mr.antisilver skrev:arsenix skrev:mr.antisilver skrev:Jeg har en del netkabler tillavet efter Duelunds princip, som jeg er særdeles tilfreds med.Duelund var en i mange henseender fantastisk person med rigtigt flotte indsigter.
Igår kom jeg på den ide at genbehandle et af mine netkabler med linolie og gjorde ikke yderligere...altså alene genbehandling med linolie.
Var det hørbart. JA
Derfor kunne det være lækkert om nogen, måske særligt frederik skrev lidt om, om genbehandling er nødvendig og med hvilke terminer, altså hvor hyppigt.
Skyd løs Frederik og også andre med erfaringer her...
Hvis vi nu starter med en udførlig beskrivelse af de kabler du har samt måden de er impregneret på.
Så vil jeg til gengæld prøve at få finken til at rotere modurs
Arsenix
Jeg har lavet forskellige. Jeg vil ikke gennemgå dem et for et, men blot forklare det jeg har prøvet genbehandlingen med, der samtidigt er det simpleste.
Kablet er et strippet electrocompagniet netkabel (kobber), hvor der er monteret bakalit stik i begge ender. Isoleringen er silke, der er omviklet(det tog adskillige dage og ser ikke pænt ud) og dyppet i linolie og ilagt ovn ved ca. 60 grader for at tørre i et døgn. Mener også jeg behandlede det med borsyre.
Jeg har nu, som sagt, simpelthen dyppet kablet i linolie påny og det gav en forbedring, ganske vist marginalt, men dog en forbedering. Andre kabler, jeg har lavet er en anelse mere komplekse og dem har jeg ikke mod på at lave eksperimenter på.
Men det undrer mig at genbehandlingen udmønter sig i en forbedring.
Hvorfor det?
Det undrer også mig. Hvis kablerne bliver så gamle at linolien begynder at sprække som et gammelt maleri ville jeg nok starte forfra, men så gamle er der ingen af linoliekablerne der er.
Jeg er mere interesseret i silken, lindolien er blot et neutralt bindemiddel der sammen med silken skal sikre en fornuftig isolationsmodstand.
De oprindelige kabler var baseret på silke i form af såkaldt tubestrik som blev lavet på bestilling i 2 dimensioner. Først blev lederen (fladvalset) overtrukket med den tynde strømpe, trukket stramt og bundet af i enderne. Derefter neddyppet ( ca.1 time) i ren linolie og afdrypning til næste dag. Silken skal være mættet, hverken mere eller mindre. 3 dage i en miniovn ved 40-50 grader eller til kablet er "støvtørt". Næste trin er dæklaget (tyk strømpe) som kun kan trækkes på ved hjælp af et rørsystem. Et passende messingrør der er let ovaliseret så den impregnerede leder lige præcis kan trækkes igennem (skal gå stramt) påføres den tykke strømpe udvendigt (skubbet godt sammen) Når den impregnerede inderleder trækkes igennem røret lægges dækstrømpen på så den ligger stramt. Det kræver en veludviklet fingerspitzgefül og gode nerver da fejl og lunker ikke kan udbedres, friktionen er simpelthen for stor. Enderne bindes og trimmes. Det længste jeg har været med til af den type er 6 meter og det var lige på kanten til det mulige. Det var samtidigt årsagen til at Steen lavede sin sære viklemaskine så det var muligt at lave lange kabler og samtidigt spare penge da diverse rester garn kunne købes billigt i de lokale stofforretninger.
Det oprindelige kabel har en isolationsmodstand i omegnen af 10Mohm. Mekanisk lever det ikke op til kravene i stærkstrønsreglementet så det er ikke lovligt som netkabel
Internt i mine højttalere har jeg et kabeleksperiment. Silkekablet impregneret med den samme voks som Jensen bruger i kondensatorer. Jeg fik simpelthen nogle længder label med i vacuumtanken da der skulle impregneres kondensatorer. Desværre er kablet fedtet og ubehageligt at håndtere (det sviner stadig efter 10 år i mine højttalere)
Arsenix
