Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Onkyos 2012 receiver-serie - Nu med danske priser

Indtil nu har Onkyo præsenteret fire nye receivere som noget nyt bruger deres WRAT-teknologi, som reducerer signal-støj

Så er det igen den tid på året, hvor alle surround-producenter introducerer deres 2012-modelrække af receivere. Onkyo er først ude af busken, og det er med fire modeller kaldet TX-NR616, TX-NR515, TX-NR414 og TX-SR313, hvor de sidste to er begrænsede til 5.1-kanaler. Alle disse fire receivere har USB-indgange, HDMI-indgange og er samtidig de første AV-receivere i verden til at inkorporere Silicon Images InstaPrevue- og Mobile High-Definition Link-teknologier (MHL). 


Onkyo bruger nu deres WRAT-teknologi (Wide Range Amplifier Technology) gennem hele modelrækken, hvilket betyder en topologi med lav negativ feedback, som skulle reducere signal-støjen og forvrængningen. Selv i indgangsmodellen, TX-SR313, benytter Onkyo nu diskrete komponenter i udgangstrinnet. Topmodellen, TX-NR616 er THX Select2 Plus-certificeret og benytter et tre-trins, inverteret Darlington-kredsløb. 


Modellerne har også internet-faciliteter via Ethernet-kabel eller trådløs forbindelse, hvis man anskaffer sig Onkyos UWF-1 trådløse USB-adaptor. På den måde kan man benytte internetradio til at streame fra Spotify, cloud-services eller afspille musik fra eget netværk. Med Onkyos gratis applikation kan alt dette kontrolleres fra Ipod touch/iPhone eller en Android-telefon. 


De to store modeller TX-NR616 og TX-NR515, begge 7.2 kanals forstærkere, tilbyder også integreret Qdeo-teknologi fra Marvell, som kan opskalere analog video til 1080p og helt op til 4K (4096 x 2160 pixels), hvis displayet understøtter det. Dolby Pro Logic IIz er også understøttet af de to store receivere, og understøtter som bekendt ekstra Front Height-kanaler. TX-NR616 har Audyssey DSX, som også tilføjer ekstra frontkanaler i højden eller bredden. Naturligvis er der også rumkorrektion i form af Audyssey 2EQ.


De to mindste modeller har henholdsvis 4 HDMI-indgange og 6 HDMI-indgange, mens de to topmodeller har 8 hver. Via Hybrid Standby kan HDMI-signalet føres gennem receiveren og hen til fjernsynet, selvom receiveren er slukket. Alle fire nye modeller understøtter 3D-video, Dolby TrueHD, DTS Master Audio og ARC.

TX-NR616 skulle være ude i butikkerne til april, mens TX-NR515, TX-NR414 og TX-SR313 alle skulle komme i marts. Indtil vi får fat i de danske priser, må vi nøjes med de amerikanske, som vil hedde 699,- dollar, 599,- dollar, 499,- dollar og 299,- dollar henholdsvis. 

Opdatering:

Matrix Media oplyser, at TX-NR414 og TX-SR313 allerede kan købes nu og står til henholdsvis 3750,- kroner og 2590,- kroner. TX-NR515 og TX-NR616 skulle lande i løbet af de næste tre måneder og vil koste henholdsvis 4190,- kroner og 5490,- kroner. 

For yderligere information:
MatrixMedia 
Gladsaxevej 376, 3 sal 
2860 Søborg
Tlf: 70 220 460
[email protected]
www.matrixmedia.dk


Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: