Paradigm Monitor Series 7 subwoofere
Af: Nerds.dk - 26/10-2011
Tre nye subwoofere slutter sig til Paradigms Monitor Series 7, og selvom der er tale om prisbevidste subwoofere, går de alle under 20 Hz
Med tre nye subwoofere i den lidt mere økonomiske ende, ruster Paradigm sig til kamp på subwoofermarkedet. Basgengiverne befinder sig i Paradigms Monitor 7-serie, og der er tre ny af dem: Monitor SUB 8, Monitor SUB 10 og Monitor SUB 12. Så hvis der sidder nogen læsere og på nuværende tidspunkt stadig er i tvivl om enhedernes størrelse i de forskellige modeller, er det ikke Paradigms skyld.
Alle subwooferne er udstyret med noget af teknologien fra de større Studio- og Signature-modeller. SUB 8 og 10 har eksempelvis en mineral-fyldt polypropylen enhed omgivet af et bølget Santopren-kantophæng, som er hentet fra Paradigms high-end Signature-serie. Derudover har de en halvanden-tommer stor svingspole beklædt med 4 lag kobber, Nomex spider, 2 kg tung ferrit-magnet og en helstøbt AVS heat sink.
Fælles for de tre subwoofere er en såkaldt Ultra-Class D forstærker, der leverer 900 watt i korte perioder og 300 watt RMS. Subwooferne er sådan set ægte subwoofere og skulle efter sigende være subsoniske, hvor SUB 8 går ned til 19 Hz, SUB 10 ned til 17 Hz og SUB 12 lige en tak længere ned til 16 Hz. Alle produkterne kan forbindes trådløst hvis man tilkøber Paradigms PT-2 sender, således at op til fire Monitor-subwoofere kan kædes sammen simultant.
Via Paradigms PBK (Perfect Bas Kit), som tilsluttes subwooferne via USB, kan disses respons i henhold til rummet måles og analyseres, hvorefter den korrekt equalisering kan blive foretaget. Selv under mindre favorable forhold. Paradigm anbefaler, at Monitor SUB-serien bliver parret med deres Monitor Series 7, som vi på nerds.dk tidligere har omtalt:
nerds.dk/news/?nid=1662
Subwooferne kan købes i sort ask, og priserne i USA kommer til at hedde 700,- dollar, 850,- dollar og 1000,- dollar for henholdsvis SUB 8, SUB 10 og SUB12. De danske priser må vi stadig vente lidt på.
For yderligere information:
Interceptor Audio
Tlf.: 4827 7979