Alpha Design Labs Stride
Af: Nerds.dk - 24/1-2012
Denne lille, bærbare hovedtelefons-forstærker indeholder både USB-dingang og indbygget 24-bit DAC
Alpha Design Labs (ADL), som vi tidligere har lavet en nyhed om, er et sub-brand til Furutech og sigter mod at levere innovative og konkurrencedygtige produkter til priser et godt stykke under den typiske high-end pris. Den sidste nye fra ADL er således Stride Portable Headphone Amplifier, som er en bærbar hovedtelefonsforstærker med USB-indgang og indbygget DAC.
ADL har givet Stride et elegant udseende og har sørget for, at man nemt kan tilslutte den sin computer eller bærbare musikafspiller og derefter styre volumen fra Stride-enheden. Ønsker man at afspille musikfiler i højere kvalitet, kan man bruge sin computers USB-udgang, da Stride har indbygget DAC, der understøtter signaler på op til 24-bit opløsning og 96 kHz sample rate. Samtidig oplader USB-porten batteriet i Stride, og man kan nyde sin musiksamling samtidig med, at batteriet lader op.
Forstærkermodulet i ADL Stride skulle være i stand til at drive hovedtelefoner med følsomheder mellem 12 og 600 ohm, hvilket stort set betyder ethvert par hovedtelefoner på markedet. Det interne kredsløb er, ligesom alle stik, guldbelagte for bedste ydelse. Aluminiums-kabinettet fås både i sort eller sølv/hvid med anodiserede sidepaneler.
Prisen kendes endnu ikke, men vi vil forsøge at indhente den.
For yderligere information:Audio Visual Performance
Havnevej 57
9670 Løgstør
Tlf: 96 66 20 00
Contact: Per Dahl Nielsen