Tak for velkomsten, Thomas Sillesen
Jeg er udmærket klar over, at jeg ikke alene bevæger mig ind i løvens hule, men også stikker hovedet ind i dens gab, men for mig at se, er minder tilstandene i den danske hi-fi-branche mig under tiden om den, man også finder i bogbranchen: Sammenfald af forskellige interessesammensætninger.
I bogbranchen er det velkendt, at personer, der anmelder bøger i aviserne, samtidig arbejder som konsulenter/oversættere eller har andre lønnet hverv hos bogforlagene. Og man kan så med rette stille spørgsmålstegn ved deres uvildighed, når de så tager deres anmelderkasket på.
Det samme er mit indtryk gør sig gældende i hi-fi-branchen, hvor det jo ikke har været ualmindeligt, at personer, der har skrevet for et blad, også har udført en eller andet form for lønnet arbejde for distributører og/eller producenter.
Det kan måske ikke være anderledes, eftersom erhvervet som freelancer – uanset om man skriver om litteratur eller hi-fi, næppe er guldrandet, hvorfor disse personer bliver nødt til at supplere indtægten ad andre kanaler.
Det er ærgerligt, det er sådan, men kan næppe være anderledes i et lille sprogområde som det danske.
Og hvad angår test, så mener jeg naturligvis ikke, at en nedsabling bør være et formål i sig selv, og jeg er delvis enig med P.H. i, at man med elegante formuleringer kan fortælle mellem linjerne, at dette eller hint produkt næppe er markedets bedste køb. Men jeg er også kun delvis enig, for hvorfor ikke bare skrive det, som det er. Jeg tror på, at læserne vil have klar besked, og det er også derfor, jeg så tydeligt husker Cerwin Vega-anmeldelsen, fordi der ikke var lagt fingre imellem. Og jeg tror på, at hvis sådanne anmeldelser havde stået i High Fidelity, ville det også have haft flere læsere. Det er muligt, at det så ville have endnu færre annoncører, men så er vi jo tilbage ved diskussionens kerne: Er et blad som High Fidelity til for annoncørerne eller for læserne?
/dreamz