Cerwin Vega A 2.6KW
Af: AF: Kim Olsen - 30/12-2007
American Power eller flower power?
Papkassen virker mest som en gang engangsemballage På det danske marked findes en forstærker som har et sort kabinet og et stort rødt Cerwin Vega logo på fronten. To af disse 20 kilos basser landede i hver sin sorte kasse på mit stuegulv en sen torsdag eftermiddag.
I kasserne gemte der sig endnu en kasse, eller rettere sagt, et symetrisk og kantet kabinet. En Cerwin Vega A2.6KW forstærker.
Den er meget anonym bortset fra et kæmpe Cerwin Vega logo på fronten men er ellers relativt enkelt lavet med indikatorer til det mest essentielle samt to niveauregulatorer; en til hver kanal. Faktisk giver forstærkeren ikke så meget væsen af sig, den er som sagt sort og firkantet. Og så er den historie slut.Bagsiden er pæn og ligeledes symmetrisk, og gemmer på hvad der ligner nogle pæne WBT højttaler terminaler. Indgangene er RCA og, ganske overraskende, både han-og hun XLR. I det hele taget virker det som en meget standardiseret konstruktion. Jeg undres dog lidt over at blæserne blæser luft igennem kassen fra bagsiden, i stedet for at suge, således at luften trækkes ind foran, og tvinges over hele bundkortet for så at blive spyttet ud bagtil. Men det fungerer. Blæserne larmer ikke det store og kassen forholder sig i en rimelig termisk tilstand.Desværre er manualen er noget juks. Den er endda ikke helt enig med sig selv på dansk og på engelsk, men efter returneringen af forstærkerne og en mindre klagesang omkring manualen lovede Hifiklubben at få lavet en ny version. F.eks. mangler de tegninger som den mangelfulde tekst hentyder til. Det er første gang jeg oplever at en forstærker der kan brokobles og ellers er lavet til PA såvel som hjemme hifi brug, ikke har tegninger til at følge forklaringer når der skal brokobles, eller i det hele taget bare sluttes til. Jeg er dog glad for deres ærlighed omkring specifikationerne. De er opgivet ved en afsat effekt kun i 5ms, herefter -20 db.
På bagsiden fremstår kun højttalerterminalerne i høj kvalitet
Pænt, rent og nydeligt layout. Indmaden er hæderlig uden at være prangende. En stor trafo, masser af lytter og 8 plastictransistorer per kanal. Der er pænt og rent på indersiden, og det er meget simpelt opbygget. Det første jeg noterede mig, både i stereo og i den brokoblede tilstand, var et utroligt højt støjgulv. Som ved manualen har Hifiklubben lovet at råde bod på dette, og deres serviceværksted retter dette problem uden beregning fik jeg oplyst. Men det ændre ikke på at de testede eksemplarer bød på noget der lignede 40 db’s grundstøj, så er de stille blæsere spild af ressourcer når elektronikken grundlæggende er så ringe.
Selve forstærkeren har en meget ens fremtoning i forhold til spanske Master Audio’s DX2000. Manual, udseende og specifikationer er sjovt nok også fuldstændig identiske. Eneste forskel er farven og at speakon tilslutningen er fjernet til fordel for RCA. Udover at man undres over valget af en lille spansk producent, så findes der ej heller information om forstærkeren på Cerwin Vegas egen hjemmeside, hvilket henleder tanken til at A.kw serien nok kun er et nordisk fænomen som ikke nødvendigvis er en en ”rigtig” Cerwin Vega.
Reference forstærkerne i denne test bestod af en Crown CTS3000, idet den med sine 2x1500 watt lå tæt på de 2x1300 watt som A2.6kw yder i stereo. For også at matche den rent prismæssigt var der lånt en Crown XLS på 2x600 watt, der på daværende tispunkt stod tilsmå 6000 kroner hos Aage.dk, hvilket nogenlunde svarer til de 7000 kroner en A2.6kw kostede. Succeskriteriet var at drive et sæt af Cerwin Vega’s egne CLS-215 optimalt. Opgivelserne er i 4 ohm.
Lytteindtryk
Der blev startet lidt blødt ud med blandt andet Sex Pistols. På ”Pretty Vacant” lød det nogenlunde. Den dårlige indspilning lød som den var, og den ringe dynamik på nummeret gav ikke forstærkeren nogle problemer. Efter et genreskift fra Sex Pistols og AC/DC blev det Moochebas tur med deres ”World Looking in”. Her starter bassen måske meget pænt op, men alle detaljerne er væk, præcision er en by i Rusland og forstærkeren magter tydeligvis ikke at stoppe de enheder den selv har sat i sving. Dette er på trods af et relativt moderat lytteniveau.
Ekstrem simplificeret bas som på ”Radio” med Bikstok Røgsystem går det dog lidt bedre med. Ved brokoblet tilstand hjælper det en smule på kontrollen. Men basgengivelsen er mildest talt ikke imponerende når der skal præsteres kontrol og spilles kompleks musik. Det er som om at de kræfter og det overskud man forventer 2x20 kg forstærker bør have, på ingen måde er til stede.
Forstærkeren har bare en kedelig tendens til at knække så snart der bliver bare skyggen af kompleksitet. Det behøver ikke at være store symfonier, bare ved ”Trolltind” med Lumsk går det galt. Jeg opgav enhver musik med mere end 4 instrumenter efter denne oplevelse.
Stemmegengivelsen får noget ekstra rum i brokoblet tilstand, men er generelt meget spids. Dog har diskanten den fordel at den hurtigt bøjer af, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting, når der skal trækkes et sæt af Cerwin Vegas egne højttalere.
Diskanten har desuden en tendens til at forekomme at være separeret fra den øvrige del af frekvensspektret, og den harmoniske overgang fra mellemtone til diskant man efterhånden tager for givet med de fleste forstærkere, er ikke til stede.
To brokoblede Cerwin Vega A2.6KW
Bassen er som før indikeret, sløv, langsom og har herudover et lettere hæv i den øvre del, hvilket giver en yderst problematisk lyd ved CLS-215 højttalerne da netop lider af samme problem.
Mellemtonen er flad og ikke særligt tilstedeværende. Død eller bare kedelig er vist mest af alt et nuanceringsspørgsmål. Lydbilledet var der derfor ikke det store at råbe hurra for, og det samme gør sig beklageligvis gældende for rumgengivelse og rum omkring det enkelte instrument.
Glem alt om at snakke om opløsning. Det eksisterer ikke i denne forstærker. Der er i stedet tale om den grovhakkede fra Stryhns.. Det er faktisk pinagtigt, hvis ikke direkte naturstridigt, at man kan lave så ringe et produkt.
Lydbilledet er 2d, man føler at alle optagelser er lavet med mikrofonen presset helt op i, og nærmest gennem instrumenterne. Den naturlige 3d effekt der fremkommer på ganske mange akkustiske indspilninger, ophører ganske enkelt med med denne forstærker.
Jeg er ikke skuffet, jeg er vred.
Lyttebank og trafo i fokus Denne forstærker lever på ingen måde op til den sammenhæng den bliver solgt i, eller den salgstale den får med på vejen. Man må acceptere en hvis mængde salgsgas og overdrivelse fra producent og forhandler, men det her er jo direkte kriminelt.
Forstærkeren byder på både parallel og brokobling. Den lydmæssige forskel ligger dog så tæt på nul som muligt; der kan spores en tilnærmelesvis mindre fladtrykt lyd end ved almindelig stereo operation.Det jeg undrer mig mest over er det relle effektoverskud. For når man sammenligner direkte, så var 2.6kw oppe og lyse i -10 db’s indikatoren for dynamisk headroom, eller mangel på samme, mens CTS3000 ikke rigtigt gad lyse i noget som helst ved samme lydtryk. Det skal dog her nævnes at spl-måleren var Radioshacks analoge, hvilket kan være en fejlkilde i sig selv.
