Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Vinderen er fundet

Så er vinderen af Skadinavisk Mesterskab i Filmkigning fundet

- Skandinavisk Mesterskab i Filmkigning sluttede tirsdag efter 90 timers filmmaraton Tirsdag formiddag kl. 10.05 sluttede Skandinavisk Mesterskab i Filmkigning, da norske Team Oslo efter 43 film og 90 timer uden søvn kunne udråbes til skandinaviske mestre i filmkigning 2012. Siden fredag har 18 hold fra Danmark, Sverige og Norge dystet om, hvem der kunne se film i længst tid uden at sove.
Men igen i år måtte danskerne se sig slået af både svenskerne og nordmændene. Team Køge røg efter 87 timer og 25 minutter ud som det sidste danske hold. Hverken citronsaft, balloner eller sjipning kunne føre gutterne fra Køge - konkurrencens ældste hold - til sejr.

Norsk sejr i Skandinavisk Mesterskab i Filmkigning 2012
3 døgn, 22 timer og 29 minutter. Så længe klarede vinderne af Skandinavisk Mesterskab i Filmkigning 2012 at holde sig vågne, inden søvnen endeligt overmandede dem under den klassiske storfilm "Cleopatra" tirsdag eftermiddag.

Nikolai, Martin og Aleksander fra det norske Team Oslo blev egentlig allerede udråbt som vinderne 4 timer og 24 minutter forinden, da mesterskabets næstsidste hold, Team Trondheim, måtte bukke under for søvnen tirsdag formiddag. Men de friske drenge fra Oslo fortsatte alligevel ufortrødent i et forgæves håb om at
komme igennem alle 55 film, som Hi-Fi Klubben havde linet op i år.

Præmien, som 18 hold fra Danmark, Sverige og Norge har dystet om siden fredag eftermiddag, er en tur til Hollywood samt produkter fra Hi-Fi Klubben til en samlet værdi af 75.000 kr.

Konkurrencens forløb kan ses eller genses, når Discovery's dokumentarfilm om Skandinavisk Mesterskab i Filmkigning, med William Baldwin på rollelisten, vises på TV i starten af det nye år. Discovery har fulgt flere af holdene tæt under forløbet.

Team Køge blev Danmarksmestre - igen
Efter 3 døgn, 15 timer og 25 minutter måtte det sidste danske hold trække sig fra konkurrencen. Det blev til en flot 4.-plads for Thomas, Michael og Brian på Team Køge - mesterskabets ældste hold. Også sidste år var Danmarks sidste hold i konkurrencen fra Køge, men også dengang måtte vi se os slået af både svenskerne
og nordmændene. Måske har danskerne bare et bedre sovehjerte?

De tre herrer på Team Køge havde ellers kæmpet en brav kamp og holdt sig vågne ved hjælp af bl.a. citronsaft, balloner og sjipning. Men da Brian begyndte at føle sig lidt omtumlet, valgte de selv at trække sig ud af Hi-Fi Klubbens konkurrence tirsdag morgen. Holdet er dog godt tilfredse med deres indsats:

"Vores mål, inden konkurrencen startede, var, at vi skulle kunne holde os vågne i minimum 3 døgn, men vi klarede det jo over et halvt døgn længere end forventet. Vi havde nok også kunnet holde endnu længere, hvis ikke Brian var begyndt at føle sig lidt mærkeligt tilpas. Der var også mange som heppede på os og skrev til os på Facebook, at vi var det hold, som var bedst til rent faktisk at sidde og se film og holde koncentrationen. Så vi er da stolte af os selv," fortæller Michael Dalsgaard fra Team Køge.

Sådan gik det de andre danske hold
Team Aarhus blev det første danske hold, som røg ud af konkurrencen. Drengene fra Hvide Sande, som stillede op for Aarhus, var ellers friske, men da den ene af deltagerne fik problemer med maven, valgte holdet at trække sig efter knap 35 timer i konkurrencen.

Godt to timer senere røg det næste danske hold. En deltager på Team Odense følte sig utilpas, og holdet valgte at trække sig.

Efter 47 timer og 15 minutter fik Team Aalborg problemer med blæren, og holdet udgik af konkurrencen.

Team Kolding formåede at holde sig vågne i 71 timer og 28 minutter, før søvnen overmandede dem, og holdet blev dømt ude.

Mesterskabets eneste rene pigehold, Team København, klarede sig rigtig flot i konkurrencen, hvilket også blev belønnet med bl.a. blomster ude fra og mange opmuntrende kommentarer på Facebook, men efter 3 døgn og 12 timer faldt pigerne alligevel i søvn og gav dermed Team Køge titlen som Danmarksmestre.

Deltagerne klarede sig endnu bedre end sidste år Da Hi-Fi Klubben afholdte det første mesterskab i filmkigning i 2010 (dengang dog kun i Norge), klarede vinderne at holde sig vågne i 73 timer og 38 minutter.
Sidste år formåede vinderne - det svenske Team Växjö - at være vågne i 80 timer og 55 minutter. Og i år slås rekorden så igen med hele 94 timer og 29 minutter. Næsten 4 døgn.

Generelt klarede deltagerne sig fantastisk i år. Sidste år var det således kun 3 hold, som formåede at holde sig vågne i længere tid end 3 døgn, mens det i år var hele 9 hold, som klarede sig forbi de 72 timer.

 

 

Her er listen over holdenes præstationer og årsag til at de røg ud:

 

Resultater – Skandinavisk Mesterskab i Filmkigning 2012

Team Oslo (NO) 3 dage 22 timer 29 min.
Team Oslo kåres som vindere af Skandinavisk Mesterskab i Filmkigning 2012. Holdet vælger at fortsætte med at se film i håb om at komme igennem alle 55 film. Men efter næsten 4 døgn uden søvn, falder de til sidst i søvn under film nr. 43: Cleopatra fra 1963.

Team Trondheim (NO) 3 dage 18 timer 5 min. En deltager falder i søvn og efter 42 film ryger SFC’s næstsidste hold ud af konkurrencen.

Team Malmö (SE) 3 dage 16 timer 29 min. Sverige ryger ud af konkurrencen, da en deltager fra Malmö forlader rummet under en film uden at have et wildcard. 42 film klarede de.

Team Køge (DK) 3 dage 15 timer 25 min. Efter 41 film vælger Danmarks sidste hold at trække sig, da en af deltagerne er lidt rundt på gulvet.

Team København (DK) 3 dage 12 timer 1 min. Pigerne fra København sidder på stribe og sover. Dermed er også de ude efter 39 film.

Team Stockholm (SE) 3 dage 12 timer 0 min. En deltager overmandes af søvnen og holdet er ude. Det blev til 39 film.

Team Stavanger (NO) 3 dage 10 timer 55 min. To holddeltagere falder i søvn. Holdet udgår efter 39 film.

Team Lillehammer (NO) 3 dage 5 timer 0 min. Alle på holdet er udmattede, og de beslutter efter 35 film, at give op og få noget søvn. De sover resten af natten i butikken.

Team Växjö (SE) 3 dage 0 timer 52 min. En holddeltager sover i 9 sekunder, og holdet dømmes ude efter 34 film.

Team Kolding (DK) 2 dage 23 timer 28 min. Efter 33 film falder en holddeltager i søvn. Holdet er ude af konkurrencen.

Team Ålesund (NO) 2 dage 20 timer 0 min. En deltager bliver forvirret og kan ikke huske, hvor han er. Holdet vælger derfor at stoppe. De fik set 32 film.

Team Karlstad (SE) 2 dage 17 timer 12 min. Holdet kan ikke mere og trækker sig efter at have set 31 film.

Team Linköping (SE) 2 dage 7 timer 43 min. Da en deltager har udvidede pupiller, vælger holdet at stoppe efter 27 film.

Team Göteborg (SE) 2 dage 2 timer 43 min. Holdet ryger ud af konkurrencen, da en deltager falder i søvn. 24 film.

Team Aalborg (DK) 1 dag 23 timer 15 min. Holdet må give op, da en deltager har blæreproblemer. 21 film blev det til.

Team Odense (DK) 1 dag 13 timer 14 min.  En deltager føler sig utilpas, og efter 17 film beslutter holdet sig for at trække sig fra konkurrencen.

Team Århus (DK) 1 dag 10 timer 55 min. Holdet når at se 16 film, før en rift i mavesækken gør, at holdet må trække sig.

Team Bergen (NO) 14 timer 31 min. Efter kun 7 film rammes den ene deltager af madforgiftning, og holdet må
forlade konkurrencen.


 



Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: