dreamz skrev:
Når jeg får det sådan, vælger jeg at glemme alt om hifi og forsøger at nyde musikken igen. Som også fan of the man er inde på, handler det jo om at nyde og høre musik.
lydarne skrev:dreamz skrev:
Når jeg får det sådan, vælger jeg at glemme alt om hifi og forsøger at nyde musikken igen. Som også fan of the man er inde på, handler det jo om at nyde og høre musik.
Som du selv antyder i første sætning drejer det sig netop ikke kun om at nyde musikken, i så fald kunne du lige så godt bruge en transistorradio eller computer eller ligende der er heller så mange forstyrende fejl og dårlige indspilninger der kan distrahere en.
Man må nok krave lidt dybere i sig selv for at finde årsagerne til at man er i denne uendelige spiral.
strand skrev:Jagten på bedre lyd og det at få det sidste med, kan også være et kabel til 500kr, eller en cd afspiller til et par 1000 kr, eller glæden ved at lave små tweaks. Det at være hifi entusiast, er for mig nødvendigvis ikke forbundet med det antal kroner man bruger på sin hobby, men mængenden af tid og gælden ved "god" lyd er vel lige så afgørende for vor entusiatisk man er med sin hobby. Jeg vil heller undvære de sidste procenter og så købe noget mere musik, og så ha plads til rejser med famillien ,dog føler jeg ikke jeg mangler noget, jo et nyt og bedre drev, det bliver den næste opgradering :-)
mugge skrev:Min bevæggrund til at gå op i Hi-Fi er, udover et vist nørdegen ,
at et godt stereoanlæg gør det nemmere at beskæftige sig med musikkens æstetiske kvaliteter. Anmelderflosklen om, at det med en givent komponent er som om et imaginært tæppe mellem dig og musikken bliver fjernet, kan i visse tilfælde være rigtig. Det der så sker er, at når du lytter til det gode anlæg, bliver du lettere suget ind i musikken. Du kommer til at engagere sig fuldkomment i musikernes præstation, som den blev fastholdt på optagemediet og glemmer, at det er en mekanisk optagelset, du sidder og lytter til. Som et eksempel sad jeg i dag og lyttede til Miles Davis ESP (på en original LP) og glemte alt om tid og sted og fortabte mig i Tony Williams fantastisk agile og melodiske trommespil. Han er klart den, der kom nærmest på at få et trommesæt til at synge. Hvor er det trist, at han fik så kort et liv. Jeg kan så også nyde Williams og Ray Carters samspil og Wayne Shorters sax. Man kan få den blasfemiske tanke, at Shorter på nogle måder var bedre en Coltrane. Så er der den undervurderede Hancock og så Miles horn som prikken over iet. Davis akustiske gruppe i tredserne, var nok det bedste hans bedste periode (ikke at det gør Kind of Blue ringere). Hvor jeg vil hen med alt det, at at hvis opgraderinger har til formål at øge dette engagement i musikken-Ja så er det et formål, der giver god mening.
Tilbage til Generelt & Andet Hi-Fi
Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 2 gæster