Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Unik Bang & Olufsen forhandler

Selvstændig forhandler åbner unik Bang & Olufsen butik i centrum af Herning

Selvstændig forhandler åbner unik Bang & Olufsen butik i centrum af Herning

Bang & Olufsen forhandleren i Herning, Kenneth Koed Lauritzen, åbner som den første selvstændige forhandler i verden en nybygget butik med Bang & Olufsens nye butikskoncept på Torvet i Herning. Den 450 m2 store butik byder på magiske og exceptionelle oplevelser inden for lyd, billede og design.

Bang & Olufsen forhandler Kenneth Koed Lauritzen har længe set frem til dagen i dag, hvor han kan byde velkommen i sin nye butik på 450 m2 i to etager på Torvet i Herning og vise kunder og samarbejdspartnere resultatet af mange måneders arbejde. 

Butikkens tekniske installationer og bygningens facadelys tændes af Bang & Olufsens CEO, Tue Mantoni, og Kenneth Koed Lauritzen, som dermed formelt annoncerer åbningen af butikken.

- Det er en ære at få lov til at være med til at åbne dette fantastiske nybyggeri på torvet i Herning. Kenneth og hans team er blandt de dygtigste og mest servicemindede forhandlere i verden. De tager sig altid godt af deres kunder og er kendt for deres evne til at lave Bang & Olufsen løsninger, som passer til kundens specifikke behov. Med den nye butik her i Herning bliver der rig mulighed for at præsentere vores fantastiske produkter på den bedst mulige måde, siger CEO Tue Mantoni. 

Den nye butik i Herning er den første butik i verden, som en selvstændig forhandler har bygget op omkring Bang & Olufsens nye butikskoncept. Samtidig er der tale om en flytning af den tidligere butik, som lå blot et par hundrede meter væk. ”Nexus”, som bygningen hedder, betyder knudepunkt eller sammenhæng, og den er udvendigt bygget i glas og messinglegering. Indvendigt gennemsyres indretningen af de indretningstanker og ideer, som Bang & Olufsen har lagt til grund for deres nye butikskoncept.

- Jeg har været Bang & Olufsen forhandler i 15 år og har en stærk tro på Bang & Olufsens fremtid. Derfor har jeg valgt at foretage denne betydelige satsning. Successen af de seneste produktlanceringer har blot forstærket min optimisme. Vi har glædet os i mange måneder til at byde eksisterende og nye kunder i Herning og omegn velkommen i vores nye butik. Jeg lover besøgende og kunder en unik oplevelse med en masse elektroniske finesser, godt håndværk og lækre detaljer i både produkter og indretning, siger Kenneth Koed Lauritzen.

Det er den lokale Herning-arkitekt Lars Sternberg fra arkitektfirmaet Arkitec a/s, som sammen med Bang & Olufsens Creative Director, Johannes Torpe, har løftet projektet.

- Husets design og materialevalg tager sit udgangspunkt i Bang & Olufsens produktdesign og nye butikskoncept, samtidigt inspireret af eksempelvis Arne Jacobsens ”Bella Vista” med de flot afrundede hjørner der byder kunderne et ”behageligt velkommen”. Den unikke messingfacade med dets åndehuller suppleret med de store glasfelter skaber en transparent og lethed i bygningen som et behageligt åsyn for øjet, der ser, siger Lars Sternberg.


 

Bang & Olufsen blev grundlagt i 1925 i Struer af Peter Bang og Svend Olufsen – to unge, innovative ingeniører, der havde helliget sig lydgengivelse i høj kvalitet. Siden da er brandet blevet et ikon for kvalitet og design i kraft af en lang tradition for godt håndværk kombineret med højteknologisk forskning og udvikling.

Bang & Olufsen er førende inden for teknologi til hjemmet, men har i de senere år desuden brugt sin omfattende erfaring med integrerede AV-løsninger på andre områder, såsom i hotelbranchen og bilindustrien. Det aktuelle produktsortiment er derfor indbegrebet af optimale medieoplevelser – til hjemmet, til bilen og på farten.
Du kan læse mere om Bang & Olufsen på www.bang-olufsen.com.


For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Bang & Olufsen
www.bang-olufsen.com



Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: