Scala HiFi Odense skifter navn til NewHiFi. Vi bringer alle facts.
Scala HiFi Odense, var som bekendt Scala HiFi nr 2, efter den første butik i Århus, som i mange år har præget hifi markedet langt ud over Århus området. Mike og Ole fra Scala HiFi Århus, der også ejer Linn Danmark, fik Claus Lorentzen til at skabe Scala HiFi Odense der var den første franchise Scala butik. Claus havde sammen med sin far i en menneskealder drevet Verner Radio i Otterup, som lukkede for nogle år siden, da Claus's far ønskede at trække sig tilbage, og Claus ville hellige sig sin hobby webdesign. Efter et par år udenfor hifi branchen ville Claus gerne starte igen, og faste brugere af hifi-musik husker sikkert vores reportage fra åbningen af Scala i Odense i efteråret. Imidlertid er der stor forskel på at være med i en kæde og være helt selvstændig, og da Claus egentligt mest savnede at være herre i egen hifi butik fra tiden som webdesigner, var det naturligt at Linn Danmark og han lavede et mere uformelt samarbejde, der sikrede at Claus kunne vælge de produkter han brænder for. Da dette inkluderer samtlige Linn produkter og Clic møblerne vil man som kunde ikke opleve den store forskel på om man går ind i butikken nu hvor der står NewHiFi over døren i forhold til tidligere hvor der stod Scala HiFi. Som Claus sagde til hifi-musik "folk tror jeg vil skifte hele sortimentet, så jeg bliver kimet ned af leverandører der kunne tænke sig at få deres produkter ind i butikken, men jeg brænder stadig for Linn produkterne, så de vil stadig være kernen i butikken."