kompromisløs high-end i diskret indpakning
Sigma-serien repræsenterer en radikal nytænkning fra canadiske Classé, både hvad angår visuelt udtryk og prisklasse. Teknologien bygger et meget langt stykke hen ad vejen på den overdådige Delta-serie, men ved at vælge et mere traditionelt design, er prisen kommet ned på et niveau, hvor mere almindelige entusiaster også kan være med.
Sigma-serien består af forforstærkeren/processoren Sigma SSP samt de to effekttrin AMP2 (to kanaler) og AMP5 (fem kanaler). På denne måde kan du nemt sammensætte den kombination af for- og effektforstærker, der passer præcist til dit behov. Hvor Delta-designet handler om kurver og opmærksomhed, fokuserer Sigma-produkterne på underspillet luksus. Men når du kommer tæt på, vil du ikke være i tvivl om, at Sigma-serien er hi-fi-produkter i absolut topklasse.
Klasse D til den yderste grænse
Klasse D – også kaldet switching-forstærkere – har traditionelt haft svært ved at præstere en lydkvalitet, som kunne leve op til deres øvrige fordele (meget stor effektivitet, minimal varmeudvikling og mulighed for ultrakompakt opbygning). Af samme grund har princippet især vundet udbredelse i subwoofere, hvor gengivelsen af de fineste mikrodetaljer ikke har samme betydning som i full-range-produkter.
Classés fremragende resultater bygger især på en ultrahurtig digital styring (DSP), som i lighed med resten af forstærkeren er udviklet helt fra bunden. Dette i modsætning til andre producenter, der som regel bygger på tredjeparts standardmoduler, hvor styringen er overladt til det analoge indgangssignal.
Via DSP reducerer Classé den såkaldte "dead-band time" til mindre end 3 nanosekunder (0,000000003s), og det er netop i dette tidsinterval, hvor forstærkeren skifter mellem positiv og negativ fase, at Klasse D-forvrængningen opstår. I princippet det samme fænomen som i analoge Klasse A/B-forstærkere.
Ved at minimere dead-band-forvrængningen undgår Classé at skulle tilføre massive mængder af negativ feedback til signalet. Et redskab som godt nok reducerer den harmoniske forvrængning (THD), men til gengæld kraftigt øger den såkaldte transient modulations forvrængning (TIM). En specifikation, som vanskeligt lader sig udmåle i tal, men i høj grad høres som fladt lydbillede, dårlig opløsning og en ubehagelig, "glinsende" diskant. Altsammen fænomener, som kendes alt for godt fra dårligt konstruerede Klasse D-forstærkere, og som har givet princippet et blakket ry blandt audiofile musikelskere.
Sammen med de avancerede digitale filtre og den ultrakraftige, støjsvage strømforsyning præsterer Classés Klasse D-forstærkere en lydkvalitet, som du aldrig tidligere har kunnet komme i nærheden af i denne kategori. Kvaliteten er indiskutabel, og på dette niveau er det kun et spørgsmål om din personlige smag, om du foretrækker en Klasse D eller en traditionel analog high-end forstærker. Præcis som digitale lydmedier versus vinyl – valget er helt dit eget!
Sigma SSP – optimal lydkvalitet fra alle kilder
Sigma SSP kan give dig suveræn lydkvalitet fra næsten alle tænkelige lydkilder, analoge som digitale og stereo såvel som multikanal. Du får indbygget netværksfunktion, og den indbyggede D/A-konverter klarer digital lyd op til 24-bit/192kHz, så du kan nyde al dine digitale musik i højeste kvalitet. Og det gælder, uanset om den kommer fra din computer, en trådløs musikstreamer, netværksharddisk, CD eller andet. Med indbygget AirPlay og USB-tilslutning til iOS på fronten er bekvemmeligheden også på plads, når du vil slappe af sammen med din iPhone eller iPad.
Du får fuld understøttelse af alle højopløste filmlydsformater, og du kan nyde multikanals musik i forrygende kvalitet fra Blu-ray, f.eks. koncertoptagelser. Der findes også et antal Blu-ray-titler på markedet, som indeholder musikoptagelser i ægte HD-kvalitet, som kan overføres til forstærkeren via HDMI. Har du én gang oplevet ægte højopløst digital lydkvalitet, vil du ikke være et sekund i tvivl om potentialet – et kvantespring i forhold til CD!
Hvis du på den anden side har en højkvalitets analog lydkilde, kan du frit vælge mellem digital signalbehandling eller Analog Bypass, hvor signalet kører igennem forstærkeren helt urørt af digitale kredsløb. Dette kan f.eks. blive aktuelt, hvis du er den lykkelige ejer af en god pladespiller.
Sigma SSP – high-end-stereo med filmlyd i baghånden
Sigma SSP rummer en fuld 7.1-kanals surround-processor, men det er i L/R-hovedkanalerne at du finder det virkelige guld. Stereodelen er nemlig kraftigt baseret på den fabelagtige CP-800 Mk2 processor fra Delta-serien, og komponentkvaliteten er helt på samme niveau, inklusive en fornem indbygget D/A-konverter med indgange for computer, iOS, AirPlay og UPnP.
Du får alle de AV-funktioner, som HDMI 1.4-standarden giver mulighed for, herunder HD-filmlyd, Audio Return Channel, 3D pass-through m.m. Så sammen med en passende effektforstærker-løsning – f.eks. en kombination af Classés egne AMP2 og AMP5 – kan du opnå uovertruffen stereo og fremragende filmlyd fra det samme anlæg.
Equalizeren har fået en digital renæssance
Digital signalbehandling har gjort det muligt at forsyne Sigma SSP med nogle af de bekvemmeligheder, som pr. tradition har været bandlyst i high-end-universet. I den analoge verden er tonekontroller og equalizere altid ensbetydende med faseforvrængning og forringelse af lydkvaliteten. Det slipper du for, når behandlingen sker i det digitale domæne.
Ud over sædvanlige tonekontroller får du også tilt-funktion og fuldt Bass Management, så du har alle muligheder for at ramme den lydkarakteristik, der passer til dit højttaler-setup. Sigma SSP er også forsynet med en meget avanceret digital parametrisk equalizer, beregnet til at korrigere for akustiske problemer i dit lytterum, og f.eks. dæmpe effekten af rumresonanser. Du kan definere op til fem filtre for hver af de totalt ti kanaler.
Classé Sigma AMP2 – 2 x 200 watt high-end effektforstærker med enestående lydkvalitet og ultrahøj effektivitet
Sigma AMP2 er en unik 2 x 200 watt high-end effektforstærker, som forener en fabelagtig luftig og detaljeret musikgengivelse med massiv råstyrke, minimalt energiforbrug, minimal varmeudvikling og relativt kompakt design. Strømforsyningen yder mere end 1000 helt rene og stabile watt, og de 2 x 200 watt fordobles i 4 ohm, hvilket siger en del om de kraftreserver, der ligger gemt hér.
At dette kan lade sig gøre, skyldes Classés unikke brug af Klasse D switching-teknologien, som muliggør en forstærkerkonstruktion, hvor helt op til 90% af energien sendes ud i højttalerne som sød musik i stedet for at ende som varme i køleribberne.
Sigma AMP2 og den tilsvarende 5-kanals AMP5 effektforstærker er skabt til at matche Classés egen Sigma SSP forforstærker/processor, men du kan selvfølgelig også få udbytte af den suveræne kvalitet sammen med high-end-forforstærkere fra andre producenter.
En musikalsk oplevelse helt uden mislyde
Klasse D-teknologien er ikke ny, men Classé er blandt de allerførste, som har opnået et kvalitetsniveau, som også vil tilfredsstille ultrakræsne high-end entusiaster. AMP2 præsterer en neutral, transparent og dynamisk gengivelse helt uden klinisk eller "digitalt" præg. Med andre ord får du det alt det bedste fra switching-princippet, men uden de ulemper, som ofte følger med. Hvis du indtil nu har sværget til traditionelle analoge forstærkere som det eneste rigtige, skylder du dig selv at opleve AMP2!
Betjening og praktiske detaljer i særklasse
Sigma-komponenterne vil være en pryd for ethvert hi-fi-møbel, men hvis du af den ene eller anden grund foretrækker rack-montering, er der også tænkt på dét. I så fald skruer du bare sidepanelerne af, vender dem en halv omgang og skruer dem på igen. Så har du i et snuptag fået rack-beslag på fronten!
Bortset fra designet er Sigma AMP2 fuldstændig identisk med den ultra-eksklusive CA-D200 fra Classés Delta-serie. Kom ind og oplev Sigma-serien i en af vores udvalgte high-end-butikker. Så vil du finde ud af, hvor godt det kan gøres i dag, uden at prisen ryger helt igennem loftet.
Sigma AMP2 leveres i sort finish.
Pris: 24.900,-
Classé Sigma SSP – high-end stereo- og multikanals processor/forforstærker til den kompromisløse entusiast
Sigma SSP er en unik high-end surroundprocessor/forforstærker, som kan give dig stereolyd på state-of-the-art-niveau og samtidig håndtere en komplet 7.1-kanals hjemmebiograf i strålende kvalitet. Derved har du mulighed for at få dækket hele dit behov for højkvalitets filmlyd og musik fra ét og samme anlæg.
Med Classés egne Sigma AMP2 og AMP5 effektforstærkere kan du kombinere til dit personlige behov uden at gå på kompromis. Du får indbygget netværksfunktion med AirPlay, og du kan tilmed app-fjernbetjene fra din smartphone eller tablet!
Betjening og praktiske detaljer i særklasse
Sigma-komponenterne vil være en pryd for ethvert hi-fi-møbel, men hvis du af den ene eller anden grund foretrækker rack-montering, er der også tænkt på dét. I så fald skruer du bare sidepanelerne af, vender dem en halv omgang og skruer dem på igen. Så har du i et snuptag fået rack-beslag på fronten!
Vi kunne fortsætte længe endnu med at fortælle om de mange avancerede finesser, det utrolig lækre touchscreen-betjeningspanel med preview af videokilder og det utrolig lækre og samtidig diskrete design. Men kom hellere ind og oplev Sigma SSP i en af vores udvalgte high-end-butikker. Så vil du finde ud af, hvor godt det kan gøres i dag, uden at prisen ryger helt igennem loftet.
Classé Sigma SSP fås i sort finish.
Pris: 34.900.-
For yderligere information, kontakt
Hifiklubben
www.hifiklubben.dk