Quad Elite QSP
Af: Nerds.dk - 2/2-2012
Denne effektforstærker er efterfølgeren til den kendte 909 og benytter deres innovative Current Dumping-teknologi
Elite QSP er navnet på Quads nyeste stereo-effektforstærker, og det står for Quad Stereo Power. Denne effektforstærker afløser den tidligere Quad 909 effektforstærker og gør brug af deres seneste Current Dumping-teknologi. I forhold til 909 er Elite QSP blevet opgraderet i form af bedre interne komponenter og nyt kredsløb.
Current Dumping-topologien er ganske central i denne forstærker og blev brugt første gang i 70'erne, men er siden da blevet raffineret og finpudset. Teknologien kan bedst beskrives som værende kombinationen af to stereo-forstærkere, der yder deres optimale i begge kanaler. En Klasse A-forstærker leverer signalet og holder det så tæt som muligt på det, der kom ind fra forforstærkeren. Den kraftige Current Dumping-teknologi leverer musklerne og holder højttalerne under kontrol. Disse er kombineret i et præcist netværk for at arbejde sammen som en enhed.
Alle delene er blevet specielt udvalgt til Elite QSP og er placeret i kredsløb med den kortest mulige signalvej for at opnå den bedste renhed i signalet. Quad har også gjort meget ud af at sikre den optimale kontrol over crosstalk og magnetfelter. Der benyttes nye PCB-layouts, speciallavede transformatorer og afskærmning for at beskytte elektronikken mod brum.
Elite QSP er relativt kompakt, men har alligevel masser af kræfter og yder solide 140 Watt per kanal i 8 ohm og hele 250 Watt i hver kanal i 4 ohm, således at enhver højttaler kan blive drevet med lethed. Dette skulle også gælde Quads klassiske ESL-elektrostater, som ellers ikke lader sig drive af enhver forstærker.
Quad føres desværre ikke i Danmark, men Elite QSP koster 1200,- pund i England.
For yderligere information
QUAD