Med Schubert kommer man altid på rejse, og det er altid en rejse uden destination, så man kan blive nødt til at tage pladen af hvis postbuddet ringer 2 gange. Furtwängler er mere håndgribelig, han ved hvilken rejse vi skal ud på, så han ruller jumboen ud på startbanen, og så presses man tilbage i sædet når der lukkes op.
Med Bizet havner jeg i blomstereng i Provence, grisene finder trøfler, og kropigen finder mig.
Villa-Lobos, her futter man ind i junglen med det lille tog til Uirapuru, og kigger på skrumpehjerner, disse Jivaroer havde styr på det.
Her er lidt flere rejsetips.
Verdi - Aida
Rimsky-Korsakov og 1001 nat
Rachmaninov, længslen hjem, som aldrig kunne blive
Den troskyldige Ravel, (komponisternes svar på H.C.Andersen)
Nielsen, det ududslukkelige – dette smukke udtryk skal ikke forbindes til Carlsberg, og man kan komme i snogens øgelys hvis man går og siger det højt. Og det kan være svært, når først glosen har sat sig fast
[/img]
Plug and play
Connections
Moby Disc