Lycan Audio Ulric
Af: Nerds.dk - 25/1-2012
Denne high-end subwoofer kommer leveret med donkraft og sækkevogn, læs hvorfor her!
Måske mangler du bas eller måske har naboerne købt Cerwin Vega, og du kan ikke leve med tanken om, at de har mere bas end dig. I alle tilfælde kan denne subwoofer være svaret, hvis man vil lave lidt sjov med seismologisk institut. Subwooferen fra Lycan Audio hedder Ulric og er en spradebasse med 18-tommer enhed og en vægt på massive 322 kg, hvorfor der også medfølger både donkraft og sækkevogn, når man køber en Ulric.
Kabinettet fylder 61x97x88 cm, så det er ikke en, man blot lige smider under sofaen. Det har heller aldrig være meningen med denne subwoofer, som de nærmere anser for at være en højttaler til de laveste frekvenser, end en subwoofer der blot skal pumpe meget bas ud. På trods af at den er ganske godt i stand til det. Blandt andet benytter de håndflettede solid core kobber-kabler internt i subwooferen, ligesom den er meget kraftigt internt forstærket, for at holde til de store kræfter, det lukkede kabinet bliver udsat for, når trykket ikke kan ledes ud gennem en basport.

Et lukket kabinet behøver dog langt fra at betyde, at den ikke går særligt dybt. Langt fra. Basenheden vejer 41 kg i sig selv og dykker ned til 14 Hz ved -3 dB og 9 Hz ved -10 dB. Fra 17 Hz til 150 Hz holder den sig indenfor +/- 1 dB. Enhedens membran er lavet ud af anodiseret aluminium med en svingspole i rent rustfrit stål med en 11-tommer spider. Enheden kan bevæge sig hele 8.1 cm fra peak til peak og kan håndtere ekstreme 7400 Watt i korte perioder og 2500 Watt kontinuerligt.

Ifølge Lycan Audio skulle det give en maksimal SPL på 121.3 dB og en følsomhed på 90.1 dB ved 60 Hz. De anfører selv, at man, i stedet for den medfølgende modificerede ASP-1000 ICE Power-forstærker, sagtens kan bruge sin egen forstærker til at drive subwooferen, og rør skulle lyde glimrende. Bare med den hage, at forstærkeren nok ikke skal have under 250 Watt, så en lille single ended er nok udelukket. Kabinettet er ganske specielt fordi det ikke blot er nogle MDF-plader, der er klappet sammen, men i stedet for en massiv 386 kg blok af baltisk birk, som så bliver udhulet og får monteret en frontbaffel i kraftig aluminium.
Hvis nogen af vores læsere investerer de 14.999,- dollar, som Lycan Audio Ulric koster, vil vi blot ønske dem held og lykke med styrken på husets fundament og håbe på at de bor meget langt fra ustabile fyrværkeridepoter, skrøbelige økosystemer og anden beboelse.
For yderligere information:
Lycan Audio