Apertura Audio Enigma
Af: Nerds.dk - 23/4-2012
Denne franske højttaler-producent lancerer nu en seriøs højttaler, der vejer solide 76 kg stykket
Ikke mange har måske hørt om franske Apertura Audio, men det er rent faktisk en fransk højttaler-producent, som har eksisteret i hele 25 år og har stor erfaring med high-end lyd. Deres nyeste kreation hedder Enigma, som er en 2-vejs gulvhøjttaler med tre enheder. De to bas/mellemtoner er isotaktiske matrix-enheder, som sidder i et kabinet, hvis konstruktion er en sindrig blanding af besrefleks og transmissionslinje.
For at kunne gengive de højeste frekvenser med nok luft og detaljer har Apertura valgt at udstyre Enigma med en 5-tommer bånddiskant, som tager sig af alle frekvenser over 2 kHz. Delefiltret på Enigma er desuden baseret på en såkaldt DRIM-struktur, fra den akustiske ingeniør Christian Yvon. Kabinettet er kraftigt forstærket med adskillige lag af formede paneler og ti interne forstærkninger, hvilket er med til at bringe vægten op på seriøse 76 kg per højttaler.
Apertura sælger primært deres højttalere på hjemmemarkedet, men er man interesseret, skal den store tegnedreng også frem for at betale prisen på 26.000,- euro for et par.
For yderligere information:
Apertura Audio