Skal alt lyde rimeligt ?

[smølf]

Nogle af mine bekendte mener at selv hvis man sætter gamle optagelser med rock på skal det stadigt lyde rimeligt. Et eksempel kunne være Jimi Hendrix : Live at Fillmore East.

Nu har jeg længe tunet mit anlæg for at det kan spille moderne optagelser f.eks. Patricia Barber : Cafe Blue . MÃ¥let var at en sÃ¥dan optagelse som tidligere lød lukket i mellemtone / diskant og gumpetung i bassen skulle lyde detaljeret  i mellemtone / diskant og tight i bassen.
Dette har jeg opnået og så kommer vennerne med gamle "skod optagelser" og er forfærdet over at de lyder tyndt og skingert på mit anlæg.

Hvad siger I skal et anlæg kunne spille alt uden at det man må frasortere indspilninger som ubrugelige ?

Skal bare have sat noget på plads i mit indre univers.

[Thomas Sillesen]

Det er jo altid en interessant debat.

Problemet som jeg ser det, at hifi entusiaster ved hvordan et instrument skal lyde, og derfor synes, at lyder det ikke korrekt, er det ikke en god optagelse.

Sådan virker studie verdenen bare ikke, der tilstræber man istedet en unik lyd for de enkelte optagelser, ikke at instrumenterne skal lyde "korrekt".

F.eks har noget af det afsluttende kontrolltning af af Sade´s nye album fundet sted på en Densen B-400XS CD afspiller. De samme gutter, brugte den samme CD afspiller til at kontrollytte resultatet af remasteringen af Rolling Stones Exile on Main Street.

Der er nok ingen der vil påstå at de 2 optagelser minder om hinanden. Men gutterne der stod for det, har jo opnået den lyd der var tilstræbt.

HiFi entusiaster må "bare lære" at målet med musikken og optagelserne ikke altid er et åbent, luftigt, detaljeret lydbillede, og istedet lære at værdsætte musikken for det kunstneriske udtryk der er tale om.

[Wymax]

Jeg vil nok altid gå efter at få det mest optimale ud af de gode optagelser, netop med risiko for at de dårlige ikke lyder bedre end de er.

I bund og grund er det nok et individuelt valg... Som du selv er inde på vil nogle gerne have at det lyder godt med alle plader, og så må de vel acceptere at de ikke får de sidste procent ud af de gode indspilninger, mens andre kæler for de sidste procent.

Er det muligt at fÃ¥ begge dele? Jeg slÃ¥s faktisk selv lidt med "problemet"  

[vilmann]

Hvad siger I skal et anlæg kunne spille alt uden at det man må frasortere indspilninger som ubrugelige ?

Det er jo selvfølgelig et frit land (lidt endnu ), så må være din egen vurdering.
Jeg hører meget sjældent perfektionistmusik - Diana Krall er min yndligsaversion.
Men hvis ikke jeg kan spille Led Zeppelin, Jimi Hendrix, Tom Waits og Motörhead gider jeg nok ikke have et stereoanlæg.

/vilmann

[vilmann]

Problemet som jeg ser det, at hifi entusiaster ved hvordan et instrument skal lyde,

Er du helt sikker på det?
Jeg kender masser af mennesker, der ellers praler af at have en masse hifi-grej, der ikke høre forskel på en saxofon og en trombone. Eller en Stratocaster og en Telecaster, for den sags skyld.

HiFi entusiaster må "bare lære" at målet med musikken og optagelserne ikke altid er et åbent, luftigt, detaljeret lydbillede, og istedet lære at værdsætte musikken for det kunstneriske udtryk der er tale om.

Ja. Og beslutte sig til hvorfor de hører musik. Er det fordi anlægget lyder godt, eller fordi musikken er god?

/vilmann

[ulrikmm]

Det er et godt spørgsmål. Og det må afhænge af din personlige smag.

Jeg har selv et anlæg som jeg er glad for, og som spiller ret neutralt og meget musikbefordrende. Men alligevel er der musik som er så ødelagt og voldkomprimeret, at det ikke er til at holde ud at høre på. Cder med Nora Jones, Steffen Brandt, 180 gr. vinyler med Kate Bush, Dylan, trentemøller.

Nogle af mine bekendte mener at selv hvis man sætter gamle optagelser med rock på skal det stadigt lyde rimeligt. Et eksempel kunne være Jimi Hendrix : Live at Fillmore East.

Nu har jeg længe tunet mit anlæg for at det kan spille moderne optagelser f.eks. Patricia Barber : Cafe Blue . Målet var at en sådan optagelse som tidligere lød lukket i mellemtone / diskant og gumpetung i bassen skulle lyde detaljeret  i mellemtone / diskant og tight i bassen.
Dette har jeg opnået og så kommer vennerne med gamle "skod optagelser" og er forfærdet over at de lyder tyndt og skingert på mit anlæg.

Hvad siger I skal et anlæg kunne spille alt uden at det man må frasortere indspilninger som ubrugelige ?

Skal bare have sat noget på plads i mit indre univers.

[dreamz]

Det er jo altid en interessant debat.

Problemet som jeg ser det, at hifi entusiaster ved hvordan et instrument skal lyde, og derfor synes, at lyder det ikke korrekt, er det ikke en god optagelse.

(...)

Det tror jeg, det er meget få, der gør - med mindre man altså har været med i pladestudiet under optagelserne. Hvordan lyder et Steinway flygel, hvordan lyder et Yamaha flygel? Og hvordan har produceren fiflet med lyden. Vi ved det ikke.

Og selv, hvis man havde været til stede i studiet, og hørt hvordan flyglet lød, så spiller studiets akustik også ind. Så alt musikgengivelse er en illusion, og jeg tror, man stikker sig selv blår i øjnene, hvis man tror, man med sit hifi-grej kan kan genskabe musikken nøjagtigt som den var i studiet.

Og jeg hører også til blandt dem, der hellere vil hører god musik, der er dårligt indspillet, end dårlig musik, der er godt indspillet.

[Raskolnikov]

Hvad siger I skal et anlæg kunne spille alt uden at det man må frasortere indspilninger som ubrugelige ?

Det er jo selvfølgelig et frit land (lidt endnu ), så må være din egen vurdering.
Jeg hører meget sjældent perfektionistmusik - Diana Krall er min yndligsaversion.
Men hvis ikke jeg kan spille Led Zeppelin, Jimi Hendrix, Tom Waits og Motörhead gider jeg nok ikke have et stereoanlæg.

/vilmann

Exactly.

[Kim Olsen]

Jeg har netop den optagelse med Jimi Henrix, den lyder som den skal lyde, rå og direkte (som næsten alt fra hand hånd, på trods af de dengang avancerede teknikker der blev brugt)-

Rock fra den tid lyder bare meget upoleret, netop fordi at der ikke har været producere inde over at sætte deres egen lyd på, helt omvendt eks. Timbaland og mange moderne producere.

Så er der mellemtingene, eks. en del michael jackson, som er fed musik, produceret og poleret så det bare virker, det er produceret for musikkens skyld, og ikke som man føler det med nogle jazz indspilninger, for indspilningens skyld.


Jeg kan for øvrigt i den forbindelse anbefale Joja Wendt, temmeligt meget bedre end Diana Krall, mere underholdende, og næsten lige så godt indspillet.

[LarsS]

HiFi entusiaster må "bare lære" at målet med musikken og optagelserne ikke altid er et åbent, luftigt, detaljeret lydbillede, og istedet lære at værdsætte musikken for det kunstneriske udtryk der er tale om.

Hvor er det smukt!

[dreamz]

ja, noget musik, hendrix, zeppelin, waits skal lyde skrumle, råt og upoleret. det er sjældent hifi i diana krall-forstand, men det lyder til gengæld meget bedre ; -)

[Otto J]

Hvad siger I skal et anlæg kunne spille alt uden at det man må frasortere indspilninger som ubrugelige ?

