Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Anthony Gallo Classico-højttalere

Anthony Gallo lancerer nu denne nye serie, som låner mange teknologier fra deres sfæriske modeller

Anthony Gallo introducerer nu deres helt nye Classico-højttalerserie. Her er tale om en modelrække med fem højttalere og to subwoofere. De to gulvhøjttalere, centerhøjttaleren og den ene standerhøjttaler benytter deres patenterede CDT3-diskant, mens det er fælles for alle højttalerne, at de benytter den unikke S2 loading-teknologi og det nye Backwave Linearization and Synchronization-system. 

Disse teknologier skulle til sammen give en hidtel uset dynamik og klarhed fra de relativt små kabinetter. Anthony Gallo har efter sigende fundet måder, hvorpå de kunne give normale "kasse-højttalere" de samme fordele som deres dyrere sfæriske højttalere. De lover samtidig, at højttalerne vil levere fantastisk ydelse til prisen.


Classico CL-1 og CL-2 mini-monitorer er næsten ens, og mere eller mindre kun adskilt af diskanten. CL-2 benytter den 3-tommers CDT-3 diskant, som udmærker sig ved at have en 180 graders spredning. CL-1 må nøjes med en mere prisvenlig 1-tommers soft dome-enhed. Begge går ned til 39 Hz ved -3 dB og har en følsomhed på 90 dB. De skriver ikke noget om bas/mellemtonen, men et forsigtigt gæt ville lyde på en 5.25 tommers kulfiber-enhed ligesom CL-3. Den tilhørende centerhøjttaler, CL-C, har også CDT-3 diskanten, en bas/mellemtone i hver side og en flot følsomhed på 92 dB. 


CL-3 og Cl-4 er de to store gulvmodeller i serien, og byder på en dybbas på henholdsvis 32 Hz og 26 Hz ved -3 dB og de høje frekvenser stopper ved 22 kHz. De to højttalere dog ret forskellige, i og med at CL-3 har to bas/mellemtoner og en følsomhed på 88 dB, mens CL-4 har fire bas/mellemtoner og en ret høj følsomhed på 92 dB. Anthony Gallo angiver, at CL-3 har en kulfiber-enhed på 5.25 tommer, og det ser angiveligt ud som om, at CL-4 benytter præcis de samme enheder. 

De to aktive subwoofere i programmet hedder CL-S 10 og CL-S 12, og har sjovt nok henholdsvis 10- og 12-tommers basenheder. Førstnævne har en 600 watt forstærker og går ned til 19 Hz, mens den store 12-tommer model benytter en 1000 watt forstærker og rammer 16 Hz i bunden. Basenhedernes er opbygget som en sandwich med aluminium i midten omgivet af keramisk materiale. 

Danske priser kendes endnu ikke, men de skulle være i handlen nu. 

CL-1 - 795,- dollar
CL-2 - 1295,- dollar
CL-3 - 2395.- dollar
CL-4 - 3495 dollar
CL-C - 995,- dollar
CL-S 10 - 1195,- dollar
CL-S 12 - 1695 dollar

For yderligere information:
Cinevision
Tlf.: 212 21722
Kontakt: Simon Thule
[email protected]
www.cinevision.dk


Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: