Et lille tech-firma med 40 ansatte og en tidligere Facebookleder overtager det hæderkronede engelske højttalermærke og dets 1100 medarbejdere.
Joe Atikins, der både er administrerende direktør og hovedaktionær i Bowers & Wilkins, har solgt sine aktier til Eva Automation, et startup firma fra Silicon Valley. Med startup skal forståes at firmaet siden opstarten i 2014 endnu ikke har solgt et eneste produkt eller ydelse af nogen art.
Firmaets grundlægger er Gideon Yu, der kommer fra Facebook, professionel investor, og pt. medejer af amerikansk fodboldholdet San Fransisco 49ers (der ikke klarer sig synderligt godt rent sportsligt).
Firmaets ansatte kommer delvist fra Apple, og er specialiseret i hjemmestyringssystemer. På trods af sit ikke-eksisterende salg, er firmaet pt. værdisat til omkring 600 millioner dollars.
Atkins har meldt ud at det nye firma skal hjælpe B&W med kompetencer det ikke har, eks. software, og han beholder pladsen som administrerende direktør, mens at Yu bliver ny bestyrelsesformand. Yu er kendt som audiophil, og ansvarlig for at skaffe kapital i store mængder i de firmaer han er i, heriblandt Youtube og Facebook.
Det nye firma vil beholde B&W navnet, og vil have nye fælles produkter på markedet i midten af 2017.
Om end opkøbet – mildest talt – er usædvanligt, så bliver det spændende at se hvilken retning B&W kommer til at bevæge sig i.
Der er intet officielt meldt ud endnu fra den danske distributør, vi håber på en officiel udmelding med flere detaljer snarest.