Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Monitor Audio Gold Signature

Den nye top serie fra Monitor Audio har fået tilnavnet Gold Signature, og er forbedret på en lang række punkter i forhold til forgængeren.

Monitor Audio har altid haft flair for at lave højttalere med en helt suveræn finish, også i de overkommelige prisklasser. Med Gold Signature serien overgår de sig selv, med en finish der næppe er set lækrere fra nogen producent – højttalerne leveres i et udvalg af lækre træsorter, eller i sort eller sølv pianolak. I begge tilfælde lyser højttaleren af lækkert håndværk, med smukt afrundede kanter og en række andre små detaljer der først rigtigt bemærkes når man ser højttaleren i ”real life” – et billede gør slet ikke Gold Signature serien retfærdighed! Kabinetterne er særdeles kraftigt udført, med omfattende afstivninger internt, og Monitor Audio har i udpræget grad arbejdet med at minimere resonanser ved at kombinere forskellige materialer, der hver især modarbejder hinandens egenresonans. Således er enhederne monteret i en ramme af en særlig Zink-legering, der udover at være et meget stift materiale har en egenresonans meget forskellig fra enhedernes og kabinettets resonans. De enkelte materialers egenresonans bliver således undertrykket af de øvrige materialers stivhed ved netop denne frekvens. Enhederne er en videreudvikling af Monitor Audio’s egen-udviklede RST C-CAM teknologi: C-CAM er en særlig type membran, der består af en legering af aluminium og magnesium. Basenhedens C-CAM membran coates med et ganske tyndt lag keramik. Denne sammensætning af materialer gør at enheden er meget modstandsdygtig overfor opbrydninger, og den ”ringende” effekt man ofte kan få med metal-enheder er reelt ikke-eksisterende (hårde materialer har en lav opbrydningsgrad generelt, men har en tendens til at bryde kraftigt op ved en bestemt frekvens). RST teknologien er en yderligere videreudvikling af denne teknologi, hvor membranen i stedet for at være glat, nærmest har form som en golfbold, med en masse små fordybninger i forskellig størrelse. Dette gør membranen yderligere modstandsdygtig overfor resonanser og opbrydninger, og medfører en renere gengivelse. Diskantenheden er ligeledes opbygget med C-CAM membran, dog coated med guld frem for keramik, da dette giver bedre egenskaber i det frekvensområde diskanten arbejder i. Disse innovationer gør at Monitor Audio er i stand til at udnytte de hårde materialers positive egenskaber hvad angår attack, mikro-dynamik og detaljering, og dermed opnå en særdeles realistisk, korrekt og dynamisk gengivelse – og samtidig minimere de negative egenskaber ved metallerne, og den lydmæssige hårdhed og aggressivitet der ofte forbindes med disse materialer. Fælles for Gold Signature serien er en relativt høj følsomhed, og serien kræver derfor ikke voldsomt meget forstærkerkraft – det tilsluttede udstyr bør dog være af en vis kvalitet, for at man kan sætte pris på den detaljerede gengivelse højttalerne leverer. Gold Signature serien består indtil videre af 5 forskellige modeller: Gold Signature 10: Mindste model i Gold Signature serien, med en enkelt 6,5” basenhed. I forhold til den gamle Gold Reference 10 har basenheden en betydeligt længere slaglængde, og GS 10 leverer derfor en ganske imponerende dybbas – en markant, fysisk gengivelse, der rækker dybt uden på nogen måde at ”boome”, eller virke kunstigt oppustet. Samtidig er homogeniteten, den naturlige sammenhæng i lydbilledet der gjorde den gamle 10’er så populær, forbedret yderligere, og højttaleren er i stand til at levere ganske betydelige lydtryk – bestemt ikke uvæsentligt hvis højttaleren skal benyttes i et surround-system, hvor så små højttalere ofte kan blive presset. GS 10 koster 10.998,- per sæt. Gold Signature 20 er den mindste gulvhøjttaler i serien, og opbygget som en traditionel 2½-vejs konstruktion, med separat kammer til hver 6,5” enhed og forskellig tuning af basporten for hver enhed. Med en fremadrettet og en bagudrettet port er der rig mulighed for med de medfølgende foam plugs at fintune højttalerens basgengivelse efter rummet. Højttaleren står på en plint af aluminium, med fødder der kan højde-justeres oppefra (vaterpas medfølger…). Fødderne har et blødt gummi-underlag der fungerer bedst med trægulve, samt mulighed for påmontering af spikes. GS 20 kan dermed umiddelbart tilpasses ethvert lytterum, såvel lydmæssigt som placeringsmæssigt. GS 20 koster 17.998,- per sæt. Gold Signature 60 har de samme praktiske fordele som GS 20, men er en større højttaler med en decideret 3-vejs konstruktion. Mellemtone-enheden sidder i sit eget lukkede kammer, og de to 6,5” bas-enheder sidder som i GS 20 i hvert sit kammer, med én port fremad og én bagud. GS 60 rækker takket være det større kabinet en smule dybere, og anbefales især til større rum. GS 60 koster 25.998,- per sæt. Gold Signature LCR er først og fremmest designet til at fungere som center-højttaler, men kan som navnet antyder også benyttes som front-højttaler i et surround-system. GS LCR har lydmæssige egenskaber meget lig Gold 10, men den dybe basgengivelse er her opnået ved hjælp af to bas/mellemtone enheder i et lukket kabinet, i stedet for en basreflex løsning. Dermed undgås naturligvis enhver form for portstøj, og højttaleren kan takket være en lidt bedre følsomhed og højere belastbarhed spille overordentligt højt. GS LCR koster 6.999,- per styk. Gold Signature FX er en yderst interessant højttaler, designet til at fungere som baghøjttaler i et surroundsystem. GSFX er den vel nok mest fleksible surround-højttaler på markedet, og indeholder en 6.5” bas-mellemtone og 1” diskant på fronten, plus en 4” bas/mellemtone og 1” diskant på hver side. Ved hjælp af switche på fronten, eller via 12V tilslutning til en surround-processor, kan GSFX kobles som mono-højttaler eller som dipol. I mono-mode spiller udelukkende de to enheder på frontpladen der spiller, hvilket f.eks. til multikanal-musik og koncert-DVD’er vil være en fordel. I dipol mode kobles de fire enheder i siderne ind samtidig med de to forreste, og der opnås en diffus gengivelse uden at man går på komprimis med dynamikken. I et 7.1 system kan man således benytte fire GS FX surround-højttalere, og koble de to bageste som monopol og de to side-højttalere som dipol. I dipol mode kan man på højttaleren vælge om den enkelte højttaler fungerer som højre eller venstre, så de to højttalere spiller i fase i forhold til hinanden. GSFX er designet til montering fladt på væggen. GSFX koster 12.998,- per sæt. Udover disse fem højttaler-modeller har Monitor Audio designet to forskellige standere der matcher serien. Designet bygger på gulvhøjttalernes plint, med samme spike-system og grundlæggende design. GS Stand 10 på 60 cm er designet til GS 10 stander-højttaleren, og koster 2.999,- per sæt. GS Stand Center på 40 cm købes enkeltvist, og giver en solid base for center-højttaleren under et fladskærms-tv eller et lærred. Prisen er 1.999,- per styk. Senere på året tilføjes en højtydende subwoofer til serien, prisen på denne er endnu ukendt. Mere info: www.tapeconnection.dk.

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: