Den amerikanske filminstruktør Steven Spielberg forlader sin
mangeårige partner Paramount Pictures for at danne et nyt filmselskab.
Spielberg etablerer selskabet, som har en værdi på 1,5 milliarder
dollar, i samarbejde med det indiske Reliance ADA Group. Det oplyste
Paramount sent søndag.
E.T. og Jurassic Park
Spielberg, som har instrueret film såsom Dødens gab, E.T., Jurassic
Park og Indiana Jones-serien, bliver direktør i det nye filmselskab.
Han tager den nuværende chef for filmselskabet Dreamworks, Stacey
Snider, som meddirektør. Spielberg dannede selv Dreamworks, som i 2005
blev opkøbt af Paramount.
Direktør Anil Ambani fra Reliance er verdens sjetterigeste mand ifølge finansmagasinet Forbes.
Hvor Spielberg og Reliance vil etablere deres selskab vides ikke endnu.