Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Vitus Audio vil lave elbiler fra 2022

Highendproducenten fra Herning går i gang så snart Coronakrisen er overstået

Vitus Audio er er herhjemme mest kendt for imposante anlæg i den tunge ende af skalaen, men kom i en samtale med Nerds.dk for et par uger siden til at løfte sløret for et sideprojekt der egentlig skulle have været lanceret officielt tilbage i februar.

”Vi har længe gået og rodet med ideen, både fordi at vi er nogle stykker der synes det er spændende, men også fordi at salget, særligt af vores nye SIA 030 integreret forstærker går så godt at vi rent faktisk har både tid og økonomi til at realisere projektet” siger Hans-Ole Vitus, grundlægger og chefudvikler hos Vitus Audio.

”Vi har gået og rodet med ny batteriteknologi, og håber på at vores patent snart går igennem. Vi har kontakterne til at få det produceret i Tyskland i stedet for i Kina, og selvom vi her i starten vil lave bilerne på basis af støbning og indkøbte dele fra primært lokale leverandører i Midtjylland, så er ambitionen naturligvis på den lange bane at lave alt in-house”.




Det er ikke meningen at Vitus Audio skal overgå til ren elbilsproduktion, men snarere at det skal være en sideforretning der skal være med til at hjælpe med den grønne omstilling, samtidigt med at det tillader Vitus Audio at brande sig på en helt nye måde.

”Det er da klart at vi også gør det for at komme i kontakt med en helt ny kundegruppe, bilerne kommer i to serier, en prissat som en Tesla Model S , og en anden kommer senere med samme finish som man kender det fra Vitus Audio produkter, men så også med en prisseddel der kommer tæt på en Zenvo TSR. Men køber man både bil og anlæg, så er det da klart at man kan tinge om lidt rabat, jeg er jo jyde”.



Elbilerne vil ikke blive forhandlet hos almindelige bilforhandlere, men man er i gang med at få etableret samarbejde med en række specialbilsforhandlere i Norden, Tyskland, Frankrig og Schweiz. Designkoncept vil blive offentliggjort senere i år, og det vi på Nerds.dk har fået lov at se ligner mest af alt en Vitus Audio SS-025 med hjul og mere afrundede kurver, men det er meget åbenlyst at designet går igen og er lavet af samme person.

For yderligere information, kontakt
Vitus Audio
www.vitusaudio.com



Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode: