Rega lancerer ny MC pickup
Den engelske Hi Fi specialist, Rega, lancerer en ny MC-pickup, Ania Pro.
Med en bedre slibning end den kendte Ania, er den specielt møntet på pladespillere i den bedre ende som for eksempel Regas egne Planar 3, 6 og 8.
Gennem de seneste knap 10 år har Rega Research etableret sig som en seriøs producent af vellydende moving coil-pickupper. Med lanceringen af Ania Pro til 6.995,- kr. fylder den britiske producent hullet ud mellem
en standard Ania og en Apheta 3.
Ania Pro trækker på erfaringer og teknologi fra både sine store- og lillesøstre og er dermed et godt match til Planar 6 og 8. Rent faktisk har man muligheden for, at vælge både Planar 6 og Planar 8 med Ania Pro
monteret fra fabrikken, til særligt gunstige priser.
Velafbalanceret lydbillede
Ania Pro er kendetegnet ved en stram bas, en varm mellemtone og en åben top - alt i alt en detaljeret og velafbalanceret gengivelse. Lydbilledet er rummeligt, når det skal være det og placerer musikerne med stor
nærvær.
Den almindelige Ania, der kom på markedet for 2 år siden, har etableret sig som både testvinder og Best-Buy, men Regas ingeniører mente, at de kunne få endnu mere ud af konstruktionen ved at udstyre pickuppen med en diamant med en endnu finere slibning.
Hvor Ania har en diamant med en elliptisk slibning er Ania Pro nemlig udstyret med den finere Vital Profile slibning, der er i stand til at hente endnu flere informationer op af pladerillen.
Besværligt materiale
Pickup-huset er støbt i Polyphenylensulfid (PPS), der er et delkrystallinsk materiale, som indeholder 40 procent glas og har den ekstremt høj stivhed der er afgørende, når man skal fremstille en højt ydende pickup.
Materialet er vanskeligt at arbejde med, så derfor måtte Regas ingeniører i samarbejde med eksterne støbeeksperter, der er vant til at arbejde for både militær- og medicinalindustrien, bruge ét år på at
fremstille støbeform og -redskaber, der havde de nødvendige mikroskopiske tolerancer.
Radikalt design
Da Rega for år tilbage kastede sig over produktionen af MC-pickupper, gik firmaet radikalt til værks og forenklede MC konstruktionen betragteligt. Blandt andet eliminerede man behovet for den såkaldte _tie
wire_ - eller bindetråd, der sidder i andre producenters MC pick-upper. Bindetråden er essentiel i en normal MC-pickup, fordi den både er med til at holde de indre dele af pickuppen på rette plads og sikre affjedring. Men samtidig giver bindetråden uønskede resonanser og skummet omkring bindetråden reducerer pickuppens levetid. Ania Pro er derfor, som alle andre Rega MC-pickupper, konstrueret med et specielt gummiophæng, der styrer nålearmen. Resultatet er langt mindre masse, færre resonanser og dertil en ensartethed i pick-uppernes gengivelse, så hvert eneste eksemplar lyder som referencen.
Og som alle andre Rega-pickupper er Ania Pro forberedt til Regas egenudviklede 3-punkts fastspændingsmetode, der - udover at give den bedst mulige kontakt med tonearmshovedet - også sikrer, at pickuppen kun kan sidde på én måde, nemlig den rigtige.