Nu kan seerne begynde forfra i et program.
Nu får seere, der dumper ind midt i et DR1- eller DR2-program, og ærgrer sig over, at de ikke så det fra starten, en chance for at få begyndelsen med. I første omgang kører projektet som et forsøg. Ringer moster Erna lige nøjagtig i de første 10 minutter af TV-Avisen, eller opdager du først 20 minutter efter udsendelsesstart, at en spændende DR-dokumentar er gået i gang, byder muligheden sig nu for at se hele udsendelsen fra begyndelsen ved et enkelt tryk på fjernbetjeningen. DR, YouSee, UBOD (Union of Broadcasting Organizations in Denmark) og ophavsretsorganisationerne Copydan Kabel-TV (Verdens TV), KODA og NCB har nemlig netop indgået en forsøgsaftale om tjenesten, der indtil videre er blevet døbt "Start Forfra".