Når man herefter sammenligner med den lidt billigere Crown XLS forstærker med et væsentligt mindre output bliver indtrykket af A2.6KW endnu mere forvrænget. Her hører man væsentlig mere overskud, en langt mere sammenhængende lyd med en god timing i hele frekvensområdet, et solidt greb i bassen, langt bedre dynamisk formåen og en grotesk bedre evne til at gengive transienter samt rent faktisk stoppe enhederne igen.
Samtidig var der forunderligt nok ikke de samme problemer med et højt niveau af grundstøj hos den billigere Aage forstærker. Mest sigende er det dog at den uden problemer kan trække højttalerne ved samme niveau som hvor A2.6KW begynder at få åndenød og lyser op som et rumskib.
A2.6KW og modreferencen i prissegment, Crown XLS602.
Jeg kan i teorien acceptere at en forstærker ikke har det dynamiske headroom den på papiret burde have, men sammenligningen med de to andre forstærkere ved ens lytteniveau tyder på at der er et eller andet helt galt med effektopgivelserne hos producenten af af A2.6KW.
Det er muligt at man på papiret har 5,2 KW at lege med, men det mærker man på ingen måde. Den er svag, har absolut intet dynamisk headroom, og fejler samtlige kriterier den sælges på. Det virker som om at Hifiklubben har gjort det, de for ti år siden forsvor: At sælge usselt skrammel med et godt brand.
Det er skammeligt at puste et produkt op og sælge det som en 500 hestekræfters V8 på 8,3 liter når det man får er en udslidt 3 cylindret 0,8 liters med sølle 50 hestekræfter.
Konklusion.
Der er under anmeldelsens udarbejdelse kommet en ny version der skulle være væsentligt forbedret. Men beklageligvis er det min opfattelse at det ikke nytter noget at lappe på et produkt der er så ringe at det ikke står til at redde. At man så markedsfører A serien med teksten ” Større, stærkere og voldsommere hi-fi forstærkere eksisterer ikke.” er udover at være en direkte løgn også overdrivelse der er så stærk at selv Baron Von Münchausen ville få dårlig samvittighed.
Hvem der end fandt på at lave denne forstærker serie burde fyres omgående, den degenererer i den grad Cerwin Vega navnet. Og det er synd, for med en ordentlig forstærker kan man sagtens få hæderlig og sjov lyd ud af et sæt Cerwin Vega højttalere. Ideen med at modificere en kraftig PA forstærker så blæserstøj minimeres og rca tilslutning til fornuftig pris, er ganske glimrende. Det er bare ikke hvad man har opnået.
Der er kun et moderne udtryk der dækker A2.6kw’s præstationer: Skod.
Selv gud kan ikke tilgive så ringe et produkt.
Specifikationer:
Input: XLR/RCA
Effekt: 2x700 i 8 ohm stereo, 2x1300 i 4 ohm stereo.
1x2600 watt brokoblet.
S/N Ratio: 103 db
Dimensioner: 88 x 482 x 438 mm
Vægt: 19,4 kilo
Dæmpningsfaktor: >350
Frekvensrespons: 20 Hz - 20 KHz (+/-1 dB)
Rack montering muligt
Udstyr benyttet ved testen:
Pre: Crown M28
Effekt: Crown Studio Reference II/ CE4000 / CTS3000 / XLS 602
CD afspiller/transport: Cayin Cd-252
DAC: Creative X-fi Elite Pro I/O Konsol
Lydkort: Creative X-fi Elite Pro
Højttalere: JBL LSR 6332
Subwoofer: 21” DIY
Kabler: TMC og Audioquest
Pris: kr. 6.999
Forhandler:
Hi-Fi Klubben
Web:
www.hifiklubben.dk
Mail:
online@hifiklubben.dk