Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Earwig Audio

Et simpelt behov for musik blev til solceller og store drømme


De to iværksættere Jonas Gissel og Joakim Stentoft jagter i en alder af bare 21 år international succes med deres solcellehøjttaler, som netop er lanceret på crowdfunding-platformen ‘Kickstarter’.

Joakim og Jonas var ikke mere end 15 og 16 år gamle, da frustrationer over lyd og ledninger i deres højttalere, blev til udviklingen af deres eget produkt. Festivalerne i sommeren 2010 gjorde, at behovet spredte sig hos venner og bekendte, og derfor begyndte drengene at sælge de håndbyggede højttalere til omgangskredsen og venners venner. Efterspørgslen spredte sig langt udenfor deres eget netværk, og i 2014 stiftede Joakim og Jonas virksomheden Earwig Audio ApS.



Satsede sparepengene
I 2015 tømte drengene deres opsparinger og investerede dem i serieproduktionen af den første rigtige trådløse solcellehøjttaler. Produktionen foregik i farmors fugtige kælderrum, og Joakim og Jonas arbejdede mere eller mindre i døgndrift. Den sommer lykkedes det drengene at producere og sælge hundredevis af deres højtalere.

Succesen fodrede drengenes ambitioner, men den mentale og fysiske udmattelse var uundgåelig:
”At producere højttalere i en fugtig kælder igennem en hel sommer var ikke sådan, vi ville drive Earwig fremadrettet. Nogle gange må man erkende, at man ikke er en verdensmand, der kan klare det hele selv. Derfor kontaktede vi forskellige folk i produktionsbranchen og fik specialister med i teamet, som kunne hjælpe os med at videreudvikle og forbedre Earwig-højttaleren.”



Ikke som de andre
Med et marked fuld af transportable højttalerløsninger var drengene klar over, at de var nødt til at skabe et produkt, som skilte sig ud fra mængden. De ville skabe en højttaler, som var uafhængig af stikkontakten, og opdagede hurtigt, at solcelleteknologi var vejen frem: ”Det unikke ved vores produkt er, at man udover at kunne spille musik via energien fra solcellen, hertil også kan oplade højttalerens indbyggede batteri, selv
mens musikken spiller. Skyfrit eller lettere overskyet – solcellen genererer altid energi til højttaleren.
Og fordi vi i Danmark desværre ikke kan prale af skyfri himmel året rundt, har vi indbygget en batteriteknologi, der giver en spilletid på mere end 75 timer,” forklarer Jonas. Udover solcelleopladningen er højttaleren lavet i et materiale bestående af 75% polyproplen og 25% træfibre, hvilket — højst sandsynligt — gør Earwig til verdens mest bæredygtige højttalersystem. Hertil er den er vand- og øl-afvisende, og kan oplade smartphones via integreret USB-indgang.

Nye udfordringer
Med videreudviklingen af højtaleren tog Joakim og Jonas et skridt videre mod at etablere sig på markedet for elektronik og lyd. Drømmen er at starte en rigtig produktion op, som kan føres udenfor Danmarks grænser. Det kræver penge, partnere, viden og sparring med en masse branchefolk, og drengene håber at kunne finansiere produktionen via en crowdfundingkampagne på platformen ‘Kickstarter’, hvor folk kan støtte eller købe idémagernes opfindelse på et tidligt stadie, så idéen kan blive realitet.

For yderligere information, kontakt
Se kampagnen og find Earwigs højtalere:
www.Kickstarter.com/profile/Earwig
www.Earwig-Audio.com
www.Facebook.com/EarwigSound

 



Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: