Nye højttalere fra Cervin Vega
Af: Pressemeddelelse - 29/5-2006
Cervin Vega kommer med en CLS og en VE serie, og sørme om ikke det gode gamle røde kantophæng er tilbage i fuld flor!
There goes the neighbourhood...
Når folk hører tale om Cerwin-Vega, ser de for deres indre blik store højttalere med bastante kabinetter og massive basenheder. Og ved siden af står en ulykkelig nabo med ørepropper...

En CerwinVega højttaler har et udseende, der ikke overlader meget til fantasien. Det store kabinet og den kolossale basenhed fortæller øjeblikkelig, at det handler om tung bas og heftige lydtryk. Og når basenhedens ophæng desuden er knaldrødt, og der sidder et logo med bogstaverne ”CV” på forsiden, er der ikke længere nogen tvivl. Spænd sikkerhedsselen - Cerwin-Vega lancerer to nye højttalerserier!

De nye VE- og CLS-serier har begge de kvaliteter, som har gjort den halvgale amerikanske producent verdensberømt: de spiller kolossalt højt og serverer en stenhård og massiv bas. Men der findes også små forskelle. CLS-højttalerne har en noget mere afbalanceret frekvensgang, som ikke fokuserer helt så meget på bas og diskant. De spiller mindst lige så højt som deres søskende i VE-serien, men de har et mere omgængeligt temperament - selv ved øredøvende lydstyrker.

VE-serien
VE-serien afløser V-serien, som var en stor succes. Kun få højttalere kunne tilbyde så meget og så god lyd som V-serien, og når de nu endelig har mødt deres overmænd, så er det selvfølgelig Cerwin-Vega selv, som står bag. Serien består af tre gulvmodeller, VE-15F, VE-12F og VE-8F - hvor tallet i navnet fortæller basenhedens størrelse - samt to mindre modeller til hjemmebiografen: centerhøjttaleren VE-5C og stativ/baghøjttaleren VE-5M. Der findes desuden en subwoofer med dobbelte 8-tommer enheder, VE-28SX, som for alvor kan sparke liv i hjemmebiografen.

CLS-serien
CLS-serien fortsætter underholdningen, hvor den gamle CLSC-serie slutter. Topmodellen hedder CLS-215 og har dobbelte 15”-basenheder i et stort kabinet. To basenheder i hver højttaler betyder, at man bliver ramt af lyden fra sammenlagt fire 15-tommer basser - samtidig! CLS-15 er en mindre version med ”kun” en enkelt 15”-enhed, og CLS-12 og CLS-10 er noget mindre og har henholdsvis 12- og 10”-enheder. I serien findes også centerhøjttaleren CLS-6C og stativ/baghøjttaleren CLS-6. Sidst - men definitivt ikke mindst - har serien to subwoofere, som virkelig ryster pudset ned fra væggene: CLS-12SX og CLS-15SX med potente forstærkere og henholdsvis 12- og 15-tommer basenheder.

Ikke High End – men High!
Cerwin-Vega handler om ren og skær underholdning. På højt volumen. Et anlæg med CLS- eller VE-højttalere kan både give massive oplevelser og fremkalde misundelige blikke fra vennerne. Og musikkens styrke er så kraftig, at den udsætter hele kroppen - og alle indre organer - for hård massage. Men de kolossale kræfter bør bruges med forsigtighed. Højttalernes ekstreme egenskaber i kombination med alt for vilde fester eller filmaftener kan forårsage høreskader - og skræmme børn og voksne i hele nabolaget fra vid og sans!

Der er nok ingen, som vil gå så langt som til at påstå, at Cerwin-Vegas højttalere tilhører ”high-end klassen” - de er simpelthen alt for underholdende! Højttalerne har også musikalske kvaliteter, som passer til andet end stenhård rock og techno, men når man tænker på det volumen og den kraft, de sparker af sig, kan man trygt sige, at de tilhører ”high-klassen”...
http://www.hifiklubben.com/DK/Produkter/Hoejttaler/Kompakthoejttaler/CERWIN-VEGA_VE-5M_hoejttaler_Sort.htm