Otto, TC skrev:jensen skrev:Forbi vi skal tjene penge og alle skal tjen til at leve .
Det er naturligvis grunden til at et hvilken som helst produkt koster det det koster. Men det besvarer jo ikke spørgsmålet: Er den bedste højttaler i en given situation nødvendigvis dyr? Hifi vurderes meget på udsalgsprisen, ud fra en tese om at alt kan forbedres. Spørgsmålet er om det overhovedet er rigtigt? KAN alt forbedres? Hvad nu hvis den højttaler der i en gennemsnitlig stue fungerer bedst rent faktisk kan produceres billigt nok til at kunne sælges for under 20.000,-? Jeg er faktisk enig med Jonas et langt stykke hen ad vejen - når en højttaler skal være dyr, så skal den helst skille sig ud, der skal ligesom være noget der for køberen kan forsvare investeringen. Hvorfor findes der ingen (eller i hvert fald meget, meget få) 100.000,-s højttalere der benytter den på mange måder simpleste og mest sammenhængende konstruktion, dvs. 2-vejs eller 2½-vejs almindeligt, firkantet kabinet uden gøgl - blot forfinet i det uendelige? Hvorfor har alle højttalerkonstruktører i det prisleje hver især genopfundet den dybe tallerken, i stedet for bare at vælge det simple, og udføre det i en superhøj kvalitet? Svaret er simpelt: Historier sælger. Hvis du kan forklare hvorfor din konstruktion er bedre end konkurrentens, så sælger du varer. Hvis du kun kan sige "ja, konstruktionen er godt nok den samme, men vores er bedre udført", så er det straks sværere at overbevise kunden om at man har ret. Er f.eks. mellemtone og diskant-kabinetterne på en B&W Nautilus rent faktisk fritlagt fordi det giver en lydmæssig forbedring, eller fordi det gør det nemmere at give kunden en _forklaring_ på at det lyder bedre?
Som Jonas siger, når højttalerne bliver "for" dyre, så skal der af salgsmæssige årsager en mængde af idéer og teorier ind i konstruktionen der gør at den mest velfungerende sammensætning oftest ofres til fordel for sammenhængen. Hvad nu hvis det rent faktisk ER den simple, gulvstående 2½-vejs højttaler der fungerer bedst? Så kan man forbedre i en uendelighed, stramme op på bassen osv (SKAL bas overhovedet være så stram som muligt?), men ofte sker der det at de forbedringer man laver går ud over helheden, den der uforklarlige synergi-effekt der gør at en højttaler bare _fungerer_, så musikken flyder frit? Hvis denne helheds-fornemmelse nu rent faktisk er dén vigtigste faktor ved lydkvaliteten af en højttaler, og ikke om bassen er stram, stereoperspektivet er bredt osv osv, så kan det jo nemt tænkes at en FOR avanceret konstruktion giver flere problemer end den løser.
Jeg har hørt en hel del dyre højttalere efterhånden, og mange af dem har været fascinerende på en eller anden måde. Men der er meget få af dem hvor jeg reelt kan sige at den samlede musiknydelse har været større end de oplevelser jeg har haft med langt billigere højttalere, højttalere som DLS R55 som Jonas nævner (når bare den får noget seriøst grej foran), System Audio SA2K.
Og med hensyn til at elektronik og højttalere skal matche: Det skal de afgjort, men hvem VED reelt hvad der skal til før at de gør det? Man har en tendens til at højttalerne skal koste cirka halvdelen, og CD-afspiller og forstærker cirka det samme. Men i mine øjne virker det simpelthen "for nemt" at CD og forstærker skal koste det samme for at matche hinanden. Hvem er det der har bestemt det? Hvis du opfinder en skala fra 1 til 100 inden for hver enkelt produktgruppe, så drejer matchningen af anlægget sig vel om at alle komponenterne ligger lige langt oppe af skalaen, frem for at _prisen_ nødvendigvis skal ligge lige langt oppe af skalaen? Og hvem siger at forholdet mellem pris og lydforbedring er lineært? Hvem siger at forholdet mellem prisstigning og lydforbedring er ens for f.eks. en CD-afspiller og en forstærker? Jeg er generelt fortaler for "højttaleren først" filosofien, MEN det er så også baseret på udstyr i den billigere ende. Min erfaring er at jo højere du kommer op af prisskalaen for det samlede system, jo vigtigere bliver det at elektronikken matcher højttalerne, både kvalitets- og klangmæssigt.
For højttalere er der nogle meget store kvalitetshop i de lavere prisklasser. Forskellen på hvad 5000,- og 10.000,- sættet kan købe dig af højttalere er _kæmpe_ stort. Hvis du havde elektronik for 5.000,- og højttalere for 5.000,- ville jeg _ubetinget_ anbefale dig at købe nye højttalere hvis der skulle opdateres noget. Men havde du nu elektronik for 10.000,- og højttalere for 10.000,- (R55 f.eks.), så er svaret slet ikke så skråsikkert - i tilfældet R55 ville jeg uden at blinke opgradere elektronikken frem for højttalerne.
Hvis vi nu antager at mit 10.000,-s højttalereksempel bringer dig 80% op af kvalitets-skalaen, så er det næste interessante spørgsmål: Hvilken forstærker ligger på 80%? (indregnet at skalaen vil være en ret flydende ting, da lyd ikke bare kan angives som punkt på en skala... Hm...måske lidt for abstrakt, men jeg prøver!) Gør en 10.000,-s forstærker dét? Jeg har aldrig oplevet en 10.000,-s forstærker hvor jeg ikke kan finde en forstærker til 20.000,- der er _ubetinget_ bedre end den billige. Men jeg har (ligesom Jonas) til gode at høre en 20.000,- højttaler der er _ubetinget_ bedre end R55. Så hvis man i bund og grund godt kan lide lyden af en relativt billig højttaler som R55, så kan der være fin ræson i at opgradere elektronikken for at få det maksimale ud af netop denne højttaler (specielt for en højttaler der i den grad er i stand til at løfte sig med det rigtige udstyr), og investere i en relativt dyr forstærker og signalkilde til den.
Et langt mere kildent spørgsmål er så: Når vi så har fundet de komponenter der swinger sammen, så skal de forbindes - og hvor langt skal vi så op på prisskalaen på kabler for at finde "sweet-spottet"? Er det som i den ene grøft f.eks. Rega, der nærmest mener at bare der er forbindelse så er alt i orden, eller i den anden Nordost, der mener at et anlæg med fornuftig sammenhæng mellem pris og lyd sagtens kan bestå af kabler for 80% af budgettet? Personligt er jeg ikke i tvivl om hvilket af de to filosofier jeg er fortaler for, og det kan de fleste der har læst mere end to af mine indlæg nok godt regne ud hvad er. Jeg er overbevist om at der er forskel på lyden af forskellige kabler, men også lige så overbevist om at utroligt mange hifi-entusiaster lader sig forblænde af de forskelle, måske pudsigt nok netop fordi de er så svære at forstå - hvilket gør dem fascinerende. I den overdrevne fascination af at søge efter det helt perfekte, ultimative kabel, glemmer man en masse ting der reelt har langt større samlet betydning for lyden - f.eks. at flytte sin højttaler 1 cm længere frem. "Det ene udelukker ikke det andet", vil de fleste så sige - men jo, det gør det faktisk. For der er kun 24 timer i døgnet, og et vist beløb til rådighed på kontoen. Ethvert tilvalg er også et fravalg, og tilvalget er kun en succes hvis det mere end opvejer fravalget.