådanne fænomener, men det kan næppe være anderledes.Hifi er jo en meget egoistisk nydelse, hvor det netop er egen tilfredsstillelse, der er på agendaen og vi tilfredstilles ikke ens....og nej..jeg tænker ikke på sex..selvom analogien egentlig er brugbar.
Derfor skal man finde mange årsager til, hvorfor man prefererer som man gør..i de musikalske udtryk, man så at sige er "flasket op" med.
Jeg synes det kunne være interessant om vi kunne debattere dette fænomen i denne tråd. Tænk efter og spørg dig selv om din egen musikinteresse kan "aflæses" i dit anlæg og kom gerne med dine overvejelser i det, der gerne skal blive til en frugtbar debat.
Det er musikke der sigtes efter.
