Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

T+A High Voltage

Ny topserie fra T+A

Tysklands største hifi-producent, T+A, præsenterer nu en ny top-serie, der har fået navnet High Voltage! Navnet bunder i en unik konstruktion hvor komponenterne drives med en højere forsynings-spænding end normalt i hifi-forstærkere.

HV serien er designet af T+A's omfattende team af ingeniører, og består af in-house udvikling og produktion i alle led - ingen billig øst-produktion her. Serien er baseret på erfaringer skabt gennem T+A's mangeårige udvikling af såvel transistor-baseret hifi-udstyr som den rør-baserede V-serie.

T+A har under denne udvikling foretaget en omfattende research af såvel elektriske kredsløb som psyko-akustiske fænomener, og forsøgt at kortlægge hvilke egenskaber i rør-baseret hifi der giver den karakteristiske "ørevenlige", musikalske lyd. Og ikke mindst lagt et stort udviklingsarbejde i at finde frem til hvordan disse egenskaber kan overføres til transistor-baseret hifi, uden at sætte transistorernes egne fordele overstyr. Det er forsøgt mange gange før, men næppe med den samme ingeniør-park bag som T+A besidder.



Nøglen til kombinationen af musikalitet og kontrol har T+A fundet i et design hvor alle forstærker-kredsløb (inkl. buffer-kredsløb i afspiller og for-forstærker del) arbejder med en væsentligt højere spænding end der normalt bruges i audio-kredsløb. Dette resulterer i en ekstremt lineær spændingskurve med lav forvrængning, og medfører nogle fantastiske dynamiske kvaliteter. Alle analog-kredsløb er diskrete kredsløb (ingen OP-Amp chips), og på grund af disse kredsløbs grundlæggende høje kvalitet og deraf følgende store præcision, benyttes så godt som ingen negativ feedback i systemet. Da spændingsforstærkningen foretages udelukkende ved hælp af
single-ended Class-A Mosfet transistorer, har T+A opnået en tonal karakteristik der minder om de bedste rør, kombineret med en meget høj strømstyrke fra udgangstrinnene.

Kabinetterne er ekstremt sofistikerede, og udført i massiv, rå hånd-fræst aluminium. Der benyttes ingen magnetiske materialer af nogen art i kabinetterne, og er (naturligvis fristes man til at sige) dual-mono konstruktioner. T+A nøjes dog ikke med dét, kabinetterne er opbygget som et stort H, der giver en eksemplarisk
adskillelse af de enkelte kredsløb. I PA 3000 HV forstærkeren sidder for-forstærker kredsløbene på oversiden af den tykke aluminiums-ramme, mens udgangstrin og strømforsyning sidder på undersiden. Den enorme 1000W trafo sidder yderligere afskærmet i sin egen kraftige aluminiums-ring, og leverer strømmen til udgangstrinnene der er opgivet til 300W per kanal i 8 ohm.

MP 3000 HV musik-afspilleren er gået et skridt videre, med en hidtil uset kompromisløshed: Analog-kredsløb på oversiden, og digital-kredsløb sammen med streaming-klient og CD-skuffe på undersiden. Strømforsyningen til hvert "lag" sidder på ydersiden af hver flanke af H-profilen, med helt separat net-tilslutning - ja, den er god nok - separat strømkabel til hhv. digitale og analoge kredsløb. MP 3000 HV er måske den mest kompromisløse CD-afspiller på markedet - men den er meget mere end dét, med komplet netværks-klient med LAN og Wifi, syv digitale indgange inkl. XLR, BNC og USB, og såmænd en FM tuner.

For at få optimal lydkvalitet fra de mange forskellige typer af signalkilder MP 3000 HV understøtter, har T+A lagt et massivt udviklingsarbejde i jitter-minimering. De digitale signaler sendes først ind i et traditionelt PLL kredsløb, der groft sagt er en buffer som "renser" signalet, men stadig er afhængigt af kildens clock-præcision.
Dernæst aflæser en micro-processor signalet og evaluerer mængden og typen af jitter der fortsat eksisterer i signalet. Hvis signalet opfylder nogle bestemte kriterier, kan det overføres til én af apparatets to meget præcise master-clocks (én til 44.1/88.2/176.4 kHz, én til 48/96/192 kHz signaler). Hvis signalet indeholder for
mange fejl til at denne proces fungerer, sendes det i stedet ind i en ekstra PLL, som yderligere mindsker jitter i det omfang det er muligt. Herfra sendes det digitale signal til D/A kredsløbene - fire 32-bit DAC chips per kanal - og videre til analog-kredsløbene med T+A's High Voltage teknologi.

MP 3000 HV leveres med en lækker to-vejs fjernbetjening, som viser informationer såsom cover-art i fjernbetjeningens display. Ipad/iPhone betjening er også en mulighed, og i begge tilfælde kan afspilleren overtage styringen af PA 3000 HV forstærkeren, så de to apparater i realiteten betjenes som ét produkt.

 


PA 3000 HV og MP 3000 HV kan opleves i Tape Connection MkII nu.

For mere information se www.taelektroakustik.de.

 

 

For yderligere information, kontakt
Tape Connection mkII
Europaplads 6, 8000 Aarhus C.
Tlf.: 8676 0806
Web: www.tapeconnection.dk
Mail: [email protected]



Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: