En vision fra fortiden fører til skabelsen af fremtidens
Som en af verdens mest anerkendte producenter af lyd- og billedprodukter har Bang & Olufsen med stor tydelighed vist, hvilken styrke og vedholdenhed der kendetegner virksomheden og har gjort det lige siden grundlæggelsen. I dag fejrer Bang & Olufsen sit 90-års jubilæum med præsentationen af et af virksomhedens mest ambitiøse projekter nogensinde.
Tilbage i 1925 havde de to danske elektroingeniører Peter Bang og Svend Olufsen en fælles drøm om at skabe magiske oplevelser ved at kombinere ydre skønhed med sublime tekniske præstationer. Lige siden grundlæggelsen har Bang & Olufsens succes været baseret på innovative hjerner, som lever for at skabe – og virksomheden er blevet et internationalt designikon og et symbol på det ypperste inden for lyd og billede.
Henover årene har en lang række banebrydende produkter set dagens lys i Struer, hvor Bang & Olufsens hovedsæde stadig ligger. Fra den innovative Beolit 39 radio i virksomhedens tidlige år, det stilfulde, ultramoderne Beomaster 8000 system fra starten af 1980'erne og frem til de avancerede BeoLab 5 højttalere fra begyndelsen af det nye årtusinde har Bang & Olufsen altid formået at udfordre de eksisterende teknologiske standarder og skabe kompromisløse produkter med enestående lydkvalitet, design og funktioner.
90 år i særklasse – og stadig på vej frem
Det seneste produkt i rækken af avancerede og progressive produkter er den nye BeoLab 90 højttaler, som i dag præsenteres i udvalgte Bang & Olufsen butikker rundt omkring i verden. BeoLab 90 er en avanceret højttaler, som bygger på årtiers innovation, håndværk og passion og er designet med henblik på at definere fremtidens lyd.
"Igennem hele sin historie har Bang & Olufsen været drevet af en ukuelig ambition om kun at skabe det bedste – og det vil vi fortsætte med at gøre i fremtiden. I en verden, hvor teknologi og konnektivitet udvikles hurtigere end nogensinde før, arbejder vi på at udvikle tidløse produkter, som gør livet enklere ved hjælp af intuitive teknologiske løsninger og funktioner," forklarer Tue Mantoni, CEO for Bang & Olufsen.
BeoLab 90
BeoLab 90 er en avanceret højttaler, som er lavet med det ene formål at levere lydoplevelser i absolut særklasse uanset omstændighederne. Med 8.200 watt, 18 dedikerede højttalerenheder med hver sin forstærker og en vægt på hele 137 kg udgør BeoLab 90 en markant milepæl i Bang & Olufsens historie. BeoLab 90 kan fra i dag opleves i udvalgte butikker verden over.
Bang & Olufsen
Virksomheden blev grundlagt i 1925 af de to ingeniører Peter Bang og Svend Olufsen. I dag består Bang & Olufsen af produktserierne Bang & Olufsen og B&O PLAY, som kan købes i omkring 70 lande i hele verden. Læs mere på www.bang-olufsen.com. .