B&O introducerer Beosound DB9.
Struer, April 2009
Aston Martin og Bang & Olufsen er stolte af at kunne introducere BeoSound DB9: Et skræddersyet lydsystem udviklet og designet eksklusivt til Aston Martin DB9. BeoSound DB9 markerer det næste kapitel i det succesrige samarbejde mellem de to brands, som påbegyndtes med BeoSound DBS i 2008.
BeoSound DB9 fortsætter således det fortræffelige samarbejde, som er etableret
mellem de to brands med en uforlignelig historie om design og fortræffeligt
ingeniørarbejde inden for hver deres område. ”Aston Martin og Bang & Olufsen har opnået et ry som førende inden for såvel design som præstation gennem konstant nyskabelse,” siger CEO Dr. Ulrich Bez, Aston Martin, ”vi er stolte af, at BeoSound DB9 fortsætter en stærk tradition af teknologi, design og kunstnerisk dygtighed”.
“BeoSound DB9 systemet er kendetegnet ved højteknologisk innovation og stærk faglig kompetence, som er et særkende for både Aston Martin og Bang & Olufsen,” siger Karl Kristian Hvidt Nielsen, President & CEO, Bang & Olufsen.
Aston Martin DB9 er en fuldblods-sportsvogn, der gør selv lange køreture komfortable og raffinerede. Kombinationen af Aston Martins enestående karakter og kompromisløse designfilosofi får traditionelt håndværk, højteknologi, moderne komponenter og anvendelsen af de fineste materialer til at gå op i en højere enhed.
BeoSound DB9 deler disse værdier. Systemet er udviklet eksklusivt til Aston Martin og er skræddersyet til DB9, både akustisk og hvad angår valg af materialer. Systemets design understøtter på elegant vis bilens håndlavede interiør: Højtalerfronter af aluminium med bløde konturer er nænsomt integreret i kabinens flydende linjer og kurver.
Når der bliver tændt for BeoSound DB9, og de to akustiske linser lydløst og hurtigt kommer op i hver sin side af instrumentbrættet, tilføjes et strejf af pompøst teater og teknologi, som er en formidabel fuldendelse af det følelsesbetonede brøl fra V12-motoren i en DB9.
BeoSound DB9 systemet inkorporerer Bang & Olufsen’s egen ICEpower® teknologi; en sammensmeltning af høj output power og hi-fi lydkvalitet med ultra kompakt design. De motoriserede diskanthøjtalerenheder demonstrerer Bang & Olufsens patenterede ALT (Acoustic Lens Technology). Deres placering muliggør en 180° horisontal spredning af højfrekvente lyde, som giver lytteren en naturtro lydoplevelse uanset placering i bilen.
Foruden de to diskanthøjtalere, som er en del af ALT, består systemet af fem mellemtone-højtalere, yderligere tre diskanthøjtalere og tre bashøjtalere, inklusiv en kraftig 200 mm subwoofer, som er monteret under bagsædet. I alt tretten højtalere er placeret ti steder i bilen.
Systemet er blevet akustisk tunet til DB9 af Bang & Olufsens ’tonmeistere’, baseret på Bang & Olufsens avancerede DSP-enhed (Digital Signal Processing), og iscenesætter den musikalske præstation af de tretten individuelle højtalere til den optimale lytteoplevelse inde i bilen. DSP-enheden sørger også for dynamisk lydoptimering, som automatisk tilpasser sig ændringer i vej- og støjbetingelser, og derved gør dem, der sidder i vognen, i stand til at koncentrere sig om en engageret køre- og lydoplevelse. BeoSound DB9 indbygget i DB9 Volante er blevet udviklet til at tilpasse sig den åbne sportsvogns forskellige akustiske karakteristika, hvad enten man kører med taget oppe eller nede. At videreføre sådanne banebrydende akustiske teknologier til et funktionelt og elegant designsprog er essensen af Bang & Olufsens fortrinlige design og håndværksmæssige traditioner. BeoSound DB9 systemet genspejler også Aston Martins særpræg ’Styrke, Skønhed og Sjæl’. Resultatet er et system, som er blevet en integreret del af DB9, og som har skabt en usammenlignelig atmosfære, der indbefatter både design og præstation.
Ingen anden producent af sportsvogne har en større designarv end Aston Martin. Som ansvarlig for nogle af de smukkeste sportsvogne, der nogensinde er produceret, bibringer Aston Martin hver eneste model elegance og stil, som er opnået gennem harmoniske proportioner, stramme linjer og indgående opmærksomhed på detaljen.
Nyskabelse og design og – naturligvis – uforlignelig lydkvalitet er det fundamentale i ethvert Bang & Olufsen system. Takket være stor fokus på elegance og design er Bang & Olufsen blevet et ikon for præstation og stil, eksklusive materialer og overlegen lyd- og billedkvalitet.
Med BeoSound DB9 forbliver Bang & Olufsen i front, når det drejer sig om teknologi til hjemmet og til biler.
For yderligere information, kontakt
Bang & Olufsen a/s
Peter Bangs Vej 15
7600 Struer
tlf: 96 84 11 22
email: [email protected]
web: www.bang-olufsen.com