 

Jeg synes det er utroligt svært at sætte ord pÃ¥ min indgangsvinkel til dét. PÃ¥ den ene side, sÃ¥ kan jeg sagtens følge den "gamle skole", der siger at jo bedre anlægget er, jo mere afslører det dÃ¥rlig lydkvalitet i dÃ¥rlige indspilninger. Men pÃ¥ den anden side sÃ¥ er det ikke sÃ¥dan jeg oplever det, nÃ¥r jeg hører de anlæg som jeg personligt sætter højst pÃ¥ min rangliste af top hifi-oplevelser. For mig har det netop ofte været oplevelser med anlæg der gengiver indspilninger der langtfra er hifi-rigtige, som jeg har oplevet som de mest imponerende - og mit eget anlæg er heldigvis ogsÃ¥ ved at være ovre i dén grøft. Jeg føler bare ofte jeg bliver misforstÃ¥et nÃ¥r jeg forsøger at beskrive hvad jeg mener.

 

Humlen er, at de anlæg som jeg oplever kan få dårlige indspilninger til at lyde "godt", eller "rimeligt" som du kalder det, netop IKKE gør noget mht. lydkvalitet som får lyden til at være bedre, end det såkaldt "hifi-rigtige" anlæg gør. De gør faktisk det modsatte - de gør mig i stand til nemmere at lytte _forbi_ lydkvaliteten, og fokusere på musikken, uafhængigt af indspilningskvaliteten. Til gengæld lyder dét jeg kalder "hifi-musik" - dræbende kedeligt pling-pling musik der stinker langt væk af at være indspillet med dét ene formål at man rigtigt skal kunne sidde og smovse i detaljer, rum, perspektiv og hvad ved jeg - det lyder ganske enkelt, ja, kedeligt, på den slags anlæg.

 

For mig drejer det sig om en helt anden definition af "kvalitet". Det er ikke god lyd, hvis det gør Jimi Hendrix ubrugeligt. Men at få Jimi Hendrix til at lyde "tåleligt", drejer sig ikke bare om at sovse alting ind, så man ikke kan høre at det lyder dårligt. Det drejer sig om at fokusere på nogle helt andre aspekter af lydkvalitet, end dét vi er vant til. Og det er svært for mig at beskrive, fordi dé aspekter ikke er noget jeg har ret mange brugbare termer for. Det er utroligt nemt at forholde sig til rum, perspektiv, dybde, dynamik, detaljer osv. Men timing, drive, "liv", det er langt sværere - for mig i hvert fald. Men som jeg ser det, så er dét at det er sværere, ikke ensbetydende med at det er mindre vigtigt, tværtimod.

 

Dét jeg er nået frem til, er så at hvis et anlæg mudrer stemmen på Patricia Barber, mens Jimi Hendrix maskeres nok til at det ikke skærer i ørerne, så er det et dårligt anlæg. Men hvis Patricia Barber lyder supergodt ud fra den klassiske definition, mens Jimi Hendrix saver ørerne af, så er det OGSÅ et dårligt anlæg i min definition. Dét der er et godt anlæg, er dér hvor Patricia Barber har sjæl, liv, MUSIK, mens Jimi Hendrix også har sjæl, liv, musik. De lyder naturligvis vidt forskelligt, men i stedet for at have en fællesnævner der hedder lydkvalitet, så har de fået en fællesnævner der hedder musik, energi, nerve osv. Forudsat at man kan forholde sig til nerven i musikken i begge genrer, så VIL man kunne finde et anlæg der formidler nerve i begge indspilninger, også selv om de lyder vidt forskelligt set ud fra et lydteknisk synspunkt.

 

Det drejer sig med andre ord om at lytte efter nerven, livet, sjælen, mere direkte, i stedet for at definere en bestemt lydteknisk gengivelse (detaljeret, åben, tight osv), ud fra dén forudsætning at hvis dét er i orden, så følger den musikalske sjæl efter. Formålet er at formidle den musikalske sjæl, så lyt dog efter hvor godt anlægget gør dét, i stedet for at lytte efter om lyden er detaljeret, fordi du TROR at detaljerne er nøglen til sjælen. Det er ikke sikkert dét er rigtigt.

