Nyt om TapeConnection
For flere uger siden lukkede den kendte butik TapeConnection først sine afdelinger i Karresbækminde og København. Siden fulgte en midlertidig lukning i Århus, der på TapeConnections hjemmeside blev begrundet i sygdom. Nu er sygdommen ophørt, og sidste nyt på TapeConnections hjemmeside er at
TapeConnection holder "midlertidig lukket". Desværre har vi erfaret at årsagen er mere alvorlig end lidt sygdom.
TapeConnection har været kendt som en butik med skarpe priser og parallel import af især fladskærme. Efter at have gået godt i en årrække åbnede man butikken i København, desværre på et tidspunkt hvor finanskrisen samtidig gjorde sit indtog i Danmark. En kombination af krisen, garantiproblemer på fladskærme, og de sædvanlige omkostninger med at starte ny butik og medarbejderstab op, gjorde at tabene i København blev så massive at man måtte lukke i København. Den midlertidige lukning i Århus dækker derfor over en langt alvorligere virkelighed, hvor tabene har været så massive set for TapeConnection som en helhed at butikken i Århus heller ikke kan fortsætte.
Dette vil trække spor gennem den danske hifi verden, hvor en mængde leverandører må indstille sig på store tab som endnu ikke er gjort op, men som vi erfarer er mange millioner. Samtidig vil det have alvorlige økonomiske konsekvenser for ejeren af TapeConnection; Søren Pfeil Sørensen som personligt ejede TapeConnection. For øjeblikket forhandles der med nogle af medarbejderne om at de overtager butikken i Århus, det tilbageværende lager, navn og hjemmeside, og starter TapeConnection ApS. Så vidt vi erfarer er sådan en aftale principielt på plads, men stoppes af Skat som åbenbart har et stort tilgodehavende, og som forsøger at gøre udlæg i aktiverne for at få en fortrinsstilling i forhold til de øvrige kreditorer. En afklaring er derfor ikke lige om hjørnet, selvom de potentielt nye ejere er klar til at skyde det nye TapeConnection igang.
Link til nyhedskommentar: http://www.nerds.dk/?page=viewtopic&mode=reply&t=5197