Lidt om Spotify
Af: Nerds.dk - 14/10-2011
Spotify er i Danmark. Men hvad er det, og hvorfor er det så interessant?
Spotify er måske den mest hypede musik-tjeneste på nettet lige nu og de har senest fået en stor del af æren for, at pirateriet i Sverige er kraftigt nedadgående. Nu er det så landet i Danmark, men hvad har det at byde på, som alle de andre musiktjenester på nettet ikke har? Nerds.dk vil gerne prøve at give Jer lidt mere indsigt i Spotify, og hvorfor det ikke er en hvilken som helst streaming-service.
For overhovedet at kunne benytte Spotify, skal man have en Facebook-konto. Dette har været kritiseret fra mange sider, og er man indædt modstander af Facebook, er det naturligvis en lidt bitter pille at sluge. Ellers er det en ret overkommelig opgave blot at lave en Facebook-konto, som man så bruger til at logge ind med på Spotify, hvilket betyder, at man ikke skal registrere sig to gange. Har man en Facebook-konto i forvejen, er det bare at logge ind med den.
Nu finder man så første ting, som Spotify gør anderledes. Spotify kræver nemlig at man downloader et program, for det kan nemlig ikke benyttes via en hjemmeside som Aupeo!, Grooveshark og de andre. Men når man har donwloadet programmet, har man også adgang til omkring 15 millioner sange, der både kan streames direkte eller downloades. Til sammenligning har TDC Play kun 10 millioner, og her skal man downloade numrene først.
Som hifi-entusiast, kan man glæde sig over, at bitraten på streaming er den højeste, som endnu er set fra en online musik-service. Hvis man altså vælger en betalt konto. Lytter man gratis, må man nøjes med 160 kbp/s, mens betalingskontierne giver adgang til 320 kbp/s, hvor de små MP3-kompressionsfejl for det meste kun høres ved kritisk lytning.
Der er tre muligheder for at lytte til musik. I gratis-version må man man leve med 160 kpb/s plus reklamer, der afbryder musikken engang i mellem og har et maksimum på 20 timer musiklytning per måned. Vælger man Spotify Unlimited, får man uendeligt mange timer at lytte musik i og ingen reklamer. Bitraten er stadig 160 kpb/s, og dette opnår man ved at betale 49,- kr om måneden.
Den mest interessante mulighed er Spotify Premium, hvor man for 99,- kr om måneden får 320 kbp/s bitrate, nul reklamer og ubegrænset lytning af musik. Denne konto er også den eneste, der giver mulighed for Spotify på mobiltelefonen, Spotify via netværksreciever og mulighed for at lytte til playlister offline. Så vil man gerne benytte Spotify via Sonos, en surroundreciever eller via telefonen, er Premium den eneste mulighed.
Det, der så gør Spotify ekstra interessant, er, at de rent faktisk sørger for at musikere får deres penge. Grunden til at Spotify kom til Danmark i første omgang var, at de formåede at nå til enighed med Koda, som er det penge-distribuerende gen i musikverdenen.
Spotify er ikke perfekt, og der har været tale om, at kun ca. 30% af musikken på Premium rent faktisk er 320 kbp/s, mens resten blev streamet ved de normale 160 kbp/s. Spotify siger selv ca. 60%. Ikke desto mindre markerer Spotify begyndelsen på en ny æra indenfor brug af musik, hvor markedet længe har hungret efter en online streaming-service som betalte artisterne, var alsidig, havde masser af musik, var til at betale og streamede tæt på CD-kvalitet. Der er stadig rum til forbedring, men Spotify har nu alligevel opnået disse mål rigtig langt hen ad vejen.