 

En filosofi omkring dette, som jeg har haft lidt svært ved at finde lydhørhed overfor, måske fordi jeg formulerer det dårligt: En af de klassiske hifi-dyder er at lytte efter hvor godt anlægget er til at skille instrumenterne fra hinanden, og at adskille de enkelte musikere fra hinanden. Hvorfor er dét en kvalitet? Hele essensen i musik, er at spille SAMMEN. I stedet for at lytte efter hvor godt vi kan skille musikerne ad, så lyt efter hvor godt vi kan få dem til at spille sammen. Det er meget mere interessant og givtigt, end at pille musikken fra hinanden.

 

Én at tænke over: Jo bedre jeg synes et anlæg er, jo sværere har jeg ved at sætte ord på hvorfor det er godt.

[bjerager]

Jeg vil til enhver tid hellere lytte til god musik på et dårligt anlæg, end dårlig musik på et godt anlæg. Hvad angår indspilningskvaliteten er det jo ret varierende, hvad producerens holdning til det er - nogen tilstræber jo den rå upolerede og nogen gange dårlige indspilningskvalitet. Det kan jo også være en del af det æstetiske udtryk.

[dreamz]

Én at tænke over: Jo bedre jeg synes et anlæg er, jo sværere har jeg ved at sætte ord på hvorfor det er godt.

Det må være en hård pille at sluge for en sprogmand som dig, som oven i købet lever at at sætte ord på den slags

Spøg til side. Det er et godt og tankevækkende indlæg og en spændende debat.

Mit andet sæt højttalere var et par cerwin vega'er, og jeg mener den dag i dag, at da jeg som 17-18 årig hørte Jimi Hendrix på de højttalere har han aldrig lydt federe; netop fordi diskanten gav guitaren en ekstra snert og den kraftige bas gav det ekstra liv til rytmen. Det var ikke hifi, men det var en lydgengivelse, jeg levede mig 100 procent ind i.

I dag sætter jeg nok pris på andre dyder i musikgengivelsen og spiller heller ikke så meget luftguitar mere.

Men måske burde luftguitar-elementet indgår i bedømmelsen af hifi på lige fod med fodtramp?

[smølf]

Hvad siger I skal et anlæg kunne spille alt uden at det man må frasortere indspilninger som ubrugelige ?

 

Jeg synes det er utroligt svært at sætte ord pÃ¥ min indgangsvinkel til dét. PÃ¥ den ene side, sÃ¥ kan jeg sagtens følge den "gamle skole", der siger at jo bedre anlægget er, jo mere afslører det dÃ¥rlig lydkvalitet i dÃ¥rlige indspilninger. Men pÃ¥ den anden side sÃ¥ er det ikke sÃ¥dan jeg oplever det, nÃ¥r jeg hører de anlæg som jeg personligt sætter højst pÃ¥ min rangliste af top hifi-oplevelser. For mig har det netop ofte været oplevelser med anlæg der gengiver indspilninger der langtfra er hifi-rigtige, som jeg har oplevet som de mest imponerende - og mit eget anlæg er heldigvis ogsÃ¥ ved at være ovre i dén grøft. Jeg føler bare ofte jeg bliver misforstÃ¥et nÃ¥r jeg forsøger at beskrive hvad jeg mener.

 

Humlen er, at de anlæg som jeg oplever kan få dårlige indspilninger til at lyde "godt", eller "rimeligt" som du kalder det, netop IKKE gør noget mht. lydkvalitet som får lyden til at være bedre, end det såkaldt "hifi-rigtige" anlæg gør. De gør faktisk det modsatte - de gør mig i stand til nemmere at lytte _forbi_ lydkvaliteten, og fokusere på musikken, uafhængigt af indspilningskvaliteten. Til gengæld lyder dét jeg kalder "hifi-musik" - dræbende kedeligt pling-pling musik der stinker langt væk af at være indspillet med dét ene formål at man rigtigt skal kunne sidde og smovse i detaljer, rum, perspektiv og hvad ved jeg - det lyder ganske enkelt, ja, kedeligt, på den slags anlæg.

 

For mig drejer det sig om en helt anden definition af "kvalitet". Det er ikke god lyd, hvis det gør Jimi Hendrix ubrugeligt. Men at få Jimi Hendrix til at lyde "tåleligt", drejer sig ikke bare om at sovse alting ind, så man ikke kan høre at det lyder dårligt. Det drejer sig om at fokusere på nogle helt andre aspekter af lydkvalitet, end dét vi er vant til. Og det er svært for mig at beskrive, fordi dé aspekter ikke er noget jeg har ret mange brugbare termer for. Det er utroligt nemt at forholde sig til rum, perspektiv, dybde, dynamik, detaljer osv. Men timing, drive, "liv", det er langt sværere - for mig i hvert fald. Men som jeg ser det, så er dét at det er sværere, ikke ensbetydende med at det er mindre vigtigt, tværtimod.

 

Dét jeg er nået frem til, er så at hvis et anlæg mudrer stemmen på Patricia Barber, mens Jimi Hendrix maskeres nok til at det ikke skærer i ørerne, så er det et dårligt anlæg. Men hvis Patricia Barber lyder supergodt ud fra den klassiske definition, mens Jimi Hendrix saver ørerne af, så er det OGSÅ et dårligt anlæg i min definition. Dét der er et godt anlæg, er dér hvor Patricia Barber har sjæl, liv, MUSIK, mens Jimi Hendrix også har sjæl, liv, musik. De lyder naturligvis vidt forskelligt, men i stedet for at have en fællesnævner der hedder lydkvalitet, så har de fået en fællesnævner der hedder musik, energi, nerve osv. Forudsat at man kan forholde sig til nerven i musikken i begge genrer, så VIL man kunne finde et anlæg der formidler nerve i begge indspilninger, også selv om de lyder vidt forskelligt set ud fra et lydteknisk synspunkt.

 

Det drejer sig med andre ord om at lytte efter nerven, livet, sjælen, mere direkte, i stedet for at definere en bestemt lydteknisk gengivelse (detaljeret, åben, tight osv), ud fra dén forudsætning at hvis dét er i orden, så følger den musikalske sjæl efter. Formålet er at formidle den musikalske sjæl, så lyt dog efter hvor godt anlægget gør dét, i stedet for at lytte efter om lyden er detaljeret, fordi du TROR at detaljerne er nøglen til sjælen. Det er ikke sikkert dét er rigtigt.

 

En filosofi omkring dette, som jeg har haft lidt svært ved at finde lydhørhed overfor, måske fordi jeg formulerer det dårligt: En af de klassiske hifi-dyder er at lytte efter hvor godt anlægget er til at skille instrumenterne fra hinanden, og at adskille de enkelte musikere fra hinanden. Hvorfor er dét en kvalitet? Hele essensen i musik, er at spille SAMMEN. I stedet for at lytte efter hvor godt vi kan skille musikerne ad, så lyt efter hvor godt vi kan få dem til at spille sammen. Det er meget mere interessant og givtigt, end at pille musikken fra hinanden.

 

Én at tænke over: Jo bedre jeg synes et anlæg er, jo sværere har jeg ved at sætte ord på hvorfor det er godt.

Jeg synes du er kanon til at sætte ord på og det er beundringsværdigt at have tålmodighed til så lange indlæg.
Essensen  i det er netop det jeg gerne vil opnÃ¥ men oplever det er  som at balancere pÃ¥ et knivblad at fÃ¥ det til. Laver man ganske fÃ¥ ændringer fÃ¥ at opnÃ¥ endnu højere kvalitet risikerer man 98 % sikkert at det hele er ødelagt.

Hvem kommer først med en CD spiller der har et indbygget " anti loudnessfilter" til moderne optagelser et " camouflage filter " til skrigende og forvrængede optagelser og et neutralt til ...... ?


Jeg fik en ide til at høre Jimi Hendrix ! Et " Black Gate " filter på et ræleomskifter board. Så mangler jeg en eller form for basfilter til Diana Krall og deslige.,
Nogen forslag til hvordan det kan udføres ?