mr.antisilver skrev:well..jeg vil gerne - efter mine indlæg- om hvorledes mine præferencer er bygget op tilbage til det område, der intellektuelt har udfordret mig mest igennem de seneste 10 år, nemlig spørgsmål om hele ørets fysiologi/anatomi og det stykke "nervecentral", der agerer "bindeled" inde i hjernen imellem den subjektive oplevelse af lyttestimuli og det ydre øre.Sidstnævnte er en velbeskrevet anatomi.
Når jeg således har anvendt termen *det indre øre* skal det ikke forståes som tilhørende noget af selve ørets anatomi/opbygning som sådan, da dette i og for sig blot er hjernens mikrofon.Næh..det, der er interessant(og faktisk ikke færdigudforsket!!slet ikke fristes jeg til at sige!!) er derimod hvorledes vi bringer et aftryk af de ydre stimuli, som vi oplever dem i vore yngre år ind i den organisation, der er neurologisk bestemt.
Vil man have en vis indsigt i dette, er det tvingende at forsøge at forstå, hvorledes lyd over tid successiv vil aflejre et *neurologisk matrix*.Da dette område -rent forskningsmæssigt- er på babystadiet, bliver man nødt til at gå den møjsommelige vej:
1 Først må man opbygge en komplet indsigt i det neurologiske univers, således at man opnår indsigt i, hvorledes hjernen modtager, bearbejder og *lagrer* samt vedligeholder det informationsindhold, den får og ikke mindst den *mekanisme* den(hjernen) genkender ækvivalente stimuli på..(jaja..det er svært ikke at bruge fremmedord..læseren må have mig undskyldt her)
2 Efter det under punkt 1 beskrevne opstår spørgsmålet omkring forholdet imellem kvantitet og kvalitet i det neurologisk univers. Man plejer indenfor neurologien at udtrykke det således, at *hjernen på et vilkårligt tidspunkt vil være i stand via *stimuligenkendelse* at genaktivere de områder, der var aktiveret(nøjagtig!)sidst en lignende stimuli vandrede forbi det ydre stimuliorgan.
Påstanden er følgelig at det ingenlunde udelukkende er kvantitetsforhold, der determinerer det i hjernen *neurologiske billede*(der kan ses på bl.a. CT scanninger) , hvormed der sigtes til, hvilke områder i hjernen, der aktiveres som "genkendelsesceremonien" med de deraf følgende ret beset helt forudsigelige *neuromønstre*, men tillige på de kvalitative forhold, disse stimuli er baserede på. På jævnt dansk betyder det blot, at det medgår i det neuroligiske billede, hvilken kvalitet disse stimuli oprindelig havde. [hvis man skulle tilvejebringe en analogi til mandens forventede(neurobetingede) reaktion på et ydre stimulibillede af en veldrejet kvinde, som han allerede en gang har *lagret* som stimulerende på de ædlere dele, vil den samme kvinde -analogt set(heh), dersom hun dukkede op igen på et senere tidspunkt beregnelig medføre netop den samme *lyst*, fordi hjernen er bindeleddet imellem de *associationer*, der er lagret og de faktisk stimuli. Det hjernen gør...er i virkeligheden at belægge enhver stimuli som enten lyst-eller ulystbetonet. Hjernen er således en fortolker.Men ikke en fortolker at egen nåde. Næh..hjernen har netop skabt et præferencebillede eller præferenceaudition, der til hver en tid vil blive genskabt i mødet med sammenlignelige indtryk (med det i den indre præference lagrede matrix). Dette aspekt nødvendiggør at vi er opmærksomme på at vor hørelse ikke er autodidaktisk;det spiller sammen med de akustiske oplevelser, det under de første år(til ca.18 års alderen) udsættes for.
Vi kan således ikke høre nogetsomhelst uden bevidsthed, der giver mening!!
(det må være nok for idag--fortsættelse følger)
Fortsættelse!
3 Dersom vi kan føre bevis for, at de under punkt 2 opregnede forhold vitterlig gør sig gældende, kan vi dernæst rejse spørgsmålet om, om hjernen kan snydes -særligt på kvaliteten af de stimuli, den synes at modtage fra de ydre *sanseorganer*.
Det ene forhold er spørgsmålet om kvantiteter, hvor den mængde informationsmateriale, der oprulles for den *indre fortolker* over tid vil danne et præferencematrix for, hvilken mængde stimulioptag hjernen af tilsyneladende egen drift afkræver i det voksne univers ud fra devisen at også dette forhold medgår til de forhold, der overdeterminerer vort behov for sanseindtryk, der således i realiteten kommer til notorisk at afkræve en adfærd, der kan tilgodese de behov, der måtte være i hver enkelt hjerne.
Med andre ord så har hjernen indbygget et system, der virker neurologisk i forhold til såvel det enkelte stimuligenkendelsesmæssige som til den mængde af disse typer(præferede sanseindtryk) af den ønskede stimulikvantitet. Hjernen fordrer med andre ord at dens -tilsyneladende selvforvaltende- kommunikation med sprogcenteret, der muliggør en art bevidsthed om lystforhold knyttet til det i det voksne livs trang/behov for en bestemt mængde stimuli af den type, der i den *indre præference*er aflejret som et præferencematrix, der oprindelig , som jeg har beskrevet mange gange, er det forhold, der på nærmest autodidaktisk fremstillende vis spiller dum i forhold til en bevidsthed om forholdet og efterlader den enkelte i ikke-bevidsthed om kausaliteten i hjernen(for den er der!!)vedr.at hjernen i forhold til sansestimulimængden selv svinger taktstokken, nemlig den nøjagtige *kopi* af den takstok, der er *leget* ind i hjernen i de yngre år.
(fortsættelse følger)