ONEDOF
Af: Nerds.dk - 23/4-2012
Et styks NASA-ingeniør med adgang til rumfarts-materialer. Gad vide hvilken pladespiller det bliver til?
I USA har en enkelt NASA-ingeniør højtflyvende planer med sin nye pladespiller, som han kalder One Degree of Freedom, eller populært kaldet ONEDOF. Aleks Bakman er navnet på denne mand, og han har valgt det specielle navn til sit firma og pladespiller, fordi det er den maksimale vandrette afvigning som en pladetallerken har.
Men det er ikke kun stjernestøv det hele, for ONEDOF har virkelig forsøgt at løse nogle af de problemer, som en normal pladespiller ikke tager hensyn til. Tag for eksempel pladetallerkenens ophæng, som Aleks Bakman påstår, skulle være det første i historien til at være selv-centrerende og det flydende ophæng skulle endda være helt fri fra vibrationer. Dermed skulle den kilde til forvrængning være effektivt elimineret.
Selve materialerne er også ganske unikke. Der er hverken tale om træ, aluminium eller hvad normale pladespillere benytter. I stedet hentes mange af materialerne fra Lockheed Martin Space Systems, som producerer materialer til rumskibe - og åbenbart nu også pladespillere. På trods af de avancerede materialer, løber den samlede vægt alligevel op i 50 kg, hvilket også skyldes en 27 kg tung pladetallerken.
Motoren er desuden vibrationsfri og det er muligt at montere op til fire tonearme på pladespilleren, som styres af en enkelt microprocessor, som netop er med til at holde motoren vibrationsfri og på præcis samme hastighed hele tiden. Som et lille ekstra touch er pladepsilleren belagt med ægte 24 karat guld.
Men hvad skal det koste for sådan en ONEDOF? Det er jo så problemet, da den vil stå i hele 150.000 dollar, hvilket gør den en smule svær at betale for den normale entusiast.
For yderligere information:
ONEDOF