SMS-rekord på Roskilde Festival
Af: Af: TDC, red. HiFi-Musik.dk (Anders Zinck), Foto: K. Vilmann - 10/7-2008
Med 97.026 sms'er i de travleste timer slog gæsterne på dette års udgave af Roskilde Festival alle tidligere rekorder i brugen af mobiltelefon.
TDC har igen i år lavet statistik på Roskilde Festival. Fordelt på henholdsvis taletrafik og sms'er ser hovedtallene sådan ud:
Tale
Travleste time i løbet af festivalen var torsdag 3. juli kl. 21-22, hvor der blev talt i 30.422 minutter fordelt på 31.130 samtaler på hele festival- og campingområdet. Det er en stigning i forhold til sidste år på 3,7 procent. Sammenholdt med at der var 10 procent færre mennesker på festivalen, er det en stor stigning. Det var timen før Radiohead skulle på scenen. Tilsvarende var der også særligt mange samtaler umiddelbart før Chemical Brothers skulle på scenen lørdag 5. juli kl. 01. Omvendt var det største fald i trafikken under Radiohead's koncert torsdag og under L.O.C.'s koncert lørdag.
Taletrafikken i den travleste time svarer til den trafik, der normalt bliver ført i den travleste time på døgnet i et område svarende til Randers kommune.
SMS'er
Travleste time blev fredag 4. juli kl. 23-24, hvor der blev sendt 97.026 sms'er - en stigning i forhold til sidste år på hele 22,8 procent. I hele festivalperioden (28. juni til 6. juli) blev der sendt 5,8 millioner sms'er - en stigning på 23,4 procent i forhold til sidste år.
TDC's mobilnet
TDC's mobilnet håndterer ud over egne kunder også Telmores mobilkunder samt flere andre mindre mobilselskabers kunder.
Mobile sendestationer
TDC har i alt fem mobile sendestationer, der bruges til at sikre en optimal mobildækning ved store arrangementer rundt omkring i landet. To af disse var sat op på årets Roskilde Festival. Samtidig var kapaciteten på de permanente lokale basisstationer udvidet.
For yderligere information, kontakt:
TDC Presse
Tlf: 70 20 35 10