Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Martin Logan Motion 20 og 40

Motion-højttalerne lander nu endelig i Danmark, og vi bringer her yderligere information om den spændende Folded Motion-diskant og danske priser

Der er gået nogle måneder fra Martin Logan præsenterede deres nye Motion-højttalere, og til de nu endelig er klar til salg i Danmark. Vi har tidligere skrevet en nyhed om Motion 20 og 40 (billedet), som vi bringer nedenfor sammen med de danske priser og lidt mere information om den spændende Folded Motion-diskant, som vi desværre ikke kunne bringe så mange informationer om i den tidligere nyhed. 

____________________________________________________________

Martin Logans Motion-serie bliver nu fornyet med Motion 20 og Motion 40, som erstatter de tidligere Motion 10- og 12-modeller. Begge de nye gulvhøjttalere er blevet forbedret på adskillige områder, hvor de eksempelvis har næsten dobbelt så stor intern volumen for at opnå en dybere bas. 

Folded Motion-diskanten er en af de interessante features ved højttalerne, der sammen med Vojtko-delefiltret og de kraftfulde basser skulle give rigelig dynamik og klarhed. Motion 20 og Motion 40 benytter henholdsvis en 5.5-tommer og 6.5-tommer aluminiums-bas og en tilhørende basrefleksport. Kabinettet er solidt med interne afstivninger, så resonanser og stående bølger bliver minimeret.

Placeringen af enhederne med bassen i bunden og mellemtone og diskant i toppen er ikke kun valgt for designets skyld. Denne arrangering af enheder skulle give en solid bas, glimrende udstråling og en fin og velopløst diskant. Motion 20 og 40 matcher desuden de andre i Motion-serien, så man får en harmonisk oplevelse, hvis man vælger et fuldt surround-setup med Motion-højttalere.
____________________________________________________________


Den nyudviklede Folded Motion-diskant fra Martin Logan skulle gøre op med mange af den dynamiske diskants problemer. Eksempelvis, at en regulært diskant bliver hæmmet af en tung svingspole og dermed ikke kan spille helt frit, men er nødvendig for denne type konstruktion. I stedet består Folded Motion-enhed af en ultra let foldet membran, der sidder i et meget kraftigt magnetfelt. Sender man strøm gennem disse membraner bevæger de sig som en harmonika så luften, og dermed lyden, bliver klemt ud mellem disse folder. 

Det specielle er så, at hastighed hvormed lluften forlader Folded Motion-diskanten er 5 gange højere end membranens egen hastighed. Samtidig har den et 8 gange større membranareal end en normal 1-tommer diskant, men alligevel samme diameter. Det betyder i realiteten, at den bevæger sig 90% mindre ved samme lydtryk, som så igen sænker den mekaniske forvrængning betragteligt. 

Prisen for henholdsvis Motion 20 og 40 er 13.000,- kroner og 18.000,- kroner. Højttalerne kan købes nu. 

For yderligere information:
Interceptor Audio
Tlf.: 4827 7979
[email protected]
www.interceptor.dk


Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: